Tema: I kølvandet på coronakrisen. Statens nye krisefond på 10 mia. kr., der skulle anvendes til at redde, samfundsbærende virksomheder, er delvis skabt af ubegrundet frygt for kinesiske opkøb af likviditetstruede virksomheder. Alligevel frygter økonomer, at fonden anvendes til statslig industripolitik og uhensigtsmæssig planøkonomi, skriver fagredaktør Carsten Steno.
Regeringens nye statslige krisefond på 10 mia. kr., der skal redde større ”samfundsbærende” virksomheder i kapitalnød på grund af coronakrisen, kommer sandsynligvis aldrig i brug. Den er skabt i en tysk-inspireret frygt for kinesiske opkøb af likviditetstruede europæiske virksomheder, som indtil videre har vist sig ubegrundet. Yderligere har de virksomheder, som kan komme betragtning, i langt de fleste tilfælde velkonsolidere ejere, der kan træde til, hvis det giver kommerciel mening, viser Økonomisk Ugebrev gennemgang af de relevante virksomheder i målgruppen.
Når den nu kommer alligevel, er der blandt økonomer frygt for, at fonden kan ende som et instrument for statslig industripolitik, og dermed udskyde virksomhedernes nødvendige tilpasning til markedet.
Passive investeringer
Den nye fond skal administreres af ATP, men ledes af en uafhængig bestyrelse, som endnu ikke er udpeget. Fonden må kun investere i danske virksomheder med en omsætning på over 500 mio. kr. og kun som ”investor of last resort”. Der skal være tale om ”passive investeringer”, hvor staten får ikke- stemmeberettigede præferenceaktier til gengæld for sine penge.
Underdirektør i DI Peter Thagesen siger, at ideen om fonden blev født tilbage i april-maj, hvor der navnlig i Tyskland var en frygt for, at vigtige virksomheder kunne komme i likviditetsvanskeligheder.
Frygten for likviditetskriser er i Danmark foreløbig afværget ved bl.a. at give Eksporkreditfonden mulighed for at udstede kautioner, hvor fonden overtager 80 pct. af bankens eventuelle tab på nye lån. ”Ideen om fonden er ikke opstået hos DI. Vi ser fonden som en forsikringsordning og håber, den ikke kommer i brug,” tilføjer Peter Thagesen
Der er ifølge Berlingske Business’ top 1000-liste over danske virksomheder 906 virksomheder, som omsætter for mere end 500 mio. kr. Langt de fleste har dog en velbeslået hovedaktionær, en fond, eller en kapitalfond som ejer. To af de mest kriseramte virksomheder på listen er Billund Lufthavn og detailkæden Babysam. Billund Lufthavn ejes af en række jyske kommuner, som man må forvente vil træde til, hvis det bliver nødvendigt med mere kapital. Babysam ejes af kapitalfonden Polaris og kan ikke siges at have samfundsbærende betydning.
Jacob Petersen, chefanalytiker i Sydbank, har svært ved at se, at nogen af de større samfundsbærende virksomheder bliver aktuelle for fonden at investere i: ”De større danske virksomheder vil givetvis komme ud med dårlige regnskaber i andet og tredje kvartal, men modgangen vil slet ikke være af en størrelse, der truer deres kapitalgrundlag,” siger Jacob Petersen.
Hen peger desuden på, at selv kriseramte B&O har kunnet rejse ny kapital midt under coronakrisen.
Philipp Schrøder, professor på Århus Universitet med speciale i industriøkomi, ser ligesom DI`s Peter Thagesen krisefonden som en forsikringsordning og betegner det som en succes, hvis den ikke kommer i brug.
Fastlagte principper
”Fordelen ved at etablere fonden er, at der er fastlagt nogle principper for, hvornår staten kan gå ind som investor of last resort. Hvis en større samfundsbærende virksomhed pludselig kom i knibe, og man skulle til at redde den uden principper for, hvordan staten kunne engagere sig, ville vi risikere at få en pick the winner-situation med statslig industripolitik. Det vil man kunne undgå i den nuværende konstruktion, hvor vurderingen af, hvornår staten skal træde til, er lagt ud i til en uafhængig bestyrelse, der opererer på et præcist mandat.”
Det sidste er hans kollega, økonomiprofessor Christian Bjørnskov, Aarhus Universitet, uenig i.
”At forestille sig, at en krisefond af denne karakter i praksis ville have en armslængde til regeringen, er helt urealistisk. Når man laver sådan en fond, vil det altid være politisk bestemt, hvor staten skal investere,” siger han. Han peger på, at fonden kan forsinke danske virksomheders helt nødvendig tilpasning til markedet: ”Ligesom vismændene mener jeg, at vi skal hurtigt tilbage til normaltilstanden og udfase alle hjælpeforanstaltninger.”
