Oxfam-rapport: Hylder Cuba og revser det hvide Vesten

I en rapport udpeger Oxfam Vestens økonomiske eli­te som hovedskurk, når det gælder klima. Rapporten tager favntag med to særdeles væsentlige spørgsmål: Hvem er ansvarlig for klimakrisen, og hvordan løser vi den? Rapporten skæmmes dog af et unødigt fokus på hudfarve, en bizar hyldest til diktaturstaten Cuba samt en urimelig udskamning af velhavende investo­rer, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar.

I rapporten Climate Equality: A Planet for the 99% konkluderer ngo’en Oxfam, at det nuværende økonomiske system er ved at skubbe planeten ud over afgrunden. Systemet er ikke blot klimamæssigt ubæredygtigt, det er også sexistisk, racistisk og økonomisk uretfærdigt. Det såkaldt globale nord – forstået som Vesten plus en håndfuld vel­stående asiatiske lande – udpeges som hoveskurk. Særlig midaldrende hvide investorer udskammes.

Oxfam skriver: “It is rich white men, predominantly in the Global North, who have huge responsibility. They cause the highest emissions, and they have the greatest influence over our fossil fuel-driven world economy.”

Sort og hvidt

Rapporten tillægger hudfarve stor betydning: “A study examining the lifestyle emissions of 20 billionaires (18 of them men, and all of them white) found that each produ­ced an average of over 8,000 tonnes of CO2 in one year. Private jet owners are overwhelmingly white, older (over 50) men who work in banking, finance and real estate.”

Fokus på hudfarve er Oxfams opfindelse. Ingen af de to studier betegner de velhavende individer som hvi­de, faktisk omtales hudfarve slet ikke. Dertil kommer, at studiet vedrørende de 20 milliardærers livsstil eksplicit understreger, at ”this is not in any way a representative sample of billionaires.” Alligevel vælger Oxfam at betone, at der er tale om hvide mennesker.

Normalt er det kun racister og andre yderst forvildede sjæle, der tillægger hudfarve moralsk betydning. Oxfam tilhører formentlig sidstnævnte kategori. Det unødige hudfarvefokus er desværre ikke det eneste problematiske ved rapporten.

Gentagne gange udpeger Oxfam det nuværende glo­bale økonomiske system som værende racistisk, sexistisk og et, hvor de stærkes ret hersker. Ifølge ngo’en hænger grøn omstilling og social retfærdighed sammen: ”Critical­ly, this transformation must be just. It must be fair. It must be equal – not only economically, but also by confronting the patriarchy, sexism, racism and other inequalities that are being aggravated by our economic system.”

Hvis man tror, at Oxfams kritik er rettet mod under­trykkende regimer som Iran, Kina og Saudi-Arabien, kan man godt tro om igen. I stedet for at rette blikket mod verdens virkelige slyngelstater, vælger ngo’en at udpege det såkaldte globale nord som hovedskurk.

”In many cases, the continued wealth of the Global North is rooted in a history of colonialism and is upheld by the current economic system, which ensures that most of the value added to goods and profits made remains in the Global North, while the human, social and environ­mental costs of production are felt mainly in the Global South. This system of unequal power is often described as neocolonial as it perpetuates a cycle of unequal exchan­ge. (…) This exploitation is also racist and sexist.”

Konkret harcelerer Oxfam bl.a. over, at Tyskland for­måede at mobilisere enorme ressourcer til at udbedre skader for de voldsomme oversvømmelser, der ramte landet i 2021 – da oversvømmelser ramte Pakistan året efter, var hjælpen fra Tyskland betydeligt mindre.

Nationalstater på spil

Hykleri, mener Oxfam: “This example also illustrates a common double standard practised by many Global North countries: they rapidly find the funds needed when disasters hit within their borders, but fail to do so when they occur in the Global South.”

Medmindre man ønsker at opløse nationalstaten og udviske alle landegrænser, skal man ikke råbe op om hyk­leri, når lande fokuserer mere på egne borgere end på folk i andre lande. At alverdens syge ikke har ret til at blive behandlet på et dansk hospital er helt inden for den mo­ralske skive.

Er der tale om forskelsbehandling? Ja. Urimelig for­skelsbehandling? Nej. Selv lande i det globale syd, som Oxfam sært nok har meget lidt at udsætte på, skelner også mellem statsborgere og udlændinge.

Taler vi humanisme, respekt for mindretal, kønsli­gestilling og den slags, så er det først og fremmest i det globale nord, at disse værdier trives. Plads til forbedring? Bestemt. Men i forhold til det globale syd er vi lysår for­an. Det forekommer derfor som det rene Omvendtslev, når Oxfam konsekvent udpeger det globale nord som ho­vedskurk – undskyld, hvad med Iran, Kina, Saudi-Arabien, Qatar, Venezuela og så videre?

Galskaben stopper dog ikke her. Helt bizart bliver det, når den ludfattige og udemokratiske østat Cuba frem­hæves som et land med en velfungerende og retfærdig samfundsmodel: “For example, Cuba, a country with sus­tained political commitment to equality and social justice, has played a key part in building the social and physical infrastructure to cope with regular hurricanes and in les­sening the inequality of impact. Fundamental to this is the country’s socio-economic model, which reduces vulnerabi­lity and invests in social capital through universal access to government services and the promotion of social equity.”

Useriøs udlægning af dødsfald

Rapporten beskylder verdens rigeste én procent for at slå over en million mennesker ihjel: ”The emissions of the super-rich 1% in 2019 are enough to cause 1.3 million de­aths due to heat.”

Tallet 1,3 millioner dødfald fremhæves fem gange i rapporten, samt i pressemeddelelsen: “These outsized emissions of the richest 1 percent will cause 1.3 million heat-related excess deaths, roughly equivalent to the po­pulation of Dublin, Ireland.”

Ifølge Oxfam er det hovedsageligt de velhavende men­neskers investeringer – og knap så meget deres privat­forbrug – der forårsager de mange dødsfald. Kort fortalt lyder Oxfam-logikken: Mennesker med aktier i klimabela­stende selskaber er medskyldige i massedød.

Det er jo himmelråbende useriøst. For det første er der tale om selektiv dataudvælgelse på steroider. Verdens velhavere har ikke kun aktier i ”dødbringende” selskaber, men også i ”livsforlængende” selskaber, herunder medici­nalvirksomheder og fødevareproducenter. Hvis man ab­solut vil gøre menneskelivsregnebrættet op, skal det hele tælles med – alt andet er uhæderlig cherry-picking.

For det andet: Hvad med alle de menneskeliv, som fos­sil energi har reddet? Det gælder eksempelvis alle dem, der er blevet behandlet på et hospital, drevet af fossil energi – skal de ikke tælles med, på plussiden? Og hvad med dem, der overlevet en kold vinter på grund fossile varmekilder? Hvorfor indgår deres liv ikke i regnestykket?

Usaglig lirumlarum

I det hele taget udvikler den slags menneskelivsregne­stykker sig hurtigt til en usaglig omgang lirumlarum. Hvor mange menneskeliv har aktionærer i Toyota Motor Corpo­ration på samvittigheden? Trafikuheld trækker formentlig ned, hvorimod Toyota-ambulancer trækker op. Men hvad med alle de fødevarer, som Toyota-lastbiler transporte­rer, hvordan skal det tælles med? Klima, luftforurening, transport af medicin og sådan kan man blive ved og ved og ved – men det skal man lade være med.

Der er behov for en grøn omstilling, javel. Det skal gå stærkt, helt enig. Og den skal være socialt retfærdig, klart. Oxfam-rapporten tager fat på nogle helt centrale spørgs­mål, men fejler totalt på analyse og fokus.

Oxfam skal holde op med at lægge vægt på hudfarve. Fejring af Cuba er også helt skæv – i det hele taget bør ngo’en skippe fortællingen om det onde globale nord og det gode globale syd. Den stemmer ikke overens med vir­keligheden. Og beskyldningen om investorers massedrab hører ingen steder hjemme, særligt ikke når de fremlagte dødstal er fremskaffet med klap for det ene øje.

Svar fra Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark, findes i bunden af denne artikel. Hverken ledelsen i Ox­fam International eller forfatterne af rapporten har øn­sket at besvare vores spørgsmål.

Claus Strue Frederiksen