USA’s økonomi står med nye risici under Trump

Den amerikanske økonomi er efter krisen i 2007-09 kun vokset med beskedne ca. to procent om året. I historisk perspektiv et skuffende vækstopsving.

Men på den anden side et stabilt opsving med relativ lille downside. Donald Trumps valgsejr varslede en ny og mere volatil tid, ikke mindst for de amerikanske finansmarkeder. Nu står vi over for en ny situation: Tilliden til Trumps projekt vakler, og der er tegn på en ny subprime krise, skriver Jacob Kirkegård fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne analyse

Efter Trumps valgsejr den 8. november steg de amerikanske aktier markant i håbet om realisering af deregulering, skattelettelser og at nye investeringer ville få den amerikanske vækst til at stige kraftigt. Femmåneder efter valget har Donald Trumps politiske inkompetence skabt dyb splittelse i Det Republikanske Parti. Det har gjort det mest sandsynligt, at den nye præsident ikke får nogen af sine markante økonomiske forslag igennem Kongressen. Med andre ord ser den såkaldte ”Trump Reflation Trade” i dag noget ramponeret ud.

Aktiemarkedet tror ikke længere så meget på Trump. Imidlertid er det ikke bare de politiske risici i Washington, som kommer til at lægge en dæmper på væksten i 2017. Det vil en stribe kredit relaterede omstændigheder også gøre: Den globale finanskrise startede med en kombination af generelt alt for høj gæld og så en troværdighedskrise, efter subprime-skandalerne.

Situationen i dag er ingenlunde som dengang. Men en række advarselslamper er begyndt at blinke igen. De amerikanske husholdningers gæld stiger igen kraftigt. I fjerde kvartal 2016 nåede den 12.6 trillioner USD, hvilket er mindre end $100 mia fra rekorden i tredje kvartal 2008. Inden 2008 var en stor del af den amerikanske gæld i mursten, mens studentergæld og billån i dag er de kategorier, som stiger mest. Studentergæld er oftest delvist garanteret af den føderale regering, og långivere kan relativt nemt beslaglægge det underliggende aktiv (bilen). Derfor er risikoen for det finansielle system ikke så overvældende som i 2008.

Men den meget store studiegæld, samt det faktum, at en stigende del af billån er gået til folk med meget lav kreditvurdering (e.g. sub-prime), står en række alvorlige langsigtede økonomiske problemer for USA. For det første er unge med en meget stor studiegæld markant mindre villige til at købe hus og starte en ny familie. Derved er deres forbrug lavere end det ellers ville have været, hvilket ikke er godt for den overordnede amerikanske økonomiske vækst. Dernæst er det klart, at folk som ikke længere kan betale deres billån risikerer pludselig at være ude af stand til at køre på arbejde, hvilket igen ofte føre til at de hurtigt mister deres job. Ihukommende at den amerikanske rente stadigt er tæt på historisk lav, er det heller ikke så underligt, at procentdelen af amerikanske dårlige betalere fortsat er lav. Problemet er bare, hvad der sker med for eksempel subprime billåns-tagere, når renterne fortsætter med at stige i de kommende år? USA’s økonomi kan nemt vise sig at være mere rentefølsom end normalt, efter så mange år med nul-rente politik og en tilbagevenden til kreditfinansieret forbrug.

Samtidigt er der det problem, at når antallet af subprime billåns-tagere ikke længere stiger, så bliver der ikke solgt så mange nye biler som i de seneste år. Det vil igen vil lægge de store bilfabrikanter i USA under pres og måske tvinge dem til fyringer. Nedlæggelse af jobs i fremstillingsindustrien vil imidlertid næppe blive varmt modtaget af Trump, og man kan nemt forestille sig, at han offentligt vil angribe individuelle virksomheder, og måske endog benytte sådanne jobtab som en basis for en mere vidtrækkende protektionisme i bilsektoren. Da de to største bileksportører til USA er Japan og Tyskland, kan man ikke forestille sig, at ny amerikansk protektionisme ikke vil blive gengældt, hvorfor en global handelskrig kunne bryde ud.

USA’s fundamentale problem er, at indkomst uligheden nu er så høj, at dele af den traditionelle middelklasse ikke længere har den samme mulighed for at øge forbruget som tidligere. Derfor ser de igen sig nødsaget til at optage nye forbrugslån til at supplere lønindkomsten – og verden så jo i 2007-09, hvordan den historie ender. Det tog syv otte år for USA at kravle ud af den globale finanskrise, men tilsyneladende kunne det kun lade sig gøre ved at genoptage dele af den adfærd som skabte problemerne op til krisen.

Sammenholdt med, at de ledende amerikanske økonomiske ledere i Trump-administrationen ikke er af samme kaliber som under Obama, samt at Federal Reserve snart skal have ny chef, og op til 5 nye medlemmer af FOMC, synes det klart at risikoen i den amerikanske økonomi er stigende.

læs hele udgivelsen her