Samtidig med, at dansk økonomi synes inde i den stærkeste udvikling i flere år, er der stadig flere indikationer på, at danskerne holder på pengene på grund af mistro til fremtiden.
Nationalbankens, de økonomiske vismænds og regeringens håb om, at øgede disponible indkomster, samt bedre økonomiske udsigter, får danskerne til at åbne pengepungen er indtil videre gjort til skamme. Senest data fra Danmarks Statistik omkring udviklingen i detailhandelsomsætningen viste en lille fremgang i marts, men niveauet er efter nogle positive måneder stadig lavere end sidste efterår.
Hertil kommer, at DS’ måling af danskernes forbrugertillid nok viser tro på bedre forhold for dansk økonomi og familiernes økonomi. Men når spørgsmålet handler om danskerne lyst til at bruge penge til varige forbrugsgoder, går det den forkerte vej. Seneste data for forbrugertilliden viser en klar aftagende lyst til at forbruge, men øget lyst til at spare op.
Konkret er dette billede blevet bekræftet af nye tal fra Nets for omsætningen med Dankortet, der viser direkte stagnation i april. Da Dankortomsætningen normalt tager markedsandele fra andre betalingsformer, er en vækst på 2-3 procent normalt ensbetydende med et fladt privatforbrug. Denne sammenhæng kan der muligvis være lavet op på. Men under alle omstændigheder vidner et fladt Dankortforbrug om, at danskernes forbrugslyst er meget afdæmpet. På de fleste andre signaler, synes dansk økonomi at være inde i en god gænge. Den samlede score holder sig på 0,8 point i det samlede udfaldsrum mellem plus to og minus to. Bankernes udlån synes at være på vej mod ny kraftig vækst, men konklusionen herom må afvente, at vi har en måneds data mere. Mediaindex fra Kreatvitet & Kommunikation har de seneste måneder vist stabilitet til en mindre stigning i den konjunkturfølsomme annonceomsætning, hvilket er godt nyt efter flere års vigende tendens. Antallet af ledige kontorkvadratmeter i hovedstaden er faldende for andet kvartal i træk, og det afspejler antageligt ikke kun flytning fra land til by, men også en solid underliggende vækst i hovedstaden.
Den generelle fremgang i europæisk økonomi synes at trække erhvervslivet med frem, og beskæftigelsen fortsætter også med at stige. Seneste data fra DS viser dog en flad udvikling i industribeskæftigelsen, mens fremgangen trækkes af handel & service, erhvervsservice (blandt andet rengø-ring) og information.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.