Sig efter Bødskov: ”Det er it-systemernes skyld.”

Morten Bødskov fik uriasposten i den nye regering. Som skatteminister skal han stå på mål for det nye boligskattesystem. Så det var bekvemt for ham, at det åbenbart var nødvendigt at udsætte implementeringen fra 2021 til 2024. Til den tid er der en god sandsynlighed for, at Bødskov ikke længere sidder på posten, og selv om han gør, vil meget af chokeffekten nok være aftaget: I mellemtiden kan grundskyldsbetalingen stige med 7 pct. om året, og det kan absorbere noget af de generelt meget højere ejendomsvurderinger, der er på vej.

Men det hele virker også lige lovlig bekvemt. Selve ejendomsvurderingerne er ifølge det oplyste yderligere lidt forsinkede. Men det er ikke problemet, for de får blot lov at gælde med tilbagevirksomhede kraft, hvis de ikke er klar ved årsskiftet til 2021. Så hvis skatteministeren har rent mel i posen, må problemet ligge i selve opkrævningen. Og hvordan kan det passe? Man ved, at systemet til indkrævning af diverse restancer ikke er på plads, fordi mange af disse opkrævninger er forsinkede. Men vi bliver jo troligt opkrævet grundskyld to gange om året, og det med indefrysningerne kan altså godt håndteres. Så hvad er det, der pludselig er så svært, at der skal gå hele tre år mere, blot fordi der skal sættes nye ejendomsvurderinger ind i systemet?

Medierne har refereret oppositionens kritik, af de sene informationer men de bør gå et skridt videre. Det er for nemt bare at henvise til it-problemer, og Bødskov tømte desuden som justitsminister i Helle Thornings regering sin troværdighedskonto fuldstændigt. Med den ændring af offentlighedsloven, han fik gennem Folketinget, blev der også lukket af for, at medierne eller andre kan tjekke hans oplysninger gennem aktindsigter. Så med mindre han kan fremlægge konkret dokumentation for sine postulater, er status, at det yderligere rod i boligskatten ikke bare er hans ansvar, men også hans skyld, og sådan bør medierne angribe det.

BØRSEN: HVOR DUM MÅ HENRIK BJERRE-NIELSEN VÆRE?

Ledelsen i den krakkede Amagerbanken, med bestyrelsesformand Niels Erik Nielsen i spidsen, har indgået et forlig om at betale en erstatning på 255,5 mio. kr. Det skal, understreger Nielsen i en kronik i Børsen, ikke ses som en erkendelse af skyld, men som et udtryk for, at man ikke orker at tage

sagen til Højesteret. Der er en interessant juridisk tvist i det: Virksomhedsledere skal naturligvis have ret til at tage fejl og træffe beslutninger, der viser sig dårlige. På den anden side kan man, når har ansvaret for andre menneskers penge, bogstavelig talt være dummere, end politiet tillader. Det har den hedengangne Amagerbank-ledelse nu papir på, at den var, og det vil danne præcedens i kommende sager.

Men det står fast, at mange andre op til finanskrisen traf eller forvaltede beslutninger, som har vist sig at være dumme. Finanstilsynet, med den daværende direktør Henrik Bjerre-Nielsen i spidsen, havde f.eks. en politik om, at bankerne skulle nedbringe deres reserver. Den politik skulle vise sig særdeles skadelig, og det er ulideligt, når samme Bjerre-Nielsen – i dag adm. direktør i Finansiel Stabilitet – i Børsen udtaler, at ”vi kører sagerne (som den mod Amagerbanken, red.), fordi de har en samfundsmæssig værdi og for at skærpe ledelsernes opmærksomhed på, at de kan ifalde et erstatningsansvar, når de optræder uansvarligt eller uforsvarligt.” Hvordan mon domstolene ville vurdere Bjerre-Nielsens egen ansvarlighed med den retspraksis, der nu er gældende? Hvor dum måtte han være dengang i de glade 00’ere?

WA: DE INTELLEKTUELLE KLIMATOSSER

A.P. Møller – Mærsk har siden 2008 reduceret sin CO2-udledning pr. transporteret enhed med 41 pct., oplyser John Kornerup Bang fra selskabet i et indlæg i Weekendavisen . Målet er at få de sidste 59 pct. med. Sådan noget foregår i de fleste brancher, og det er årsagen til, at C02-udledningen i årtier har været faldende i Europa. Den slags synes dog at gå hen over hovedet på Weekendavisen, hvor journalist Pernille Steensgaard har sat sig i hovedet, at der i klimaspørgsmålet ikke er nogen flugtveje væk fra personligt mådehold og afsavn .

Hun er ellers normalt en af Danmarks bedste journalister, men hendes dækning af klimaet antager efterhånden en religiøs karakter, på den ubehagelige måde. Denne tilgang deler hun og avisen med andre intellektuelle medier i Europa, se f.eks. herhvordan The Guardian på noget usaglig vis sætter personnavne på verdens største klimasyndere. Disse intellektuelle medier ejer evnerne og ressourcerne til at finde og formidle viden, som måske nok kan være ubehagelig, men som gør læserne handlekraftige og i den forstand tryggere. Lige nu gør de det modsatte – de dyrker angst og mistro.

Sten Thorup Kristensen