Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Finans

Pensionskasser kan miste eksklusivitet på medlemmer

Carsten Vitoft

mandag 24. november 2025 kl. 11:53

Seniorøkonom Morten Bruun Pedersen, Forbrugerrådet TÆNK.Foto: Lars Krabbe.
Seniorøkonom Morten Bruun Pedersen, Forbrugerrådet TÆNK. Foto: Lars Krabbe.

Meget tyder på, at der for tiden gøres systematiske forsøg på at nedbryde pensionskassernes fastholdelses-monopol på deres ældre lukrative medlemmer. En stribe nye afgørelser fra Ankenævnet for Forsikring skaber tvivl, om PensionDanmark og Industriens Pension kan fastholde medlemmer, der gerne vil skifte til kommercielle selskaber. Opgøret har ført til dyb splittelse i Ankenævnet, som ønsker, at Finanstilsynet kommer på banen med en præcisering af reglerne. Opgøret er også på vej i Landsretten. Afgørelsen kan få store konsekvenser for arbejdsmarkedspensionskasserne, skriver fagredaktør Carsten Vitoft

Skal ældre medlemmer i nogle af landets største pensionskasser lov til at flytte deres firmapension til en privat pensionsordning i et kommercielt pensionsselskab? Forbrugerrådet TÆNK og Finanstilsynet siger ja. Men pensionskasserne siger nej.

Tvisten er aktualiseret af en stribe nye afgørelser fra Ankenævnet for Forsikring. Afgørelserne ligger som perler på en snor, så det er svært at frigøre sig fra tanken om, at der kan være tale om et koordineret angreb med professionelle bagmænd.

Angrebet handler om de mest lukrative pensioner i fagbevægelsens pensionskasser – nemlig de højeste opsparinger hos folk, der lige er gået på pension og derfor er ude af arbejdsmarkedet. De er også nogenlunde frie af de overenskomster, der styrer, hvor man sparer op. De konkrete angreb sker mod Industriens Pension og PensionDanmark.

Spørgsmålet er, om det er medlemmerne selv, der ønsker at flytte deres pensionsopsparing til mere fleksible pensioner i den kommercielle del af pensionsbranchen. Eller om der er større kræfter bag. Sådan lyder den uofficielle bekymring hos flere pensionskasser.

Mere end en håndfuld klager er indsendt til Ankenævnet for Forsikring, og de kommer næsten på samme tid, er rettet mod de samme pensionskasser og er formuleret næsten enslydende.

Kommercielle pensionsselskaber eller pensionsmæglere vil meget gerne have fingre i de lukrative pensioner på toppen af et helt arbejdsliv. Bemærkelsesværdigt mange af de kunder, der klager, har også pensionsopsparinger hos Danica, Velliv og Norli. Men de afviser alle at stå bag. Det samme gælder pensionsmæglerne i APC, som ellers netop går efter denne type kunder.

Støtten til et opbrud med pensionskassernes eksklusivitet er klar fra Forbrugerrådet, men der er tvivl om Finanstilsynets stilling. Indtil videre har et flertal i ankenævnet afvist sagerne. Men et mindretal mener, at pensionskasserne skal slippe deres medlemmer.

I afgørelserne, der næsten er enslydende, hedder det:

”Efter en gennemgang af sagen finder nævnets mindretal, at selskabet ikke har bevist, at der foreligger en saglig begrundelse for at afvise at overføre værdien af klagerens pensionsordning. Det er derfor i strid med reglerne om god skik, at selskabet har afvist at overføre værdien af klagerens pensionsordning. Selskabet skal på den baggrund imødekomme klagerens anmodning om overførsel.”

Åbnes døren for den trafik, hvor medlemmerne efter et langt arbejdsliv blot kan flytte deres firmapension over et privat og kommercielt pensionsselskab, kan det blive et hårdt anslag for pensionskasserne, der kan miste de mest lukrative kunder.

En stille kamp

Ankenævnets flertal, som består af medlemmer fra branchen og en dommer, har i første omgang afvist klagerne:

”Efter en gennemgang af sagen finder nævnets flertal, at sagen er uegnet til nævnsbehandling, og at der enten må ske en afgørelse af den konkrete sag ved domstolene, eller at Finanstilsynet må behandle den generelle problemstilling og i givet fald udstede påbud til selskabet, hvis Finanstilsynet finder, at selskabets forsikringsbetingelser er i strid med reglerne om god skik.”

En af klagerne skriver: ”Der bliver ikke indbetalt noget på min pension hos dem (kasserne). Jeg ønsker selv at vælge, hvilken risiko jeg ønsker at løbe med min opsparing. Den mulighed har jeg ikke hos Industriens Pension pga. min alder. De ser ikke min samlede økonomi, da dette har en betydning for min fremtidige økonomi. Jeg føler, at jeg kan få bedre rådgivning hos et andet pensionsselskab (anonymiseret i afgørelsen).”

Inden klagerne til ankenævnet blev indsendt, var der et længere forløb fra cirka 2015 til 2018, hvor uenigheden steg mellem kommercielle selskaber på den ene side og pensionskasserne på den anden side.

Problemet i dag vedrører kun tilfælde, hvor en opsparer under en firmapension skifter til en privat pensionsordning. Flytning fra én firmapension til en anden firmapension har været ok. Men hen ad vejen begyndte pensionskasserne at mistænke de kommercielle selskaber for at snyde på vægtskålen – og alligevel flytte pensioner til privat ordninger, selv om de oplyste det modsatte.

Klagerne begyndte i stort omfang at tilflyde Finanstilsynet fra alle branchens aktører – om urent trav, og tilsynet tog det meget alvorligt.

Fra 2018 til 2021 uddelte tilsynet striber af påbud til stort set alle aktørerne – og tilsynet var i det hele taget ikke tilfreds med flere pensionsaktører. I 2022 udgav tilsynet en rapport, som skulle vise sig at få store konsekvenser. For det er den rapport, alle nu henviser til – uanset hvilken siden af sagen, man står på.

Forbrugerrådet TÆNK siger, at pensionskasserne nu skal frigive deres medlemmer pga. tilsynets konklusion. Branchen – og dommeren i ankenævnet – siger altså, at tilsynet må gøre rapporten mere klar. Ellers kan ankenævnet ikke behandle sagen.

Lige der står vi nu. Og der kommer, sikkert til at stå et stykke tid endnu, før der kommer den ønskede klarmelding fra Finanstilsynet, som ankenævnet efterlyser.

”Finanstilsynet har tidligere undersøgt pensionsselskabernes håndtering af hvilende pensioner og konkluderet, at selskaberne bør have fokus på kundens behov og understøtte muligheden for at flytte en hvilende pensionsordning, hvis det er i kundens interesse. Dette er afspejlet i vores vejledning på området. Finanstilsynet udtaler sig ikke om konkrete sager eller afgørelser i Ankenævnet for Forsikring. Vi har fortsat opmærksomhed på området og de hensyn, der skal afvejes, når en arbejdsmarkedspension overgår til hvilende status,” oplyser tilsynet til Økonomisk Ugebrev.

Indtil videre har tilsynet ikke skabt den klarhed, som branchen og ankenævnet efterspørger. Cheføkonom Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet TÆNK siger til ugebrevet:

”Vi mener, man skal have lov at flytte derhen, hvor man får det bedste tilbud. Det kan godt være, at vi nu skal række ud til tilsynet og bede dem være mere præcise omkring god skik. Det er jo ikke os, der står i vejen. Det er branchen. Vi mener, tilsynets udmelding er klar, som vi også anfører i afgørelserne.”

Fagbevægelsen slår i bordet

Men Finanstilsynets stilling i sagen skaber ikke tilfredshed i bestyrelserne rundt omkring i pensionskasserne, hvor fagbevægelsens top er repræsenteret. Det er dem, der er de egentlige magthavere i det danske pensionssystem. Undervejs bliver også Dansk Industri optaget af sagen. Her ser man ingen grund til, at Dansk Industris medlemmer skal gå og indbetale pension til medarbejderne hvert år for, at kommercielle pensionsselskaber ved medlemmernes pensionering tager en stor bid af kagen.

I 2023 ender det derfor med, at det skrives ind i de to toneangivende overenskomster, at pensionskasserne har ret til at holde på medlemmerne i sådan en situation. Det spreder sig hurtigt til andre overenskomster, og de kommercielle pensionsselskaber er dermed sat skakmat.

Selv Finanstilsynet mister nu lysten til at lægge sig ud med så stærke fagforenings-aktører med gode forbindelser langt op i den danske regering. Og i mellemtiden har Louise Mogensen afløst Jesper Berg som direktør i tilsynet – og her blegner lysten nu helt for emnet, erfarer Økonomisk Ugebrev.

På vej i Landsretten

Branchens repræsentanter i ankenævnet tolker forløbet meget klart i deres flertalsafgørelse:

”Flertallet bemærker, at der vil være tale om en gennemgribende ændring af de kundebindinger, som har været gældende i en årrække, hvorfor en hel eller delvis tilsidesættelse af selskabets forsikringsbetingelser vil være et relativt vidtgående indgreb, som kan have afsmittende indvirkning på de kundebindinger, som andre pensionsselskaber måtte benytte. På den baggrund er det flertallets vurdering, at en sådan afgørelse – hvis den skal træffes med henvisning til reglerne om god skik – mest hensigtsmæssigt må træffes af Finanstilsynet, der er relevant myndighed i forhold til god skik.”

Mindretallet har bl.a. lagt vægt på, at det fremgår af Finanstilsynets påbud af 27/5 2021 til en anden finansiel virksomhed, at selskabet ikke kan anvende vilkår, der på ”urimelig måde hindrer medlemmerne i at flytte deres pensionsordninger til andre selskaber, lyder det fra mindretallet.

I det lys kan man godt forstå, hvis Finanstilsynet foretrækker at lade domstolene stikke hånden i den hvepserede. Men sagen er ikke slut. Flere af sagerne fra ankenævnet er nu på vej i Landsretten, oplyser branchekilder til Ugebrevet. Og de vurderer også, at der er i sidste ende, er gode muligheder for, at Højesteret også skal høres i sagerne.

Ovenstående gennemgang er blevet til på baggrund af branchekilder. Brancheorganisationen Forsikring & Pension havde i denne uge ingen kommentarer til splittelsen i branchen.

Carsten Vitoft

Få dagens vigtigste
økonominyheder hver dag kl. 12

Bliv opdateret på aktiemarkedets bevægelser, skarpe indsigter
og nyeste tendenser fra Økonomisk Ugebrev – helt gratis.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev.  Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik. Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Jobannoncer

No data was found

Mere fra ØU Finans

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

Påskegave

Få to GRATIS analyser af Novo Nordisk & Zealand Pharma 

*Tilbuddet gælder ikke, hvis man har været abonnent indenfor de seneste 6 måneder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Og modtag den seneste udgivelse af Finans – det førende magasin om den danske finanssektor.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank