Ugens stærkeste og svageste erhvervsdækning

Topskat i medieklemme: Danmark er fyldt til randen med politiske kandestøbere, og af en eller anden grund elsker medierne at tilknytte dem og lade dem fylde spalter og sendetider i et omfang, så det skygger for en dækning af substansen i det, Folketinget diskuterer og vedtager. Det er ikke mindst gået ud over dækningen af diskussionen om topskat, som mediebrugerne må opleve som rent politisk fnidder – hvilket det ikke er. Senest bragte Børsen tirsdag en meningsmåling, der viste, at flertallet af topskatteyderne, samt cirka halvdelen af LA’s egne vælgere, mener, at partiet skal frafalde sit krav om, at topskatten sænkes med 5 procentpoint. Sådan en meningsmåling er meget lidt relevant, af disse grunde: 1) Samfundsøkonomisk har det ringe betydning, hvad topskatteyderne mener. De har allerede vist, at de vil arbejde, selv om de beskattes med den høje sats. Det interessante er, hvad dem, som i dag lige akkurat ikke betaler topskat, mener. 2) Mange topskatteydere er lønnet af skattemidler, og kan af denne grund have en privatøkonomisk interesse i at få diskussioner om skattelettelser til at gå væk, fordi det vil nedbringe den samlede dækning til at betale deres løn. 3) Som spørgsmålet er formuleret, siger svarene ikke noget om folks holdning til topskat, men til politisk taktik. Det har måske nok politisk interesse. Men realøkonomisk er det ligegyldigt.

Køb meningsmålings-aktier: Samme dag op – fordrer Børsens kloge lederskribent Ole P. Kristensenfolk til at sælge de aktier, de måtte have i meningsmålingsinstitutter. Det er ment som en syrlighed oven på de fejlagtige forudsigelser om præsidentvalget i USA. Men hvis vi nu tager den halve spøg alvorligt: Har Ole P. Kristensen nødvendigvis ret? Det kan meget vel være, at fadæserne (også kendt fra Brexit og danske folkeafstemninger og folketingsvalg) med at måle de vrede protestvælgere tværtimod vil give mere arbejde til meningsmålere. En ting er, at medierne måske kan leve med, at målingerne er skæve. Investorerne har sværere ved det, og man kan sagtens forestille sig, at det rundt omkring bliver diskuteret, hvordan man kan skaffe bedre målinger – eventuelt ved at smide større ressourcer ind i dem. Hvortil kommer, at de investorer, som hidtil har forladt sig på det, de kunne læse i avisen, overvejer situationen en gang til. Så det gratis aktietip herfra skal lyde: Du skal ikke sælge dine aktier i analyseinstitutter. Du skal tværtimod købe flere af dem.

Bryd et tabu, eller vi strejker: Det trækker op til en storkonflikt på arbejdsmarkedet. Det må man konkludere, efter at Børsen mandag kunne fortælle, at DA møder op til forårets forhandlinger med et krav om øget arbejdstid. Det er ment som en løsning på problemet med manglende arbejdskraft, men al nyere erfaring viser, at fagforbundenes medlemmer tværtimod vil arbejde mindre. Dette spørgsmål har to gange udløst store dramaer – første gang under gær-konflikten i 1998, anden gang da S-SF’s berømmede trepartsforhandlinger (dem, der skulle have fundet de 12 ekstra arbejdsminutter om dagen) i 2012 efter få dage faldt til jorden med et brag.

Men inden vi kommer dertil, hvor vi igen skal stå op klokken seks en lørdag morgen for at købe gær, må vi håbe, at medierne tager en tur op i helikopteren og ser på en nok så oplagt løsning: At man frigør arbejdskraft ved at skære nogle offentlige aktiviteter væk. I den private sektor sker den slags løbende, og som omtalt i dette nummer er der netop i disse måneder særligt mange virksomheder, der varsler massefyringer. Hvorfor er en diskussion om det samme i den offentlige sektor tabu? Det skulle være mærkeligt, hvis ikke også der kunne findes aktiviteter i staten eller kommunerne, som vi kunne leve uden, specielt hvis alternativet var, at vi alle skulle arbejde mere.

Et marked for sandhed: Vi kan desværre ikke helt afvise, at der er en meget ligefrem årsag til, at offentlige besparelser er tabu i medierne: Vi er et af de mest subsidierede erhverv overhovedet, så det er også den gren, vi sidder på, det handler om. Og medierne er i forvejen under pres fra Facebook og Google, der hastigt æder annoncemarkedet, så beskæringer i støtten kan virke uoverskuelige. Men torsdag kunne Politiken bringe en historie, som de fleste med rette vil opfatte som foruroligende, men som er god for mediebranchen: Nemlig at stadig flere af de historier, der bliver delt på sociale medier, ikke bare er tynde og overfladiske, men egentligt løgnagtige og spredt i ond hensigt. Den slags vil skabe en ny efterspørgsel efter medier, der på klassisk vis skiller skidt fra kanel. Nøgleordet her er dog ”klassisk”: For så vidt medierne alligevel bare bruger deres ressourcer på ligegyldigheder, som politisk kandestøberi, har de ingen konkurrencefordel. Så er løgnene på Facebook lige så meningsfulde, og mere underholdende.

læs hele udgivelsen her

STK