Anakronistiske vismænd
Vismandsinstitutionen, det vil sige De Økonomiske Råds Sekretariat, skal flyttes til Horsens, har regeringen bestemt, og det har medført advarsler fra vismændene selv, der mener, at de nødvendigvis må have praktisk mulighed for at rekruttere medarbejdere fra f.eks. Finansministeriet og Nationalbanken, hvis de skal udfylde deres rolle som vagthund over den økonomiske politik. Dagbladet Børsen har bakket op om synspunktet i en leder, og det samme har Jens Hauch fra tænketanken Kraka i en klumme i Berlingske Business. Så lad da os indtage det ledige standpunkt: Flytningen er fornuftig, selv om det havde været endnu bedre, hvis man helt havde lukket vismandsinstitutionen. Institutionen stammer fra begyndelsen af 60’erne.
Dengang var det stort set kun centraladministrationen, der lavede samfundsøkonomiske analyser, og politikerne ønskede en second opinion. Intet var på den tid mere logisk end at overlade denne opgave til et råd sammensat af et bredt udvalg af erhvervsinteresser. Dengang stod man i det dilemma, at landbruget og bønderne på den ene side langt hen ad vejen havde modstridende interesser med industrien og arbejderne på den anden. Hvad man kunne finde på omkring valutakurs, indkomstpolitik, statsstøtte og skat, der gavnede den ene side, skadede den anden, og omvendt. Så det var højest relevant at sætte parterne sammen og tvinge dem til at nå frem til en balanceret fordeling af de forskellige hensyn, og måske endda hist og her at finde et columbusæg, som gavnede alle.
I dag er situationen en helt anden. Det er for det første ikke til at sparke sig frem for samfundsøkonomiske analyser fra banker, interesseorganisationer, universiteter og tænketanke (som Kraka). Og for det andet er de gamle modsætninger i erhvervslivet opløst. De internationalt orienterede virksomheder har ikke store interesser i den hjemlige økonomiske politik i det hele taget, de vil blot gerne have fred og ro, og de nationalt orienterede har typisk den offentlige sektor som storkunde, og ønsker derfor ikke de store forandringer i velfærdsstaten, inklusive dens høje skatter og omfattende regulering. Altså vil alle omkring bordet af rent selviske årsager tale mod større forandringer, uanset om disse er fornuftige eller ej. Denne indbyggede konservatisme er det sidste, som en dansk økonomi ramt af lavvækst har brug for.
Da rådet forbliver det samme, vil konservatismen naturligvis ikke forsvinde som et trylleslag, fordi man flytter dets sekretariat til Horsens. Men man kan dog håbe, at økonomerne dér, som er uden for den københavnske sfære, vil bidrage med nytænkning. Det er sagt uden nogen kritik af de nuvæ-rende ansatte. De er dygtige og seriøse. Institutionen i sin nuværende form har blot mistet sin berettigelse.
Hvor går grænsen?
Tidligere diplomat Michael Soussan slog i en kronik i Weekendavisen forrige uge til lyd for, at danske myndigheder og virksomheder i højere grad må sætte foden i over for korruption, når de agerer i udlandet. Han var whistleblower i olie for mad-skandalen fra 00’erne, som bragte blandt andet Novo Nordisk under mistanke, og han har forfattet den bog, der ligger bag den nye film ”Dobbeltspil” af Per Fly. At det har omkostninger at kæmpe mod korruption, ved Michael Soussan bedre end de fleste, jævnfør at han i dag er forhenværende. Men det er heller ikke nemt at være virksomheden, der af bedste meningen prøver at holde sin sti ren.
Det viser den aktuelle sag om statsministerens lån af et sommerhus fra en såkaldt kvotekonge, som her beskrevet i Berlingske: Det, som formelt er ulovligt, kan være rimeligt og nødvendigt, og omvendt kan det formelt lovlige være korrupt i ordets egentlige betydning: Fordærvet. Formelt er det eneste måske ulovlige, statsministeren har begået, at han senere over for Folketinget har udtalt sig på en måde, så man måtte forstå, at han stort set ingen relation havde til kvotekongen. Bortset fra det er det en vurderingssag, om der har været noget forkert ved lånet, og det er på ingen måde en nem vurdering. Det foregik på et tidspunkt, hvor Lars Løkke ikke var minister og altså teknisk set blot et almindeligt folketingsmedlem.
Og i sig selv er der intet forkert i, at et folketingsmedlem har nære relationer, uanset hvilken art, til nogle interesser ude i samfundet. Tværtimod: I sit udgangspunkt er det danske folkestyre bygget op med den udtrykkelige hensigt, at de forskellige interesser skulle høres i Folketinget. Så hvad skal den udenlandske virksomhed, der kommer til Danmark og har nogle legitime politiske interesser, gøre? Der er i hvert fald ingen fuldt dækkende facitliste, den bare kan slå op i, og det er der heller ikke for danske virksomheder, der agerer i udlandet.
