Ugens stærkeste og svageste erhvervsdækning

Kildekritik? ”Uvildige” headhuntere om Prams fremtid. Michael Pram Rasmussen bliver foreløbig på posten som formand for A.P. Møller-Mærsks bestyrelse, konstaterede Børsen i en artikel tirsdag. Det kan jo sagtens være. Men kilderne til denne historie er ikke overbevisende. Det er nemlig headhuntere med speciale i udvælgelse af topledere og bestyrelsesmedlemmer. Altså mennesker, som – med al respekt – har en stærk interesse i at holde sig gode venner med for eksempel en Michael Pram Rasmussen, der har indflydelse på udvælgelse af topchefer og bestyrelsesmedlemmer i masser af selskaber og deres datterselskaber, og som måske også en gang i mellem har brug for lidt rekrutteringshjælp. Så mon ikke artiklens konklusion var givet i selvsamme øjeblik, man valgte denne særlige gruppe af kilder?

Er vi nyttige idioter for klogere finansspekulanter? Rygterne om, at TDC kan blive solgt, blomstrede i den forgangne uge , ligesom i juli . I begge situationer er aktien steget betydeligt, omkring 8 procent, og nogle må have tjent gode penge. Rygterne sætter både medier og selskab i en vanskelig situation. I hvor høj grad skal medierne omtale rygterne og forsøge at bedømme deres betydning, når de dermed på den ene side risikerer at hjælpe spekulanter, der har sat grundløse forlydender i verden, og på den anden side også risikerer at holde vigtige oplysninger tilbage for deres læsere? Loyaliteten mod læserne, mediernes kunder og eksistensgrundlag, må normalt komme først – efter en overvejelse af, om rygtet virker helt urimeligt. Men medierne bliver hjulpet, når TDC, som i juli, kan reagere hurtigt og enten afviser eller bekræfter, at der kan være noget om sagen. Den slags hurtige reaktioner er naturligvis ikke altid mulige og kan også få rygtemagere til at sende en masse prøveballoner ud for at få virksomheden til at reagere. I denne uge har TDC hverken bekræftet eller afvist. Måske var det en idé med en dialog mellem selskaber, fondsbørs og medier om, hvordan man skal håndtere disse situationer?

Tankevækkende historie fra Berlingske Business: Flere offentlige skandaler? Business beret – ter : “Lavrentemiljø lokker nu Københavns Universitet ud på det usikre aktiemarked i forsøget på at forrente en gigantisk pengetank bedre. Professor med speciale i international økonomi kalder det en utroligt dårlig idé.” Det virker efterhånden som om, at man i store dele af den offentlige sektor ønsker at tage beslutninger omkring noget, man ikke har nok viden om og indsigt i. Deraf de mange skandaler og kostbare projekter, som koster millioner eller milliarder i tab for skatteyderne. Et af de kommende eksempler kan blive Københavns Universitet, som nu vil købe aktier midt i den største aktieboble i umindelige tider. Vi siger god fornøjelse. Når tabene kommer, kan man vel altid nedlægge nogle studiepladser for at dække hullet.

Politisk ukorrekt, at medierne er kritiske over for det skrantende EU? Onsdag syntes de fleste danske medier, at historien om gratis internet var det mest interessante fra EU-chef Junckers årlige tale. Er det for strengt at tale om “Systemets Medier?” Vi bemærker, at topchefen havde fokus på to forhold, nemlig foruden gratis internet til alle i storbyer i 2020, et fremtidigt fælles militær i EU. Vi ser forslaget om gratis internet som et populistisk og indholdstomt forslag, som især skal flytte fokus væk fra den historiske eksistenskrise, EU befinder sig i i dag, efter Brexit-vedtagelsen og en fortsat europæisk flygtningekrise.

Vi ser forslaget om et fælles militær i EU som et forsøg på ad bagvejen, at skabe større politisk integration i EU – og især i eurolandene. Den eksisterende Bankunion er siden Brexit-afstemningen, rystet i sine grundvolde, og fremgang til protestpartier mod EU i flere lande har skubbet en finanspolitisk union så langt ud i fremtiden, at den næppe kan ses som realistisk nogensinde. Det betyder også, at der ikke er nogen løsning inden for rækkevidde på de nødlidende og i værste fald konkurstruede sydeuropæiske økonomier, hvor statsgælden fortsat tordner op, og hvor stigende renter (som vi ser for tiden) hurtigt kan eskalere problemerne (og rentebyrden) til uoverskuelige størrelser. Uden en finanspolitisk union er det urealistisk, at Tyskland vil betale regningen. Kun med total snor i de sydeuropæiske landes offentlige udgifter er der udsigt til en fælles gældsanering af de sydeuropæiske landes svulmende statsgæld.

læs hele udgivelsen her

MOS/MWL