Ringmur om dansk bluechip er værn mod opkøb efter kursfald

Stærke danske kapitalgrupper har i det seneste tiår købt sig til reel kontrol med stribevis af børsnoterede danske bluechip-virksomheder. Så mens man i Tyskland og Frankrig frygter, at udenlandsk – især kinesisk – kapital skal udnytte coronakrisens lave værdiansættelser på børsnoterede selskaber til at købe sig ind i kendte erhvervsikoner, er de fleste store danske virksomheder nu beskyttet af en ringmur af stærke indenlandske aktionærer, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen i denne analyse.

Siden finanskrisen for godt ti år siden er der blevet bygget en solid ringmur om flertallet af store danske børsnoterede virksomheder. De aktuelle lave aktiekurser åbner ellers for fjendtlige opkøb. Men stærke hovedaktionærer beskytter i dag de fleste selskaber med formel spredt ejerkreds mod at blive opkøbt af uønskede investorer.

Ud af de 62 danske mid-og largecap-selskaber, der er noteret i København, har de 54 nu en beskyttende storaktionær, der ejer 10 pct. eller mere af kapitalen eller stemmerettighederne. Netop 10 pct. er en afgørende grænse, fordi en investor har brug for mindst 90 pct. for at kunne tvangsindløse mindretalsaktionærer eller afnotere virksomhederne.

Der er dermed reelt tale om, at der er sat en slags ringmur om danske børsnoterede virksomheder. Blandt de mid- og largecap-virksomheder, der i det seneste årti har fået nye stærke storaktionærer, er ALK Abello, Bang & Olufsen, Brdr. Hartmann, Chr. Hansen, DSV Panalpina, FLSmidth & Co., ISS, Jyske Bank, Nilfisk, Royal Unibrew, Tivoli og Vestjysk Bank.

Der er især seks fonds- og familie-ejede holdingselskaber, der de seneste ti år har bidraget til at skabe en ringmur om de børsnoterede selskaber. Disse seks pengetanke kontrollerer 18 af de 62 børsnoterede virksomheder og en væsentlig større del af den samlede kapital.

A.P. Møller Holding, konrollerer efter udsplitning fra A.P. Møller – Mærsk tre selskaber. Novo Holdings, kontrollerer fire, mens William Demant Invest, Lundbeckfonden og Augustinus Fabrikker hver kontrollerer tre.

I dag vil det være meget vanskeligt for en køber at overtage det store flertal af de børsnoterede selskaber, uden først at være nået til enighed med en storaktionær – hvoraf mange erklærer sig som langsigtede investorer og dermed principielt

uinteresserede i at sælge. I dag er situationen således anderledes end før og lige efter finanskrisen, hvor kapitalfonde købte virksomheder som ISS, TDC og Dansk Trælast, og hvor den amerikanske gigant Dupont kunne købe Danisco.

Netop i en tid, hvor børskurserne er lave, kan dette overtagelsesværn få betydning. I den forgangne uge kunne det tyske Handelsblatt fortælle, at tyske politikere er alarmerede over, at flere tyske virksomheder som Allianz, BASF, Lufthansa, Munich Re og Deutsche Bank, nu synes til salg for en slik. Mange af disse koncerner har et meget spredt ejerskab.

Den tyske erhvervsminister Peter Altmaier (CDU) vil beskytte tyske koncerner med alle midler. ”Make no mistake about it,” tilføjede han på engelsk, for at budskabet klart kunne nå frem til modtagerne, som åbenbart antages at være udlændinge.

Meldingen kom efter at magasinet Capital i marts advarede om, at de kinesiske bilproducenter Geely og BAIC, der allerede er aktionærer i Daimler (Mercedes-Benz), er i færd med at udnytte den meget lave aktiekurs til at købe op.

Den franske finansminister Bruno Le Maire lagde allerede sidste år op til, at den franske lovgivning skulle ændres , så hedgefonde kunne holdes ude af store franske virksomheder og langsigtet ejerskab kunne fremmes.

Finansministerens plan skulle også gøre det muligt for den franske stat at investere i selskaber af ”national interesse.” Planen er blevet hårdt kritiseret i fransk erhvervsliv. Men den er karakteristisk for en tendens til ny national ejer-protektionisme i nogle store europæiske lande.

Kinesere og hedgefunds er ofte udset til skurkerollerne i forlydender af denne type.

DET LANGE OG DET NATIONALE SIGTE
Det er næppe en patriotisk trang til at holde danske selskaber på danske hænder, der har været de seks store danske kapitalgruppers væsentligste motivation til deres investeringer i børsnoterede selskaber, men det nationale aspekt spiller ind. De seks investorer understreger typisk, at de investerer for at eje og tjene penge på lang sigt.

”Vi går aldrig ind og køber en virksomhed med salg for øje. Der er virkelig her, hvor man har forskellen til kapitalfondene, der per definition køber for et senere exit. Det gør vi ikke. Vi køber og driver virksomhederne alene med ét formål, værdiskabelse på lang sigt,” sagde direktøren for William Demant Invest, Niels Jacobsen, til Finans.dk i 2019. Udtalelsen er karakteristisk for den holdning, som de seks store investorer har til deres børsinvesteringer.

At Niels Jacobsen understreger en modsætning til kapitalfondene, og at Kirkbi understreger det etiske aspekt i investeringerne, er næppe tilfældigt.

Kapitalfondene og deres opkøb prægede årene omkring 2010, da store danske virksomheder, som ISS, TDC og Dansk Trælast, blev købt af udenlandske kapitalfonde. I 2011 købte den amerikanske kemikaliegigant Dupont desuden Danisco. Nogle erhvervsfolk og politikere har set Danisco-handelen som et uheldigt udsalg af en dansk virksomhed, der rådede over store og særlige kompetencer.

Daniscos største aktionær var dengang ATP, der med kun 5 pct. af kapitalen ikke var i stand til at give Dupont et stærkt modspil. I dag ville en potentiel opkøber af en større dansk virksomhed typisk skulle nå overens med en storaktionær, der eventuelt kan hindre, at opkøberen fuldt ud integrerer målvirksomheden i sin egen koncern. Siden 2011 har de seks kapitalgrupper og andre investorer sat mange penge i kontrollerende poster i danske børsselskaber.

Der er ingen af de seks store danske pengetanke, der direkte ser det som et mål at hindre kapitalfonde eller udenlandske interesser i at købe sig ind i danske virksomheder. Men den nationale interesse anes alligevel. Augustinus skriver for eksempel på sin hjemmeside: ”Afgørende for Chr. Augustinus Fabrikker er sunde forretningsmodeller og virksomheder, der har glæde af at forblive på danske hænder i et gensidigt i loyalt partnerskab.”

DYNAMISKE OUTSIDERE
De otte mid- og largecap-virksomheder, der ikke har en kontrollerende hovedaktionær, er i øvrigt ikke de mindst interessante på den danske børs. Det er Genmab, GN Store Nord, Matas, NKT, Pandora, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Sjælland-Fyn og Vestas.

Denne lille gruppe rummer nogle af de danske virksomheder, der i de seneste ti år har udvist den største dynamik og fornyelsesevne. Kunne man tænke sig, at flere af dem slet ikke har brug for en beskyttende storaktionær, fordi ledelsens performance sikrer en høj værdiansættelse, der beskytter dem mod uønskede overtagelsesforsøg?