Kønsløs ligestillingsdebat
I Danmark er der meget få selskaber, hvor der ikke er en eller to dominerende aktionæ-rer, der styrer slagets gang. Det indebærer også, at der er tilsvarende få selskaber, hvor den egentlige magt ligger i bestyrelserne. Denne pointe er imidlertid aldrig nået frem til de politikere og debattører, der presser på for at få flere kvinder i bestyrelser – formentlig fordi de selv kommer fra et politisk miljø, hvor det handler om at blive valgt ved en afstemning, så det er det, de forstår. Erhvervskvinderne har derimod forstået det: Ser man på de forskellige pengetanke, der optræder som storaktionærer, er der pludselig en del flere kvinder til steder, herunder den mest magtfulde af dem alle: Ane Uggla. I en i kronik i Børsen jokker ligestillingsminister Karen Ellemann og underdirektør Charlotte Rønhoff fra DI atter engang rundt i misforståelserne, og de supplerer den med anden letbenet pseudoviden fra den ligestillingspolitiske andedam – om at der skulle være et stort kulturproblem, der holder kvinder ude. Hvor ved kronikørerne det fra? I givet fald er det mystisk, at dette kulturproblem ikke har forhindret, at kvinder har sat sig på nogle fag, der tidligere som en selvfølge var besat af mænd. Engang var byens læge, sagfører og præst en mand; i dag er de typisk kvinder. Når politiseret vrøvl om ligestilling i erhvervslivet kan få lov at køre i cirkler i medierne, siger det meget om hvor – ja, undskyld – kønsløs journalistikken på området er. Må vi bede om, at aktørerne dokumenterer, eller til en start bare sandsynliggør deres postulater.
Elendig kommunal corporate governance
Nogle gange, når nyhedsstrømmen er tæt, forputter der sig djævle, der normalt ville blive opdaget, i detaljerne. Således var det onsdag, da Politiken lakonisk skrev om konstitueringsaftalen efter kommunevalget i København. Et stykke nede i aftalen kunne man læse følgende: ”Parterne er endvidere enige om, at Socialdemokratiet og Radikale Venstre tilfører bestyrelsesposter til en værdi af 125.000 kr. til Alternativet.” Det er gammelkendt, at et antal ben bliver fordelt i studehandler efter valg, men det er alligevel forbløffende, at det sker med en så stor kynisme, at man ikke ser bestyrelsesposterne som andet end en økonomisk bonus til partimedlemmer. Politikens forglemmelse blev dog hurtigt fanget på de sociale medier, som her viste, at de i nogle tilfælde har stor værdi i det samlede mediebillede. På den måde fandt sagen også tilbage til gamle medier, og f.eks. skrev Børsen en leder om den. Forhåbentlig hænger medierne på og graver et spadestik dybere. For hvorfor skal der overhovedet være politikere i bestyrelsen i et kommunalt selskab? Som i alle andre selskaber er det i udgangspunktet bedst, hvis bestyrelsen består af kyndige folk, og ejeren udøver sin indflydelse på generalforsamlingen. Konstitueringsaftalen er i øvrigt indgået af samtlige partier i Borgerrepræsentationen, så dens 55 medlemmer hermed er ekskluderet fra at besvære sig over dårlig ledelse af private selskaber.
Hvor er tallene?
Nu vi taler om kommunevalget: Der er sket en kedelig udvikling i tv-stationernes dækning af valgaftner. Man er helt optaget af intetsigende kommentarer fra politikere der (forståeligt nok) træder vande, mens de venter på valgresultatet, og på gætterier fra diverse analytikere. Og så bliver det, som det hele handler om, nemlig de faktiske valgresultater, behandlet stedmoderligt. Resultaterne fra valgstederne får kun et kort øjeblik i et hjørne af skærmen. Det er en fejl, for man kan slutte meget ud fra disse delresultater. DR nåede f.eks. ikke inden lukketid at fortælle om de overraskende gode valg til Socialdemokratiet og De Konservative, henholdsvis i København og på Frederiksberg, selv om de kunne have konstateret denne udvikling ved at tjekke deres egen hjemmeside, hvor resultaterne blev offentliggjort hurtigt og klart. Netop DR er måske stadig påvirket af, at de for fire år siden klokkede i det, med en skæv exit-måling, som man bagefter måtte undskylde for. Men altså – det er ikke tal i sig selv, der er farlige, og resultater fra valgsteder kan ikke være skæve. De er, som de er.
Blødende hjerter i erhvervslivet
Hånden på hjertet, så er ”human interest”-historier i erhvervsmedier ofte ikke særligt interessante, når det kommer til stykket. Men der er undtagelser, og en af dem var i Børsen onsdag. Den handlede om Palle Skov Jensen, ejer af Jensens Bøfhus, som er ved at sælge sin samling af over 700 malerier af prominente kunstnere. Her fornemmer man den smerte, der kan ligge i en virksomhedskrise. De millioner og milliarder, vi plejer at skrive om i medierne, kan godt blive abstrakte at forholde sig til. Men en kunstsamling er hjerteblod.
