Den mest afgørende partner i det milliardstore jyske brintprojekt, som skal finansieres med statspenge, er tæt på helt at trække sig fra projektet, erfarer Økonomisk Ugebrev. Selskabet MorGen Energy, der var udset til at bygge den store brintfabrik i Esbjerg, er i seriøse overvejelser om helt at trække sig fra den stort anlagte planlagte brintproduktion i Esbjerg. Det schweiziske selskab var også udset til at blive brintrørets største aftager af den dansk producerede brint, baseret på overskudsproduktion af el fra sol og vind. Også den del ser ud til at blive droppet. Hverken den schweiziske eller den danske ledelse i MorGen vil afvise den nærtforestående aflysning, skriver fagredaktør Carsten Vitoft.
For kun en uge siden godkendte klima, energi og forsyningsminister Lars Aagaard at anlægsarbejdet til det ambitiøse danske brintrør fra Esbjerg til Tyskland (LINK) kunne starte. Men nu hænger alle planerne i en tynd tråd, da helt centrale aktører er tæt på at trække sig, erfarer Økonomisk Ugebrev.
Mens den danske minister er i fuld gang med at fejre fremskridtene, er brintrørets allerstørste potentielle kunde MorGen Energy i gang med at afkoble sig helt fra projektet. MorGen var ellers i fuld gang planer for at bygge en kæmpe 1 GW hydrogenfabrik i Esbjerg.
Men nu ser ejerne i Schweiz ikke længere et økonomisk grundlag under projektet, erfarer Økonomisk Ugebrev. Disse bekymringer er vokset hen over sommeren efter den nye tyske regering har fremlagt budgetplaner for fremtiden. Og det er ikke gode nyheder, hvis man vil sælge brint og grøn energi til tyskerne fremover.
”For projects like Njordkraft, a decisive enabler is the strict application of EU rules on renewable hydrogen, not just in Denmark but also in Germany. These rules are essential to further mature offtake readiness, which is the cornerstone for unlocking large-scale investments,” siger den nye topchef Werner Lieberherr, som er CEO for MorGen Energy. Han sår altså alvorlig tvivl om forudsætningerne er til stede for at gennemføre projektet.
Professor i Bæredygtig Energiplanlægning Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet siger, at MorGen Energy var udset til at blive en af de to største kunder til brintrøret.
“Jeg er sådan set ikke overrasket, hvis MorGen ender med at trække sig. Jeg har hele tiden troet mere på de danske aktører end schweizerne. De danske aktører havde arbejdet med planerne i længere tid, da de kom på banen med en ret optimistisk tidsplan. Jeg har meget svært ved at se brintrøret blive gennemført, uden en eller flere af disse store aktører,” siger han til Økonomisk Ugebrev.
Uro i Tyskland
For et halvt år siden meldte MorGen Energy ud, at de netop nu ville give deres go eller no go til projektet. De seks måneder er nu gået, og det fik i denne uge Werner Lieberherr til i danske medier at udskyde beslutningen på ubestemt tid.
Så situationen er endnu mere alvorlig end hidtil antaget. Om det aktuelt drøftes mellem den danske og schweiziske ledelse helt at droppe projektet, vil Werner Lieberherr ikke afvise, lige som den danske ledelse blot sender det spørgsmål videre til Schweiz.
MorGen Energy er ultimativt ejet af den globale leverandør af råvarer og energi Trafigura (LINK) med base i Schweiz. Her startede uroen allerede i juni, hvor den tyske kansler Frederik Merz fremlagde finanslov for 2025 og budgetplan for 2026. I Tyskland har det skabt stor kritik fra støtter af den grønne omstilling og ikke mindst de grønne producenter.
Ifølge brancheforeningen BDEW er der tale om massive nedskæringer i brintsubsidier, og der advares om negative konsekvenser for branchen. Den tyske sammenslutning af energi- og vandindustrier (BDEW) er skarpt kritisk over for de planlagte nedskæringer i brintsektoren.
Ifølge BDEW vil støtten til den nationale brintstrategi blive reduceret til en tredjedel. Ifølge BDEW vil støtte samlet set falde fra de nuværende 24,5 milliarder euro til mindre end to milliarder euro. Pengene skal lige som i Danmark bruges til andre formål – herunder oprustning.
“Især med hensyn til fremme af brint-optrapningen sender budgetforslaget et helt forkert signal,” siger Kerstin Andreae, formand for BDEW’s bestyrelse til tyske medier (LINK).
Det er den udvikling, der nu har skræmt schweizerne i Trafigura og MorGen. Økonomisk Ugebrev erfarer fra kilder meget tæt på processen, at der nu er minimal chance for at de vil opføre hydrogenfabrikken i Esbjerg. Så negativ er stemningen blandt ejerne og ledelsen i Schweiz.
De havde håbet på at sælge masser af grøn energi til den kæmpe tyske stålgigant ThyssenKrupp baseret på overskudsstrøm fra danske vindmøller og solanlæg – videre til hydrogenfabrikken i Esbjerg – og igen videre med det danske brintrør til ThyssenKrupp i Duisburg i Tyskland (LINK).
Men uden den forventede statsstøtte vurderes det, at efterspørgsel vil falde massivt fra ThyssenKrupp grundet den nye udvikling. Læs også om betydningen af statens prestigefyldte hydrogenrør til Tyskland, der skulle redde den grønne energisektor i vest-, midt- og sydjylland. danske mere om dette andetsteds i dette Ugebrev).
Meget tyder altså nu på, at økonomien i projektet er skredet, så det ente må droppes eller udskydes i mange år. Nu er der kun to andre store udbydere tilbage – nemlig Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) (LINK) og European Energy (LINK). Men i denne uge kom det også frem, at ingen af dem ser ud til at kunne opfylde den minimumkvote af gasleveringen i brintrøret, der var en afgørende forudsætning(LINK).
Regeringen besluttede for ikke lang tid siden, at en af de store aktører er nok til at gennemføre brintrøret. Men det står også klart, at de to tilbageværende aktører ikke alene vil være i stand til at opfylde brintrørets minimumskrav.
LINKS
https://www.thyssenkrupp.com/en/home
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.