Diskussionerne om PFA’s nye prisblad, der fra januar medfører dårligere pensionspriser for bl.a. kantiemedarbejdere, slagtere, smede og lagerarbejdere, fortsætter. Uafhængige pensionsrådgivere mener, at pensionsmarkedet kan stå foran store omvæltninger, der kan ende med, at ”dårlige” kunder bliver kastebold mellem pensionsselskaberne. Fagredaktør Carsten Vitoft fortæller om sagen.
Solidariteten på det danske pensionsmarked synes at være et afsluttet kapitel. Fremover kan det komme til at koste dyrt på pensionsopsparingen, hvis man som kunde har den forkerte jobtitel. Det bliver det langt dyrere – og sværere – at finde et sted at spare op til pension.
Det er i hvert fald sådan, pensionsmæglerne tolker de nye priser, som PFA i al diskretion har sendt ud til landets pensionsmæglere.
”Det er et vink med en vognstang, men på sådan en lidt tys tys måde, da prisbladet fra PFA jo er henvendt direkte til mæglerne og ikke kunderne. Jeg kan forestille mig, at det er et forsøg fra PFA på at sende et signal til mæglerne om, at de ikke skal placere disse erhverv og jobtitler i PFA. Priserne kan ses som ønske fra PFA om, at firmakunder med mange ”dårlige” ansatte flytter til andet pensionsselskab,” siger privatøkonomisk rådgiver Marianne Thørs, stifter og direktør i Confida.
Ender med små opsparinger
Fra Arvad Finanshus siger direktør Dan Løkke: ”For tiden ser vi en udvikling i pensionssektoren, hvor der i højere grad selekteres på, hvor lukrative kunderne er for selskabet. Er man ikke i en kategori, hvor pensionsselskabet tjener tilstrækkeligt på kundeforholdet, hæves priserne til et niveau, hvor forsikringerne bliver meget dyre at betale. Det betyder, at disse kunder ender med meget små pensionsopsparinger. Det kan betragtes som en skævvridning af markedet og forskelsbehandling af kunderne. Nogle kunder betaler altså implicit for, at pensionsselskabet er mere attraktivt for andre kunder.”
Fra januar 2024 og tre år frem skal mange tusinde danskere betale langt højere investeringsomkostninger for deres pension i PFA, alene baseret på deres jobtitel. Det fremgår af PFA’s nye pris og nyhedsbrev til pensions mæglerene. Forskelsbehandlingen er så stor så, at den kan koste kunderne seks måneder længere på arbejdsmarkedet, viser beregninger fra Aarhus Universitet som tidligere beskrevet i Økonomisk Ugebrev.
”PFAs fremgangsmåde er jo ikke ulovlig. Men det er ofte ikke en god ide at gøre sine kunder irriterede over at skulle betale mere end naboen. Generelt er PFA jo ikke dyre. Men de ligger over det omkostnings-benchmark, jeg anbefaler. Alt over 0,5 pct. om året bør man forsøge at gøre billigere. Når PFA i snit ligger på 0,8 pct., er det altså i gennemsnit omkring 10 pct. af pensionsformuen, man taber over 30 år ved at være ligeglad med den forskel. Gå efter en billigere pensionsudbyder er mit forslag,” siger direktør Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg.
Pres på fagforbund
Bl.a. lagerarbejdere rammes på pensionen. Mange af dem har deres pension i PFA, hvor de er repræsenteret i PFA’s bestyrelse via deres forbundsformand Mette Høgh fra HK Handel. Ugebrevet har de seneste to uger forsøgt at spørge hende, om hun kender til disse prisændringer for hendes egne medlemmer – og om hun har kæmpet medlemmernes sag i PFA’s bestyrelse. Hun har ikke ønsket svare på spørgsmål.
Presset på hende kan komme til at stige. Andre fagforbund har truet med helt at forlade PFA, som det fremgår af en tidligere artikel i ØU.
Udviklingen mod priser baseret på ”gode” og ”dårlige” liv kan være på vej til hele den kommercielle pensionsbranche.
”Hvis det er første skridt imod mikrotarifering af pensionskunder, er det et tveægget sværd, som myndighederne bør holde skarpt øje med. I forsikringsbranchen muliggør mikrotarifering, at prisen sættes efter, hvordan den enkelte bilist tænkes at køre. Det kan være med til at effektivisere priserne og skabe fairness. I pensionssektoren skaber det imidlertid risiko for diskrimination af særlige erhvervsgrupper, hvilket kan tolkes som uetisk behandling af erhvervsgrupper,” siger Karsten Engmann Jensen, direktør i rådgivningsfirmaet Pengeministeriet.
PFA ønskede i sidste uge ikke at tale om den fremtidige prissætning, men siger, at man altid forsøger at holde priserne konkurrencedygtige.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her