Opkald fra fortiden
Virkelig meget vand er løbet gennem åen, siden dengang, hvor telefoni var en offentlig tjeneste, leveret af regionale monopolselskaber som KTAS og JTAS. Nu, hvor TDC er slået sammen med MTG Nordic, kan man godt knibe en vemodig tåre over, at telefoni i dag er en biting ved formidlingen af underholdning. Men den tåre kan man hurtigt viske væk, for de gamle dage var på dette felt ikke gode, og fusionen er tværtimod en anledning til at dementere en dolkestødslegende om TDC, som medierne – især DR – løbende har hjulpet til med at sprede:
Nej, Mogens Lykketofts privatisering af daværende Tele Danmark er ikke et i rækken af eksempler på, at staten, og dermed skatteborgerne, er blevet tørret ved salg af virksomheder. Tværtimod: Det var en særdeles vellykket operation. Vel, man kan diskutere, om det var en fejl, at infrastrukturen i form af det rå kobber ikke blev liggende i et eget selskab. Men bundlinjen er, at hård konkurrence på markedet i dag har gjort Danmark til et af de lande, hvor telefoni er billigt. Samtidig har de skiftende ejere af den tidligere monopolvirksomhed investeret store summer i at udvikle virksomheden og gøre den til mere end bare en national operatør. Dette har man det blot med at glemme, fordi den del aldrig rigtig er lykkedes. Men sådan er det med erhvervsmæssige investeringer. De går langt fra altid som håbet. Det er blandt andet derfor, det er passende, at staten overlader den slags til privat kapital.
Gode kommentarer
Hvis man ikke interesserer sig for historier a la ”Mellemstor virksomhed gør dit eller dat”, kan man ofte komme ganske hurtigt igennem Dagbladet Børsen. Prioritering fra avisens ledelse har ofte undret kolleger i branchen, men den kender naturligvis bedst selv sine egne læsere. Desuden er samme ledelse dygtige til at finde kommentatorer, som på de første sider sætter nyhedsstrømmen i perspektiv. Torsdag var et godt eksempel på det: I sin leder skriver Thomas Bernt Henriksen om substansen i Trumps politik oven på den årlige ”state of the union-tale.” Henriksen argumenterer for, at præsidenten er bagudskuende i sin politik. Dette fokus på substans er velgørende i det danske mediebillede, der ellers på nærmest pinlig, skolegårdsagtig vis er optaget af Trumps personlige særheder.
Økonomen Lars Christensen forklarer i en kommentar, at de gode tider på aktiemarkedet synes at være forbi i denne omgang, og professor Steen Thomsen argumenterer i kronikken overbevisende for, at det er et spørgsmål om tid, før centralbankerne må gribe ind over for kryptovalutaerne – og at den mest hypede af dem, Bitcoin, vil være særligt ilde stedt i den situation. Som kontrast til den sidste: Læs på Finans.dk. kommentaren fra Roman Beck og Jari Kickbusch, henholdsvis professor og forskningskommunikatør på it-universitetet. Uden at have undersøgt sagen nærmere kan man godt konkludere, at det ikke er økonomi, de to beskæftiger sig med på et forskningsmæssigt plan. De to er begejstrede over teknologien, og den er bestemt også fascinerende. Men dette gør hverken fra eller til, når man skal vurdere, om Bitcoin har en blivende værdi som valuta og investeringsobjekt.
Here too?
I Storbritannien har den store erhvervsavis Financial Times skrevet om en velgørenhedsmiddag, hvor der kun var adgang for mænd, og i praksis kun meget velstående sådanne. Det vil sige, der var også adgang for nogle kvinder, nemlig dem, som serverede. De var unge og smukke, og så kan læseren vist i store træk gætte sig til, hvad der videre skete. Det er vel også kun et spørgsmål om tid, før Metoo-fænomenet når danske erhvervsmedier.
Så må man håbe, at journalister og redaktører her undlader at lukke ned for den journalistiske faglighed. Det har desværre været kendetegnende for langt størstedelen af Metoo-dækningen i andre medier herhjemme. Bemærk selv, hvordan blot et begreb som dokumentationshøjde her er stort set fraværende, og hvordan man springer op og falder ned på presseetiske hensyn til den eller de bebrejdede. Dette er heller ikke kun et dansk fænomen, og pressen i den vestlige verden bærer på den måde et tungt ansvar for, at en i sig selv relevant debat er løbet af sporet og i stedet er blevet til en heksejagt.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.