Enten er politikerne ikke klar over, hvilke ændringer der for tiden sker i realkreditsektoren. Eller også er de ligeglade med, at låntagerne, altså boligejere og virksomheder, bliver kørt fuldstændig ud på et sidespor. Konkurrencerådets anbefaling om, at låntager selv skal kunne handle obligationer, skydes ned for altid. Den succesrige 200-årige danske realkreditmodel er under hårdt angreb, skriver journalist Ejlif Thomasen i denne kommentar.
Konkurrencerådets centrale anbefalinger til at skabe mere konkurrence i realkreditsektoren er blevet skudt godt og grundig ned. Konkurrencerådet havde foreslået, at alle realkreditinstitutter skulle tilbyde låntagerne overførsel af obligationerne til en bank efter kundens valg, så kunden selv kunne bestemme, hvem der skulle sælge obligationerne. Men Erhvervsministeriet har på mystisk vis sat bremsen i, så anbefalingen ikke blev gennemført.
Enten har forligskredsen på Christiansborg været uvidende om konsekvenserne – eller ligeglade med dem. Embedsværket i ministeriet har forsømt og ikke været meddelsomme om forløbet, som førte frem til afvisning af anbefalingen. De har nægtet at oplyse om argumenterne for at afvise Konkurrencerådets anbefaling.
På Økonomisk Ugebrevs foranledning blev spørgsmå-let efterfølgende rejst i forligskredsen af Martin Lidegaard fra De Radikale. Meldingen til ham fra ministeriet var, at det ville koste sektoren for mange penge at indføre denne anbefaling. Underforstået: Institutterne tjener rigtig mange penge på at have monopol på at handle låntagernes obligationer, både i form af skjult og officiel kursskæring, samt høje handelskurtager.
Ja, et besynderligt argument, som strider direkte mod politikernes mange skåltaler om, at man skal fremme konkurrencen for samfundets og danskernes bedste. Så-dan er den virkelige verden altså ikke. Argumentet skydes da også i den grad ned af de eksperter, Økonomisk Ugebrevet har talt med.
Økonomisk Ugebrevs research har afsløret, at branchen i virkeligheden med en smart manøvre har sat kunden helt ud på et sidespor. Det er nu ikke længere låntagerne, der formelt har råderet over obligationerne, og de har derfor heller ikke indflydelse på, hvordan de handles, og til hvilke priser. Danskernes og virksomheders låntagning i realkreditten bliver altså ramt af en endnu sortere black box end tidligere, altså af hensyn til institutternes indtjening, siger politikerne.
Fremover er denne handel noget internt, der skal foregå mellem realkreditinstitut og deres tilknyttede bank. Med manøvren har sektoren igen vist sig at være kreativ. Det handler for dem om at undgå den gennemsigtighed, der ellers er resultatet af EU-direktivet MiFid II.
Det kan sektoren åbenbart lovligt gøre ved pludselig at bestemme, at låntageren slet ikke er part, når der skal sælges obligationer. Så gælder MiFID II ikke. Og best execution reglerne, der skal sikre skarpe handelspriser, gælder heller ikke.
Så det bliver umuligt at kontrollere, om man som låntager bliver afregnet korrekt. Finanstilsynet har ikke kunne finde barrierer mod den kreative metode i lovgivning, og har derfor blåstemplet metoden.
Dermed er der åbnet for at låntageren – uden at vide det – kommer til at betale store unødvendige meromkostninger ved både omlægning af lån og ved nye lån. Ved at sikre mulighed for overførsel af obligationer, så ville en konkurrence på området få de skjulte omkostninger frem i lyset.
Men foreløbig har politikerne ikke reageret. Kun Martin Lidegaard fra De Radikale har foreløbig fastholdt kritikken af, at regeringen ikke vil gennemføre Konkurrencerådets forslag om overførsel af obligationer. Forløbet med de mange sager i den finansielle sektor, hvor det åbenbart handler om at omgå regler om åbenhed og transparens, må nu få politikerne til at træde i karakter.
Finanssektoren har tydeligt vist, at de ikke selv kan finde ud af loyalt at overholde intentionerne i lovgivningen. Så må politikerne hjælpe dem. Det er ganske mange penge der er i spil. Men årlige udbetalinger af realkreditlån for 500-600 mia. kr. i bruttoudlån, så vil ekstra omkostninger på bare 0,2 kurspoint betyde at låntagerne betaler en mia. kr. ekstra i omkostninger.
