Recessionen nærmer sig Europa med hastige skridt

Ugens erhvervstillidsindikatorer tegner et klart bille­de af, at europæisk økonomi nærmer sig stagnation eller en moderat recession, måske allerede i fjerde kvartal. Samtidig synes inflationen ikke at bøje mere af. Høje energipriser og stigende lønninger kan give ny luft til prisstigninger, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne analyse.

Ugens flash-målinger af er­hvervstilliden i Europa og USA tegner nu et billede af en makroøkonomisk opbremsning, som for alvor bliver synlig i løbet af fjerde kvartal eller starten af næste år. Erhvervslivet står foran nogle vanskelige kvar­taler, hvor analytikerne allerede ser vigende toplinjevækst, mens inputomkostningerne sikkert vil fortsætte med at stige, understøttet af stigende energiomkostninger og lønninger.

Indtil nu har den økonomiske vækst i både Europa og især i USA holdt overraskende godt stand. Især fordi husholdningerne har haft solide private opsparinger efter corona-nedlukningerne, hvor der ikke blev brugt så man­ge penge, og hvor staterne gav enorme pengegaver til borgerne. Det har holdt hånden under makroøkonomien meget længere, end mange økonomer havde ventet.

Mere anstrengte husholdninger

Analyser viser dog, at husholdningernes opsparinger er ved at være opbrugt, bl.a. til at betale højere boligrenter, højere fødevarepriser og højere energipriser. Et konkret eksempel er, at danskernes træk på deres kassekreditter i bankerne nu er markant stigende. Alene det vil tage luft ud af væksten.

I ugens Flash-melding for Eurozonen fra S&P Global hedder det i en kommentar: “The service sector of the eurozone is unfortunately showing signs of turning down to match the poor performance of manufacturing. Inde­ed, service companies reported shrinking activity for the first time since the end of last year, while output in ma­nufacturing dropped again. Considering the PMI figures in our GDP nowcast leads us to the conclusion that the eurozone will shrink by 0.2% in the third quarter.”

Prognosen er altså alene baseret på de første indika­tioner på, at serviceindustrien også begynder at bremse op. Videre hedder det, at den europæiske centralbank næppe vil reducere den korte styringsrente, da der fortsat er inflationspres:

“ECB president Christine Lagarde sounded the alarm that the economy may be faced with higher wages and lower productivity, leading to higher inflation (…). As a re­sult, the ECB may be more reluctant to pause the hiking cycle in September.”

Situationen lægger altså op til, at økonomien bremser op, uden at inflationen går tilsvarende ned. Flere økonomer har allerede fastslået, at vi i Europa sandsynligvis står foran en pe­riode med stagflation, og centralbankerne får i den situation svært ved at stimulere økonomien med lavere korte renter.

Overordnet er der nu lagt op til, at forårets afblæsning af en økonomisk recession rulles tilbage: Vi får alligevel et vanskeligt økonomisk miljø over de næste kvartaler, og der er også mange hårde økonomiske nøgletal, der un­derstøtter dette billede.

Ulykker kommer jo sjældent alene: De lange obligations­renter, som jo gerne skulle være faldende på grund af udsigten til en økonomisk afmatning, er modsat sprunget kraftig i vejret.

Statsgæld er blevet dyrere

Staternes enorme gældsætning under coronakrisen var egent­lig ikke et problem, fordi der kunne optages ny statsgæld til nul- eller minusrenter. Gælden kostede altså ikke noget. Men den situation har ændret sig markant det seneste år: Optagel­se af ny statsgæld, og refinansiering af udløben statsgæld, ko­ster lige pludselig en rente på 3-4-5 pct. De mest gældsfinan­sierede stater kan derfor stå overfor kæmpe gældsproblemer.

Eksempelvis den amerikanske statsgæld på 32 billioner dollar koster 1,6 billion dollar årligt i renter, baseret på en toårig statsobligation. Det svarer til over 40 pct. af skatte­indtægterne, og det vil med stor sikkerhed på sigt gå ud over statens finansiering af socialhjælp og medicintilskud.

I virkeligheden har staterne derfor slet ikke råd til de høje renter, og derfor er det forhåbningen, at centralban­kerne i stedet vil øge deres officielle inflationsmål, samti­dig med at de alligevel sætter de korte renter ned. Altså en slags nødvendig regnskabssminke, som kan redde de gældsramte stater, herunder de sydeuropæiske lande, ud af suppedasen, i hvert fald en periode.

Analysen er skrevet før Fed-chefens vigtige Jackson Ho­le-tale om den amerikanske centralbanks syn på situationen fredag d. 25/8 ’23 kl. 16

Morten W. Langer