Sidste nat med råderummet

Der er noget, vi er nødt til at tale om: Råderummet. Altså det beløb, som til enhver tid skønnes at være til rådighed for politiske initiativer. Det har været et central styringsinstrument de senere år, og alene siden årsskiftet til 2019 har det været anvendt 12.700 gange i cirka halvt så mange artikler, viser en optælling på Infomedia. Denne tegner desværre også et billede af, at vi i medierne har ladet os udnytte: Anvendelsen af ordet er skudt i vejret op til folketingsvalget i juni sidste år, og igen op til Folketingets åbning i oktober. Altså ved sådanne lejligheder, hvor partierne vil forklare deres vælgere, hvad de vil gøre, inklusive hvorfor de ikke vil gøre mere. Derimod bevirker vedtagelsen af finansloven i december – dén lejlighed, hvor begrebet har praktisk anvendelse – ikke noget udslag på kurven.

Her i april har der kun været lidt opmærksomhed på råderummet, nemlig da finansministeren forklarede Folketinget, at det ikke bliver påvirket af de trecifrede milliardudgifter til hjælpepakkerne. Ifølge Avisen.dk har han opbakning til det synspunkt fra Cepos. Pointen er, at staten kan låne pengene stort set gratis.

Men det kunne staten også før coronakrisen, og forløbet nu viser, at råderummet aldrig har været andet en politisk konstruktion. En arbitrær grænse, politikerne har fastsat. De er begrænsede af, at der skal være arbejdskraft til de initiativer, de sætter i gang, men at skaffe likviditet er i praksis intet problem.

Det er en lidt forjættende tanke, for selv efter hjælpepakkerne vil der være store handlemuligheder. Man kan f.eks. låne et par hundrede mia. kr. mere og investere dem i CO2-besparende teknologi, så man en gang for alle kan få opfyldt klimalovens reduktionskrav og komme videre i teksten. Man kan også købe den udvidelse af hospitalerne, som der givetvis vil være efterspørgsel efter, så vi ikke skal lukke samfundet og økonomien ned igen, næste gang nogen i Kina har spist en flagermus.

I Storbritannien har den nye Labour-leder Keir Starmer ifølge The Economist allerede set de nye politiske muligheder, der vil være, når den akutte krise er forbi. Det er også en diskussion, vi kan regne med kommer til Danmark, og når det sker, vil det ikke kun være røde partier, der har nye muligheder. Det vil f.eks. også være blå partier, der kan finansiere en forhøjelse af den skattefrie bundgrænse, så man først bliver beskattet, når man har tjent så meget, at man kan betale grundlæggende udgifter. Et initiativ, der vil redde mange danskere med lave indkomster fra ydmygende besøg på Jobcenteret og Borgerservice, og som vil have interessante dynamikker på de sociale budgetter.

Under alle omstændigheder bliver det efter det her svært at bilde nogen ind, at det er strengt nødvendigt, at man sparer 5 mia. kr. Det gælder uanset om man er politiker, økonom eller journalist. Et disciplinerende instrument er væk. Til gengæld har vi genvundet muligheden for at tænke store tanker om, hvor vores samfund skal hen. Spændende bliver det.

SAMFUNDSANSVAR EFTER CORONAKRISEN
CSR har de seneste år været en stor dagsorden i erhvervslivet. Hvordan vil det gå med det efter coronakrisen? Erhvervsredaktørerne for to store morgenaviser har vidt forskellige forventninger. På Finans.dk . mener JP’s Steen Rosenbak, at der efter hjælpepakkerne vil blive stillet endnu større krav til samfundsansvar. I Berlingske mener Thomas Bernt Henriksen, at virksomhederne intet har at takke for. Vi må vente og se, hvem der får mest ret. Men det kan også være, at virksomhederne vil blive bedømt på en helt anden skala. I Weekendavisen for et par uger siden argumenterer antropolog Karen Lisa Salamon for, at coronakrisen vil ændre vores måde at tænke på. Vi har vænnet os til at overlade et basalt ansvar til institutioner, men nu er vi f.eks. pludselig nødt til selv at forholde os til hygiejne, hvis vi vil undgå at smitte os selv og vores nære. Og måske er det også sådan, virksomhederne skal tænke. De vil ikke blive bedømt på, om de formelt har fulgt et CSR-skema, men efter om de var der for deres nære, da det virkelig gjaldt.