I flere år har det været opfattelsen, at Ringkjøbing Landbobank og CEO John Fisker kunne gå på vandet. Banken har over en årrække leveret stabil vækst med vedholdende ekstremt høj lønsomhed, og det har været svært at finde huller i osten. Men nu ser det ud til, at glansbilledet er ved at krakelere. I hvert fald er der investorer, der begynder at udfordre den meget høje værdiansættelse af den vestjyske storbank. Chefredaktør Morten W. Langer har set nærmere på Q3 regnskabet.
Ud fra udviklingen i aktiekurserne den seneste måned ser det ud til, at Ringkjøbing Landbobank er på vej til at miste førertrøjen. Over de seneste måneder har banken tabt omkring 10 procentpoint i forhold til de andre større danske banker, og den vigende tendens blev befæstet forleden, da banken kom med regnskab for seneste kvartal.
ØU har gennemgået det seneste regnskab for at identificere svagheder og fortsatte styrker. Grundlæggende er der dog ikke noget, der tyder på, at den vestjyske bank ikke fortsat vil være den mest lønsomme, men der er tydeligvis stigende risiko for, at det bliver vanskeligere at fastholde fremgangen og den meget høje værdiansættelse.
Fald i nettorenteindtægter: Bankens nettorenteindtægter er faldet fra 2.046 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2024 til 1.914 mio. kr. i samme periode 2025, hvilket peger på pres på rentemarginalen på grund af lavere renter og konkurrence på udlån. I forhold til 2. kvartal steg udlånet en pct., men nettorenteindtægterne dykkede ca. halvanden pct.
Stigende omkostningsprocent: Omkostningsprocenten er steget til 25,6 pct. fra 24,8 pct. året før, hvilket indikerer, at omkostningerne vokser hurtigere end indtjeningen. Nettorenteindtægterne er de seneste fire kvartaler faldet 12 pct., mens omkostningerne er steget seks pct.
Hensættelser og ledelsesmæssige skøn: John Fisker skriver, at ”… den spændte geopolitiske situation medfører en øget risiko for et generelt økonomisk tilbageslag. Banken har derfor foretaget betydelige ledelsesmæssige skøn for at imødegå denne risiko.”
De samlede ledelsesmæssige skøn er i 3. kvartal 2025 øget med 8 mio. kroner og udgør nu 1.009 mio. kroner, svarende til 42 pct. af den samlede nedskrivningskonto.”
Samtidig er der for første gang i mange kvartaler tilbageført tidligere hensættelser som indtægter for i alt 11 mio. kr. og samlet 36 mio. kr. i år.
De seneste mange kvartaler har nedskrivninger i resultatopgørelsen været på nul eller én mio. kr. helt systematisk. Det kunne tyde på, at ledelsen nu synes, at det er på tide at trække på de skjulte tabsreserver. Og det vil der nok komme mere af de kommende kvartaler, medmindre dansk økonomi svækkes markant.
Om årets forventning skriver ledelsen: ”Den 6. august 2025 opjusterede banken resultatforventningerne for 2025 til et resultat efter skat i intervallet DKK 2,0 – 2,35 mia. kroner. Opjusteringen skete med baggrund i en fortsat god kreditkvalitet samt et tabs- og nedskrivningsniveau, der havde udviklet sig bedre end oprindeligt budgetteret for 2025. Hertil kom, at bankens samlede indtægter for helåret forventes at blive på niveau med indtægterne i 2024. Med et realiseret resultat efter skat for 1.-3. kvartal 2025 på 1,75 mia. kroner fastholdt.”
Med et resultat efter skat efter årets først ni måneder på 1,75 mia. kr. skal fjerde kvartal give mindst en kvart milliard i overskud for at ramme i bunden af intervallet. Og 600 mio. kr. for at ramme toppen af ledelsens interval. Fjerde kvartal sidste år gav et bidrag på 541 mio. kr., så der skal nok lidt tilbageførte hensættelser og kursgevinster i årets sidste kvartal for at ramme toppen eller lidt over.
I forhold til hypotesen om, at banksektoren de næste år især skal hente bedre lønsomhed ved at effektivisere ved at skære i omkostningerne eller fusionere sig til mere stordrift, er landbobanken situation helt særlig.
Banken har i forvejen en ekstremt lav omkostningsprocent, som der næppe kan gøre meget mere ved. Derfor synes det oplagt, at John Fisker nu vil søge at overtage andre banker, og der har han også en fantastisk købsvaluta, nemlig sine egne aktier.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.







