Politikere må nu en gang for alle rydde op i pensionskaos

Et politisk indgreb er på vej over for de største pensionsmæglere, der i de senere år har udviklet en række indtjeningsmodeller, der synes at være i direkte konflikt med deres egen status som uvildige rådgivere af medarbejderne i danske virksomheder. Lovændringen kan gå hen og blive en vigtig del af valgkampen, da pension og tidlig tilbagetrækning allerede er det mest kontroversielle emne mellem partierne indtil videre, skriver fagredaktør Carsten Vitoft i denne kommentar

Pensionsbranchen har i en årrække arbejdet seriøst med øget åbenhed og gennemsigtighed omkring danskernes pensioner. Men på nogle punkter halter det stadig med gennemsigtigheden. Det drejer sig ikke mindst om pensionsrådgivernes – eller pensionsmæglernes – honorarer, der efterhånden nærmer sig milliardstørrelsen.

Man behøver blot at se på historien. I de første mange år af mæglernes eksistens på det danske marked var aflønningen relativt ligetil. Danskerne blev opkrævet et årligt gebyr for administration, som pensionsselskabet så delte med mægleren, alt efter fordeling af arbejdsbyrden med at rådgive omkring opsparingen. Men så fik mæglerne kæmpe succes med at presse disse omkostninger helt i bund – fra cirka 4 procent helt ned til 1 procent eller mindre af den samlede pensionsopsparing.

HVEM SKAL DÆKKE UNDERSKUD?

Umiddelbart viser det netop, hvor stærkt, der var brug for mæglerne, på det danske pensionsmarked. Men historien fortsatte med, at det ikke længere var særligt lukrativt at dele pengene omkring så lave administrationsbidrag. Så kastede mæglerne sig over priserne på forsikring via pensionsordning. På samme måde blev dette omkostningselement banket så meget i bund, at de fleste pensionsselskaber i dag kæmper med voldsomme milliardunderskud på disse forsikringer. Faktisk er der betydelige problemer med, hvem der egentlig skal dække disse underskud.

Mæglernes succes var uomtvistelig. Men igen opstod situationen, at det gik ud over mæglernes egen indtjening, når de skulle have andel i noget, de selv effektivt havde forhandlet helt i bund.

I de senere år har mæglerne så set sig varme på en nyt konkurrencefokus, nemlig investeringsomkostningerne. Men nu havde de lært lektien – nemlig ikke at sejre sig selv ihjel for tredje gang. I stedet for at presse disse omkostninger i bund, var strategien nu at få del i disse omkostninger, som samtidig var gået hen og blevet pensionsselskabernes sidste reelle lukrative indtægtskilde.

Det blev markedsført over for kunderne med, at så blev det billigere at bruge mægleren i andre former for betalinger. Også det lykkedes mæglerne med. Men det har samtidig medført, at mæglerne nu får penge for arbejde, de reelt ikke udfører, og at kunderne ikke har en chance for at se, hvad det koster at bruge en mægler. Det er den udvikling, der nu har ført til, at politikerne varsler et indgreb over for branchen.

EN SYG BRANCHE?

Så i dag er situationen som nævnt den, at pensionsselskaberne taber styrtende med penge på administration og forsikringer. Og de er nu blevet presset til også at lade mæglerne få del i investeringsomkostningerne, som bare vokser og vokser i disse år. Pensionsselskaberne kan intet gøre, hvis de vil i betragtning til at modtage kunder fra mæglerne, så de er faktisk i lommen på dem. Det er nemlig suverænt mæglerne, der aftaler honorarerne med kunden, mens pensionsselskaberne blot skal honorere disse aftaler.

Det var også det forsvar, som AP Pension stillede op med, da Jyllands-Posten i løbet af det seneste halve år afdækkede de uortodokse forretningsmodeller. Særligt en mægler – Söderberg & Partners – var i søgelyset, da mægleren på en og samme gang tilbød ”uvildig rådgivning” til medarbejderne i danske virksomheder, og samtidig havde deres eget investeringsprodukt på hylderne. Et produkt, der gav ekstra indtjening, hvis de kunne lokke kunden til at vælge det. Hele 3 mia. kroner nåede at lande i produktet – Tryghed 75 – inden presset blev for stort, og politikerne langt om længe sagde stop for ganske nylig.

Men når politikerne nu skal forhindre den slags interessekonflikter, bør de også overveje, om det overhovedet er hensigtsmæssigt at tillade indtjeningsmodeller, hvor mæglerne får en aflønning, der giver dem en økonomisk interesse i at placere kundernes ordninger i nogle selskaber frem for i andre.

Det kan nemlig være tilfældet, hvis man i nogle selskaber giver et løbende såkaldt AUM-bidrag fra investeringsomkostningerne, der gives videre til udvalgte mæglere via kundens depot, mens andre selskaber ikke tilbyder et AUM-bidrag fra investeringsomkostningerne.

”Det er blevet en syg branche i takt med, at omkostningerne i selskaberne væltes over på investeringsomkostningerne, mens der er store underskud på administration, rådgivning og forsikringsdækninger. Det bliver investeringerne og kundernes afkast ikke bedre af – snarere tværtimod. Mægleren får betaling for personlig rådgivning af den enkelte medarbejder. Det er vigtigt, at virksomhederne tjekker, at den vigtige opgave reelt bliver udført. Vi ser desværre ofte – uanset om det er mæglerbetjent eller rådgivet direkte af selskabet – at kunderne blot ligger i standardanbefalingen uden individuelle hensyn,” siger partner Gert Nielsen fra rådgivningshuset BEDSTpension.

Det skal være klart og synligt for kunden, hvad der betales for rådgivning til mægleren. Det glemmer man nok ofte, når betalingen sker indirekte fra kundernes investeringsomkostninger. Man kan også spørge, hvorfor mægleren eksempelvis skal belønnes ekstra, hvis kundens pension vokser efter godt afkast eller ekstra indbetalinger, som det nu sker. Man kan også spørge, hvorfor en medarbejder med en stor opsparing betaler ikke så lidt mere til mægleren end en anden medarbejder i virksomheden med en mindre opsparing.

OMRÅDE MED LAVINTERESSE

Det kan politikerne overveje at tage stilling til, når de nu skal ændre loven. De er de eneste, der kan gøre noget ved det, lød det fra en række af de største fagforbund her i Økonomisk Ugebrev i den seneste udgave. Virksomhederne forhandler aftalerne med mæglerne på deres medarbejderes vegne, men det er medarbejdernes pensioner, der er på spil. Det nemmeste for virksomhederne er derfor at overlade ansvaret til en mægler, men de må spørge sig selv, om de så sætter ræven til at vogte høns.

Der er heller ikke noget at sige til, at området er lavinteresse for medarbejderne selv. De er tvunget til at spare op, men reelt sat uden for indflydelse på alle områder. De kan ikke bestemme, hvor de vil spare op. De kan ikke bestemme, hvilken mægler de vil bruge, eller om de overhovedet vil have rådgivning fra en mægler.

Det er kun politikerne, der kan gøre noget ved det, men hidtil har politikerne af gode årsager ikke ønsket at blande sig i strukturen af liberale erhverv. Men vi må spørge, hvor liberalt et erhverv som pension er, når kunderne er tvunget i markedet, og når de ikke selv kan vælge udbyder eller rådgiver.

”Den regulering, der er omkring mæglernes uvildighed, transparens om deres honorarer og arbejdsopgaver, den er slap, og politikerne er de eneste, der kan gøre noget ved det,” siger Gert Nielsen.

I løbet af de kommende måneder udskrives der valg. Pension og tidligere tilbagetrækning fylder allerede godt i debatten. Her har det store spørgsmål været, om det danske samfund har råd til den slags løsninger for de udsatte grupper. Hvis mæglerne gnavede færre lunser af danskernes pensionsordninger, kunne det måske være et skridt på vejen, for så skal det offentlige hjælpe alle danskere mindre i deres pensionsalder.

hvor mæglerne får en aflønning, der giver dem en økonomisk interesse i at placere kundernes ordninger i nogle selskaber frem for i andre.

Det kan nemlig være tilfældet, hvis man i nogle selskaber giver et løbende såkaldt AUM-bidrag fra investeringsomkostningerne, der gives videre til udvalgte mæglere via kundens depot, mens andre selskaber ikke tilbyder et AUM-bidrag fra investeringsomkostningerne.

”Det er blevet en syg branche i takt med, at omkostningerne i selskaberne væltes over på investeringsomkostningerne, mens der er store underskud på administration, rådgivning og forsikringsdækninger. Det bliver investeringerne og kundernes afkast ikke bedre af – snarere tværtimod. Mægleren får betaling for personlig rådgivning af den enkelte medarbejder. Det er vigtigt, at virksomhederne tjekker, at den vigtige opgave reelt bliver udført.

Vi ser desværre ofte – uanset om det er mæglerbetjent eller rådgivet direkte af selskabet – at kunderne blot ligger i standardanbefalingen uden individuelle hensyn,” siger partner Gert Nielsen fra rådgivningshuset BEDSTpension. Det skal være klart og synligt for kunden, hvad der betales for rådgivning til mægleren. Det glemmer man nok ofte, når betalingen sker indirekte fra kundernes investeringsomkostninger. Man kan også spørge, hvorfor mægleren eksempelvis skal belønnes ekstra, hvis kundens pension vokser efter godt afkast eller ekstra indbetalinger, som det nu sker. Man kan også spørge, hvorfor en medarbejder med en stor opsparing betaler ikke så lidt mere til mægleren end en anden medarbejder i virksomheden med en mindre opsparing.

OMRÅDE MED LAVINTERESSE

Det kan politikerne overveje at tage stilling til, når de nu skal ændre loven. De er de eneste, der kan gøre noget ved det, lød det fra en række af de største fagforbund her i Økonomisk Ugebrev i den seneste udgave. Virksomhederne forhandler aftalerne med mæglerne på deres medarbejderes vegne, men det er medarbejdernes pensioner, der er på spil. Det nemmeste for virksomhederne er derfor at overlade ansvaret til en mægler, men de må spørge sig selv, om de så sætter ræven til at vogte høns.

Der er heller ikke noget at sige til, at området er lavinteresse for medarbejderne selv. De er tvunget til at spare op, men reelt sat uden for indflydelse på alle områder. De kan ikke bestemme, hvor de vil spare op. De kan ikke bestemme, hvilken mægler de vil bruge, eller om de overhovedet vil have rådgivning fra en mægler.

Det er kun politikerne, der kan gøre noget ved det, men hidtil har politikerne af gode årsager ikke ønsket at blande sig i strukturen af liberale erhverv. Men vi må spørge, hvor liberalt et erhverv som pension er, når kunderne er tvunget i markedet, og når de ikke selv kan vælge udbyder eller rådgiver.

”Den regulering, der er omkring mæglernes uvildighed, transparens om deres honorarer og arbejdsopgaver, den er slap, og politikerne er de eneste, der kan gøre noget ved det,” siger Gert Nielsen.

I løbet af de kommende måneder udskrives der valg. Pension og tidligere tilbagetrækning fylder allerede godt i debatten. Her har det store spørgsmål været, om det danske samfund har råd til den slags løsninger for de udsatte grupper. Hvis mæglerne gnavede færre lunser af danskernes pensionsordninger, kunne det måske være et skridt på vejen, for så skal det offentlige hjælpe alle danskere mindre i deres pensionsalder.