Nykredits mærkelige prisforhøjelser
Flere store erhvervsmedier var i starten af den forgangne uge ved at svømme over af begejstring over, at Nykredit nu sender flere så-kaldte kundekroner retur til kunderne end først antaget. Eksempelvis JP konkluderede, at Nykredit nu var billigst, selvom artiklen var suppleret af en tabel, som viste, at BRF-kredit var billigst på fire ud af seks låntyper. Men det er da klart en bedre historie, hvis Nykredit nu er blevet billigst. Både JP og Berlingske glemte dog historien bag, at Nykredit nu sender flere kundekroner tilbage til kunderne.
Modellen kan groft sagt skitseres således: Først sætter man prisen op med én krone, og af den ekstra krone i indtægt sender man halvdelen videre til ens distributionspartner, nemlig bankerne i Totalkredit-samarbejdet, og de sidste halvtreds øre sender man retur til kunderne. Ja, logikken er vanskelig at se for Nykredit og Nykredits ejere. Måske var det bedre for den foreningsejede realkreditvirksomhed, hvis medlemmerne bestemte at undlade at sætte bidraget op med en krone. Så skulle der ikke sendes penge videre til samarbejdsbankerne.
Men Nykredit vinder alligevel som virksomhed på det. Efter prisforhøjelsen med én krone følger de fleste konkurrenter nemlig med op i pris, på grund af monopollignende markedsforhold. Men de sender ikke kundekroner retur til deres kunder. Så hele bundlinjen er blot, at stort set alle realkredit låntagere i Danmark kommer til at betale mere. Men til hvilken nytte?
DR’s populisme om skattely
”Det er helt essentielt, at alle lever efter de samme regler, og at der ikke er nogen, der har mulighed for at smutte uden om.” Sådan sagde en ekspert i skattely i DR’s dokumentar om de såkaldte paradise papers i forrige uge. Tænk lidt over udsagnet: Det er falskt! Ordet essentielt betyder noget tæt på livsvigtigt, og verden har fungeret fint i mange år, og avancerede velfærdsstater er bygget op, selv om nogle lande slår sig op som skattely. Godt er det naturligvis ikke, at nogle unddrager sig, eller bare undgår, skat, som andre er tvunget til at betale. Men det lader sig altså fint gøre med denne afvigelse fra den ideelle orden. Det falske udsagn er i sig selv en lille ting, men det illustrerer noget større: At DR ikke seriøst dækker fænomenet skattely, men i stedet driver en populistisk dagsorden, der bilder folk ind, og hvis vi bare får lukket ned for skattely, så er alt godt.
Et er, som Claus Kirkeby Olesen påpeger i en kronik i Børsen, at programmet faktisk ikke afslører nogen snydere, og i stedet blot fører en heksejagt, hvor det er umuligt for de bebrejdede at lande godt: De kan kun enten erkende sig skyldige eller fremstå som suspekte; flere muligheder gives ikke. Noget andet er, at DR ikke giver plads til de nuancer, der gør, at man nok skal bekæmpe skattesnyd gennem skattely, men at det ikke er sådan, at alle andre forhold må vige for dette hensyn. For det første, så længe der er nationalstater, må man også give dem ret til at have forskellige skattesatser.
Skattelylandene er også for længst blevet presset til at udveksle oplysninger, så det er muligt at finde egentlige skattesnydere. For det andet ville en verden uden lande med meget lav selskabsskat betyde, at nogle indkomster blev beskattet dobbelt. For det tredje kan skattely-landenes høje serviceniveau overfor virksomheder og rigmænd være en nødvendig indgang til lande, hvis egne myndigheder er præget af omstændeligt bureaukrati og korruption.
Det sidste argument blev nævnt af chefjuristen i IFU (og DR gav ham god tid til at forklare sig; det skal anerkendes). IFU’s sag illustrerer også et fjerde argument, der vejer på skattelys vægtskål: Fonden investerer i udviklingslande, og det betragter vi som et gode, jævnfør at vi betaler til det over skatterne. Hvis disse investeringer kun er bæredygtige med lav skattebetaling, har skattelyet altså skabt værdi i henseende til at udvikle et fattigt land. Og her nærmer vi os nok det, som er det egentlige politiske stridspunkt: Skal staterne – og dermed deres ansatte – have førsteret til verdens rigdom, eller kunne det tænkes at være bedre og mere retfærdigt, hvis den lå andre steder?
Ugens pengespild
Under alle omstændigheder er der andre steder, hvor man mere entydigt kan sige, at offentlige midler bliver spildt, også selv om det foregår i overensstemmelse med loven. Børsen har i nogle glimrende artikler (bl.a. her og her) afdækket, hvordan Kalundborg Kommune er så ivrig for at få en stor havn, at man har bundet sig i 100 år til en særdeles høj leje for den nødvendige jord, og samtidig givet en lånegaranti på 200 mio. kroner ud fra nogle tvivlsomme forudsætninger.
MWL/STK
