I anledning af Parisaftalens 10-års jubilæum sætter Økonomisk Ugebrev gennem en række interviews spot på finanssektorens arbejde med klima og grøn omstilling de seneste ti år. Ifølge Rasmus Bessing, Head of ESG Investing & CO-CIO i PFA, har den danske pensionsbranche gjort en stor indsats. Det er dog ikke alle værktøjer, der er lige effektive. F.eks. mener Bessing ikke, at sortlistning af fossile selskaber resulterer i mindre CO2-udledning – derimod skaber grønne investeringer og aktivt ejerskab reel forandring. Redaktør Claus Strue Frederiksen indleder her artikelserien om finanssektorens klimaresultater.
I 2015 indgik regeringsledere fra det meste af verden en klimaaftale i Paris, der skulle knække CO2-kurven og sparke gang i en massiv grøn investeringsbølge. Siden da er de globale CO2-udledninger steget hvert år med undtagelse af et lille dyk i 2020 grundet Covid19-nedlukninger.
Ifølge Rasmus Bessing, Head of ESG Investing & COCIO i PFA, er det åbenlyst, at de høje klimaambitioner generelt ikke har afstedkommet tilstrækkelige grønne resultater, fordi den samlede CO2-udledning er højere end nogensinde. Han mener dog, at den danske pensionssektor har løftet et stort ansvar i forhold til grøn omstilling og bevæget sig et godt stykke i den rigtige retning.
”Det har den gjort på flere måde. For det første har danske pensionsselskaber investeret massivt i vedvarende energi samt i selskaber med ambitiøse klimamål, det gælder også PFA – 45 pct. af værdien af vores aktieinvesteringer har fået godkendt klimamål af Science Based Targets initiative,” siger Rasmus Bessing.
Han tilføjer, at den danske pensionssektor også har indgået konstruktivt i et klimapartnerskab med regeringen, og sektoren har været med til at etablere internationale klimaalliancer, herunder Net-Zero Asset Owner Alliance. Pensionssektoren har også i stor stil frasolgt investeringer i olieselskaber. Mens nogle pensionsselskaber har frasolgt alle fossile aktiver, har PFA fastholdt investeringen i TotalEnergies.
ØU: Er det din opfattelse, at frasalg og eksklusion af fossile selskaber, herunder jeres eget frasalg af olieselskaber, har ført til mindre CO2-udledninger, globalt set?
”Mig bekendt er der ikke belæg for at sige, at frasalg og eksklusion af fossile selskaber skubber selskaberne i en mere grøn retning og derved reducerer CO2-udledningen på verdensplan. Det er heller ikke vores begrundelse for frasalg. Vi har solgt ud, fordi den finansielle risiko er for stor – alle olieselskaber kan jo ikke være last man standing, hvorved der er risiko for strandede aktiver.”
ØU: Aktivt ejerskab bliver sommetider kritiseret for at være en dårlig undskyldning fra investorer, der ønsker at fastholde investeringer i kontroversielle selskaber – nytter det overhovedet noget, skaber aktivt ejerskab grønne resultater?
”Vi er co-lead i forhold til at udøve aktivt ejerskab overfor TotalEnergies, og vi er derved med til at holde selskabet fast på sine grønne ambitioner. TotalEnergies afsætter 30 pct. af deres investeringsmidler til vedvarende energi, hvilket er ekstremt højt for branchen. Det ville have været dårligere for klimaet, hvis vi blot havde solgt vores aktier frem for at gå i dialog med selskabet,” siger Rasmus Bessing.
Han tilføjer: ”Et andet eksempel er Rio Tinto, som er et af verdens største mineselskaber. Her fik vi sammen med andre investorer vedtaget en ambitiøs klimaplan på selskabets seneste generalforsamling.”
Ifølge Rasmus Bessing er det bedste eksempel på, at aktivt ejerskab kan rykke noget, faktisk dansk: ”Sammen med ATP og Goldman Sachs købte vi i 2014 Dong, som vi tog af børsen og begyndte at transformere selskabet i en mere grøn retning. Og man må sige, at det lykkedes. Dong, som i dag hedder Ørsted, gik fra at være et af verdens mest kulsorte selskaber til et af de grønneste energiselskaber.”
Ifølge en opgørelse fra brancheorganisationen Forsikring & Pension har danske pensionsselskaber de seneste fem år investeret 343 milliarder kroner i grønne projekter. Ifølge Rasmus Bessing udgør de grønne investeringer da også sektorens formentlig væsentligste bidrag til den grønne omstilling.
Læs den fulde artikel her og ØU-temaet om Finanssektorens klimaresultater
Claus Strue Frederiksen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.