”På langt sigt er vi alle sammen døde”

Begrebet det ”meget lange sigt” er moderne. Det gælder også i medierne. Fra klimadebatten er vi vant til prognoser, der rækker årtier frem, og DR toppede det i denne uge med en lokal vejrudsigt for år 2100 . Men også i den økonomiske debat bliver der set fremad. Erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen kunne f.eks. i Berlingske ironisere over, at det økonomiske råderum ifølge den nye vismandsrapport rækker til at bygge en storebæltsbro om året – hvis man ellers tør tro på, at prognoserne for tiden efter 2040 holder. Det tør man naturligvis ikke.

Men et fremtidsscenarie er underligt overset, på trods af at det er mere sikkert, og på sin vis også mere foruroligende, end både det klimamæssige og det økonomiske. Det handler om demografien. De officielle befolkningsprognoser fra FN siger, at verdens befolkning vil toppe omkring år 2100, men 2050 er et mere realistisk bud (FN’s prognoser er konservative og indregner ikke fuldt ud, hvor hurtigt fødselstallet falder i tidligere ulande, når de oplever økonomisk vækst).

Børsen gav forrige lørdag alligevel plads til diskussionen, i form af et indlæg fra Lars Tvede . Han præsenterer det som en positiv nyhed, at folketallet vil begynde at falde om få årtier. Sådan kan vi se på det nu, hvor klima og migration er de store geopolitiske dagsordner. Men det faldende folketal vil indeholde sine egne dramaer, for når først det begynder, vil det gå stærkt. Med mindre der i mellemtiden sker noget markant med enten døds- eller fødselsrater, vil folketallet falde med f.eks.én procent om året. På dansk vil det svare til, at befolkningen svarende til en by på størrelse med Horsens vil forsvinde hvert år.

Dét skal man forestille sig. I sig selv vil det være skræmmende, at kurven peger på menneskehedens om ikke forsvinden, så marginalisering. Men også økonomisk vil det have store konsekvenser. Hele markeder vil forsvinde, og aktiver vil tabe værdi. Som fænomen kender vi det allerede fra, at gamle huse nogle steder i udkantsdanmark er usælgelige. Det vil brede sig til også at gælde ejendomme og infrastruktur i større byer. Altså nogle af de aktiver, som pensionsselskaberne i dag investorer stort i, og som de – som vi har omtalt her i Økonomisk Ugebrev – værdiansætter ret ubekymret ud fra, at de vil generere et afkast 50 eller 100 år ud i fremtiden. Det er langt fra sikkert, at det vil være tilfældet, og hvis den ikke allerede gør det, kan pensionssektoren godt begynde at bekymre sig om de langsigtede befolkningsprognoser.

Også i medierne kan vi lige så godt komme i gang og dække emnet seriøst. Udsagnet i overskriften er af økonomen John Meynard Keynes, der på denne fyndige måde affærdigede sine mere klassisk orienterede kollegers synspunkt om, at økonomiske ubalancer på langt sigt ville rette sig selv op, så man ikke behøvede statens hjælp gennem finanspolitik. Hundrede år efter hans død (i 1946) kan udsagnet få en anderledes konkret og morbid betydning.

Sten Thorup Kristensen