Økonomisk Ugebrev har spurgt en række eksperter tæt på Finanstilsynet og det politiske system, hvad det kommer til at betyde, at den nye regering flytter Finanstilsynet over under skatteministeren. Vurderingen er, at der nu er udsigt til, at finanssektoren kommer til at bidrage endnu mere til statskassen. Til gengæld kan sektoren glæde sig over, at alle foreslåede stramninger af konkurrencen nu dør. Reguleringen af finans adskilles nu fra konkurrenceforhold – og deles på tværs af to ministre fra to forskellige partier, skriver fagredaktør Carsten Vitoft.
Når der strammes på konkurrenceloven og konkurrencepraksis, har det normalt negative effekter på indtjening og solvens i den finansielle sektor. Det er en af årsagerne til, at Finanstilsynet og Konkurrencestyrelsen har ligget samlet under én minister i Erhvervsministeriet. Det slutter nu.
Solvens, regulering og forbrugerspørgsmål flytter til den nye skatteminister Jakob Engel-Schmidt (M). Konkurrencereguleringen bliver hos den nye erhvervs- og konkurrencekraftminister Martin Lidegaard (RV). Det er overraskende, men også ulogisk og usagligt, lyder det fra flere eksperter.
Fordelen ved den nye struktur er, at et af tidens vigtigste emner, hvidvask, samles hos skatteministeren. Det giver mening i forhold til overblik, kompetencer og skattegrundlag. Der synes også at være politiske vinde, som gerne vil adskille den finansielle sektor fra resten af erhvervslivet – i hvert fald når det kommer til selskabsskatter.
Forventningen er, at den finansielle sektor kommer til at bidrage mere end resten af erhvervslivet. Det er ikke gode nyheder for bankerne, og stilheden om den nye struktur fra Finans Danmark må skyldes choktilstand.
Skatteministeren skal altså sikkert kradse flere penge ind fra bankerne, samtidig med at erhvervs- og konkurrencekraftsministeren skal overtale særligt pensionssektoren til at investere mere i unoterede selskaber, iværksætteri og konkurrenceevne. Det er i hvert fald det, der er lagt op til. Flere topchefer i den finansielle sektor ser et stort problem i at splitte de to funktioner.
”Der er konstant behov for at afveje øget sikkerhed op mod den reducerede konkurrence, det giver, og omvendt vurdere øget konkurrence i forhold til de udfordringer, det kan give solvensmæssigt. Den samtænkning har interesseorganisationer efterspurgt både nationalt og på EU- niveau i mange år,” lyder en anonym vurdering fra en tung brancheperson.
Den nye regering vil forbedre Danmarks generelle konkurrenceevne over for udlandet. Til gengæld vil der måske blive set igennem fingrene med, at konkurrencen i den finansielle sektor herhjemme er under al kritik. Den ene rapport efter den anden fra Konkurrencerådet har de seneste år slået fast, at bank, realkredit og pension har for høje priser og mangelfuld konkurrence. Senest i sidste uge fra Finanstilsynet, hvor det var bankerne og deres investeringsforeninger, der mødte kritik.
Konkurrencestyrelsen har for nylig fremsat hård kritik af præmierne på skadesforsikring, hvor der efterfølgende er igangsat en markedsundersøgelse. Men Konkurrencerådet har ikke for vane at møde politisk lydhørhed, og det bliver sikkert ikke mindre udtalt med den nye regering. I 2019 var det pensionssektoren, der fik kritik. Konkurrencerådet anbefalede regulering, men ingen nye love er vedtaget.
Nu fjernes reguleringen fra erhvervsministeriet, så det bliver næppe nemmere at råbe op om manglende konkurrence.
Motivation
Hvorfor er Finanstilsynet så blevet flyttet? En ny regeringsforhandling må ende med, at alle partier skal have deres del af magten over den økonomiske kage. Men samtidig er der også personlige ønsker. Har Jakob Engel-Schmidt selv ønsket Finanstilsynet ind under skatteministeriet?
Han kommer fra Kulturministeriet, hvor regeringen har haft rigeligt med penge, så han har uddelt meget mere, end han har kradset ind. Nu skifter han til et af de tungeste ministerier – som endda sejler særligt på boligområdet. Og så får han lige lagt Finanstilsynet oveni
Man kan sagtens tilgive ham, hvis han søger andre måder at markere sig på. I politiske kredse er han ikke ukendt for sin fokus på forbrugersager. Derfor kan Finanstilsynet – der er ret selvkørende – vise sig at være en hurtig vej til at skabe succes. Der er nok af folkelige sager at tage fat i lige fra rige kriminelle til fattige danskere snydt af deres forsikringsselskaber.
Muligvis vil erhvervs- og konkurrencekraftminister Martin Lidegaard slet ikke have Finanstilsynet og den finansielle regulering. Han er kendt for det direkte modsatte i politiske kredse, nemlig liberal vækst og iværksætteri.
Carsten Vitoft
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her









