Solvensbehov: Danske Bank reddet af regulatorisk sjusk

Under en paneldebat på en konference før efterårsferien indikerede Finanstilsynets vicedirektør Kristian Vie Madsen, at solvensvejledningen måske ikke er hensigtsmæssig. Der er nok snarere tale om, at den var fejlbehæftet. Under alle omstændigheder har den haft en utilsigtet positiv effekt for Danske Bank, skriver finansanalytiker Per Grønborg i denne analyse. En revideret vejledning er på vej.

Torsdag inden efterårsferien afholdt Danish Finance Institute sin årlige konference med en paneldebat, hvor jeg selv var en af de inviterede debattører. I den indledende spørgerunde blev Kristan Vie Madsen, vicedirektør i Finanstilsynet, bl.a. spurgt om Danmarks og EU’s regulering er bedre til at fange ikke-bogførte tab på hold til udløb-obligationsporteføljer, end det vi så i f.eks. Silicon Valley Bank, da den kollapsede i marts. 

Det var et væsentligt spørgsmål, som forblev ubesvaret, dengang den parallelle danske diskussion om Danske Banks regnskabsprincipper opstod i umiddelbar forlængelse af kollapset. Danske Bank argumenterede på daværende tidspunkt for, at der tages højde for det ikke-bogførte tab i kapitalopgørelsen i form at et såkaldt søjle 2-tillæg. 

Spørgsmål om tab

Dengang spurgte jeg Danske Bank, de kunne være mere konkrete om, hvor meget banken havde reserveret i søjle 2. Min undren bundede i, at Danske Banks søjle 2-tillæg faldt fra 50 mia. kr. i 2021 til 35 mia. kr. i 2022. Halvdelen af faldet skyldes afklaringen af den amerikanske bøde relateret til Estland-skandalen. Herudover var søjle 2-tillægget faldet med 7,2 mia. kr. i løbet af 2022, samtidig med at det urealiserede tab på hold til udløb-obligationer var forøget med 11,3 mia. kr. Altså en ikke-forklaret difference på godt 18 mia. kr. 

Ved en tidligere henvendelse har Finanstilsynet blot henvist til solvensbehovsvejledningen pkt. 6.3.2, der dog alene beskriver det tillæg, man skal anvende for fremadrettet renterisiko, mens allerede opståede tab ikke adresseres. Men kan det virkeligt være rigtigt? I marts 2023 lykkedes det ikke at få noget svar herpå.

På mødet forleden var Christian Vie Madsens svar på spørgsmålet til gengæld klart. Der skal hensættes til fremtidig risiko, men på grund af en uhensigtsmæssighed – som jeg husker, at han beskrev det; tror vi andre ville kalde det en fejl – var der ikke krav om søjle 2-reservation til allerede indtrufne tab. 

Det forklarer, hvorfor Danske Banks søjle 2-krav ikke steg i 2022, som man umiddelbart skulle forvente. Danske Banks argument om, at der var taget højde for tabet i et søjle 2-tillæg, falder unægteligt til jorden, når det efterfølgende viser sig, at dette tillæg sandsynligvis var nul. 

Det rejser også et dybere spørgsmål: Hvor stærk er Danske Banks solvens, og var det et udtryk for tilstrækkelig forsigtig kapitalplanlægning, at man i august valgte at udbetale et interim-udbytte? Ved halvåret var der stadig et urealiseret tab på 11,8 mia. kr., svarende til en 1,4 procentpoint effekt på solvensprocenten. 

CET1 – den rigtige egenkapital – var på 18,1 pct., og heri var interim-udbyttet fratrukket. Havde Danske Bank foretaget fuldt fradrag i søjle 2 for det ikke bogførte tab på hold til udløb-obligationer, havde solvensen været 16,7 pct. – stadig solidt over det legale krav på 13,7 pct. Men man skal huske EBA-stresstesten, der efterlod Danske Bank under sit solvenskrav i det stressede scenario. 

Vejledning i høring

Udfordringen er, at ud over de officielle krav til f.eks. CET1 skal man lægge resultatet af en stresstest, som kun Finanstilsynet og bankerne kender, og som bankerne ikke må kommunikere resultatet af til deres ejere. Hvorvidt dette stress-tillæg er på niveau med EBA-stressscenariet, ved vi ikke. Men da den gennemsnitlige CET1-reduktion i EBA’s stresstest er på godt 6 procentpoint, kan det dårligt være den, der anvendes. 

Den 29. september 2023, altså for ganske nylig, sendte Finanstilsynet en ny solvensbehovsvejledning i høring. Den adresserer bl.a. den manglende hensyntagen til allerede indtrufne tab. 

De nye regler, som ventes at træde i kraft den 22. december, vil betyde, at banker skal fradrage tab ud over 5 pct. af kernekapitalen (bundfradrag på 8,2 mia. kr. for Danske Bank. Det vil sige et tillæg til søjle 2-kravet på knap 4 mia. kr.) eller et stresset scenario for udtræk af indskud, som dog næppe vil ramme Danske Bank. Bundfradraget fjerner altså en stor del af bankens ”problem.”

I vejledningen skriver Finanstilsynet endvidere, at ”Finanstilsynet vurderer, at institutter kun bør holde obligationer til amortiseret kostpris, hvis dette sker med henblik på risikoafdækning af andre positioner til amortiseret kostpris, f.eks. udstedte gældsinstrumenter”. 

Man må formode, at bankerne i fremtiden bliver endnu mere tilbageholdende med at bruge undskyldninger for at ride på rentekurven ved at købe længere obligationer finansieret til den korte rente.

Tilsynets vejledning er umiddelbart en relativt mild fortolkning af risiko, om end en fortolkning, der ville have stoppet f.eks. Silicon Valley Bank langt tidligere, og sandsynligvis i rimelig tid til, at det afledte bank-run aldrig var opstået. Såfremt Danske Bank ved halvårsregnskabet skulle have foretaget fuldt søjle 2-tillæg, ville solvenskravet været øget 1,4 procentpoint. Med den nye solvensbehovsvejledning, med det nye bundfradrag, er det beskåret til 0,4 procentpoint. 

Umiddelbart synes Danske Banks helårsudbytte derfor at være rimeligt sikret. Spørgsmålet er mere om aktietilbagekøb bliver et tema allerede til foråret, da aktietilbagekøb skal specifikt godkendes af Finanstilsynet, modsat udbytter, der ikke kræver godkendelse. Og tilsyneladende heller ikke interimudbytter. 

Det rigtigt gode spørgsmål bliver, om Danske Bank følger det vink med en vognstang, der kommer fra Finanstilsynet, om ikke at bruge hold til udløb-klassificeringen for obligationer, der ikke direkte matcher f.eks. udstedt ansvarlig kapital. Finanstilsynet har i hvert fald udtrykt sig meget klart om emnet. 

Per Grønborg

Per Grønborg ejer 11.960 stk. Danske Bank-aktier.