Herligt sagt, men lidt for sent: Regeringen har fortolket EU’s hvidvaskningsdirektiv alt for stramt, mener flere jurister ifølge Finanswatch . Det er en meget relevant historie, for den lov, der udmønter direktivet, har meget vidtrækkende konsekvenser: Den koster ekstremt dyrt i administration hos både banker, andre berørte virksomheder og myndighederne, og da især mindre virksomheder vil have svært ved at efterleve lovens mange og komplicerede bestemmelser, vil den medføre højere koncentration i flere markeder, og altså mindre konkurrence. Hertil kommer de retssikkerhedsmæssige problemer ved den krænkelse af privatlivets fred, som loven også indebærer. Men: Hvor havde det været velgørende, hvis Finanswatch og andre medier – også nærværende – havde gjort mere ud af emnet mens tid var, det vil sige inden loven blev vedtaget. Emnet er kompliceret, men man behøvede ikke at være jurist for at se, hvor vidtgå- ende lovforslaget var.
Fagre ny krypto-verden: Hvis nogen for blot ti år siden havde forudsagt, at hvem som helst snart ville kunne trykke egne penge, der fuldt lovligt kunne sendes i cirkulation, var vedkommende nok ikke blevet taget alvorligt. Men i dag er det ikke desto mindre ganske almindeligt med så-danne private valutaer, i form af krypto-valutaer. Hvad det skal ende med, må tiden vise, men man kan i hvert fald glæde sig over, at erhvervsmedierne hurtigere er kommet på omgangshøjde, end vi er i forbindelse med hvidvaskloven. Der er skruet op for dækningen af krypto-valutaerne, og i begyndelsen af ugen kunne man læse to rigtigt gode historier om den verden: Børsen fortæller om, hvordan en udlandsdansker med et tvivlsomt ry vil fylde sin tomme kasse med en halv mia. kroner fra en såkaldt ICO – initial coin offering. Og Business.dkåbnede en serie om emnet ved at berette om, hvordan kursmanipulation er hverdag i krypto-verdenen. Som nævnt er det for tidligt at sige, hvad kryptovalutaerne skal blive til på langt sigt, men denne signatur tilbyder et væddemål for udsigten på kort sigt: At der under alle omstændigheder vil komme en kæmpe skandale, hvor små og store investorer taber formuer, og hvor bagmandspolitiet, eller lignende instanser i udlandet, skal ind over.
Erhvervslivet får aktier i medierne: I Tyskland er der vedtaget en lov, der, hvis den breder sig til at andre lande, vil give virksomheder et meget mere direkte forhold til medier. Det vil ikke kun være noget, man læser eller følger, men også noget, man konkret skal håndtere som selvstændig aktør. Loven fastslår, at sociale medier har pligt til at rydde op i ulovligt indhold, og at de kan blive idømt store bøder, hvis de forsømmer denne opgave. Det store problem er, at det ikke blot handler om allerede ulovlige ytringer, som f.eks. bagvaskelse og trusler om vold, men også om ytringer, der hidtil har været omfattet af ytringsfriheden, som at fornærme trosretninger eller ”verdensanskuelsesforeninger”. Se f.eks. journalist Frederik Stjernfelt beskrivelse i Weekendavisen den 5. januar. Det lidt mindre problem er, at det bliver de sociale medier selv, der skal afgøre hvad der er lovligt og ulovligt, og at de ikke behøver forklare, hvordan de i praksis håndterer censuren. Den censurerede har altså ikke mulighed for at anke, eller blot at få sin sag belyst. Dermed er det op til virksomhederne at holde nøje øje med de sociale medier, de kommunikerer på. De kommer uvægerligt til at støtte de holdninger, som det sociale medie censurerer ud fra. Hvortil kommer, naturligvis, at virksomheden selv kan blive censureret, hvis den beskæftiger sig med et fø-lelsesladet emne. Det vil altså ikke længere være nok blot at kommunikere sit synspunkt. Den tyske lov vil presse virksomhederne hen mod en situation, hvor de også aktivt må søge at påvirke linjen på de medier, de bruger til at formidle budskaberne – eller at skabe deres egne medier.
Blå Bjarnes Balancegang: Bjarne Corydon er som bekendt blevet chefredaktør hos vores gode konkurrenter på Dagbladet Børsen, og tillad os at more os over, at han i hvert fald i lederen endnu ikke har fundet sine ben. Se f.eks. lederen torsdag . Den er en besyngelse af, hvor vigtig disruption er, og der er pligtmæssige skrub til tidligere partifæller. Men det er stadig politikeren, der skriver. Redaktøren ville have hæftet sig ved, at argumentationen er helt fraværende. Det er en defekt i denne sammenhæng, for i sig selv det at sige, at disruption er godt for Danmark, er lige så meningsløst som at sige, at snevejr er godt for sport. Det sidste afhænger meget af, om vi taler langrend eller beachvolley.
