Grønlands potentielle forekomster af sjældne jordarter har fået større strategisk værdi på få uger. Nye analyser fra ING, RBC og J.P. Morgan viser, hvordan Kina igen bruger sin dominerende position inden for sjældne jordarter som pressionsmiddel over for USA. Washington svarer igen med statsstøtte, direkte ejerandele, prisgarantier og en omfattende jagt på alternative forsyninger hos allierede. I det spil passer Grønland usædvanligt godt ind – men de nye analyser viser også, hvorfor mineraler i undergrunden langt fra er nok. Chefredaktør Morten W Langer tegner det nye billede for Grønlands position
Den amerikanske interesse i Grønland har fået en ny og mere konkret økonomisk dimension.
Da USA, Danmark og Grønland indgik den nye sikkerhedsaftale i september, var fokus især rettet mod amerikanske baser, Nordatlanten og muligheden for at holde Rusland og Kina ude af Grønland. Men udviklingen på råvaremarkederne siden da viser, hvorfor netop formuleringerne om udenlandske investeringer kan få stadig større betydning.
Sjældne jordarter er igen rykket direkte ind i handelskrigen mellem USA og Kina.
Kina udvidede 9. oktober sine restriktioner på eksport af sjældne jordarter og tilhørende teknologi. Donald Trump svarede med trusler om yderligere 100 pct. told på kinesiske varer og amerikanske restriktioner på eksport af kritisk software. J.P. Morgan vurderer, at der fortsat kan komme yderligere eskalation, selv om banken ikke forventer, at de maksimale toldsatser nødvendigvis bliver permanente.
Konflikten illustrerer en fundamental amerikansk sårbarhed: USA kan kontrollere nogle af verdens vigtigste avancerede chips og teknologier, men Kina sidder på en mindst lige så strategisk position længere nede i den fysiske økonomi.
Sjældne jordarter anvendes blandt andet i permanente magneter til kampfly, missiler, radarer, elbiler, vindmøller, robotter, datacentre og avanceret elektronik.
Og her er Kinas dominans massiv.
Problemet ligger ikke kun i minerne
En ny ING-analyse fra 5. oktober viser, hvorfor den vestlige udfordring er større end blot at åbne flere miner.
USA har selv betydelige forekomster af sjældne jordarter og øger produktionen. Men ifølge ING ligger de alvorligste flaskehalse længere fremme i værdikæden: separation, raffinering og produktion af permanente magneter.
ING’s konklusion er ganske kontant:
“The US supply chain remains incomplete.”
Det er afgørende for forståelsen af Grønlands rolle. At have mineralerne i undergrunden er kun første led. Råstofferne skal udvindes, separeres, raffineres og til sidst forarbejdes til komponenter, før de bliver strategisk anvendelige.
Kinas styrke er netop, at landet gennem årtier har opbygget hele denne industrielle kæde.
Det betyder også, at USA ikke realistisk kan gøre sig uafhængig af Kina fra den ene dag til den anden. ING vurderer tværtimod, at det vil tage betydelig tid, og at amerikansk produktion fortsat vil være dyrere.
Det ændrer den amerikanske strategi. Målet er ikke nødvendigvis fuld selvforsyning, men at skabe en alternativ forsyningskæde, som er stor nok til, at kinesiske eksportrestriktioner ikke kan lamme amerikansk forsvar og industri.
Det er her Grønland potentielt kommer ind i billedet.
USA går fra markedsøkonomi til aktiv industripolitik
ING beskriver en amerikansk råstofpolitik, der er langt mere interventionistisk end tidligere.
Washington giver ikke længere blot generelle subsidier. Staten er begyndt at bruge direkte ejerandele, lån, langsigtede købsaftaler og garantier for minimumspriser.
I juni indgik det amerikanske handelsministerium eksempelvis en aftale med USA Rare Earth, som inkluderer 277 mio. dollar i direkte støtte, et lån på 1,3 mia. dollar og en statslig ejerandel på 16 pct.
Forsvarsministeriet har tilsvarende investeret direkte i MP Materials og kombineret investeringen med en tiårig købsaftale på magneter og et tiårigt prisgulv på NdPr-oxid, der anvendes i permanente magneter.
USA forsøger med andre ord at gøre råstofprojekter økonomisk rentable gennem statslig risikodeling, fordi den frie markedspris ikke nødvendigvis giver virksomhederne tilstrækkeligt incitament til at konkurrere med kinesiske producenter.
Det åbner også et nyt perspektiv på grønlandske mineprojekter.
En af de historiske udfordringer ved Grønlands mineralressourcer har været økonomien: enorme afstande, manglende infrastruktur, barske klimatiske forhold og høje etableringsomkostninger betyder, at selv geologisk attraktive forekomster kan være vanskelige at gøre rentable.
Men hvis kritiske mineraler behandles som forsvarspolitik snarere end almindelige råvarer, ændres regnestykket.
Friend-shoring bliver nøgleordet
ING vurderer da også, at USA ikke kan løse problemet alene.
Bankens centrale begreb er “friend-shoring” – altså at USA opbygger forsyningskæder sammen med politisk pålidelige allierede.
ING skriver direkte, at: “Friend-shoring allows the US to secure supply more quickly and cost-effectively.”
Australien står allerede centralt. Landet har en betydelig råstofbase, næsten 90 aktive rare-earth-projekter og voksende forarbejdningskapacitet. USA og Australien har etableret et milliardpartnerskab om kritiske mineraler.
Brasilien er ligeledes rykket ind i strategien. Landet har verdens næststørste kendte reserver af sjældne jordarter, og amerikanske virksomheder er begyndt at købe sig direkte ind i brasilianske producenter.
I princippet kan Grønland passe ind i samme model.
Grønland befinder sig inden for NATO-systemet, er tæt knyttet til Danmark og EU og har potentielle forekomster af flere af de råstoffer, som Vesten ønsker alternative leverandører af.
Det er derfor ikke nødvendigt, at USA kontrollerer selve Grønland for at få strategisk værdi ud af mineralerne. En kombination af amerikansk kapital, langsigtede aftaler og et investeringsregime, som holder kinesiske selskaber ude af de mest følsomme projekter, kan være tilstrækkeligt.
RBC: Aftalen giver ikke USA mineralerne
Netop her kommer en ny analyse fra RBC Global Asset Management med en vigtig korrektion til den mere dramatiske fortælling om Trumps Grønlandsinteresse.
RBC gennemgår i sin MacroMemo fra 6. oktober den nye USA-Danmark-Grønland-aftale og spørger ligefrem, hvor meget der egentlig har ændret sig.
Konklusionen er: på det militære område mindre, end retorikken kunne give indtryk af.
USA får mulighed for at udvide den eksisterende militære tilstedeværelse og etablere yderligere faciliteter, men amerikanerne havde allerede betydelige rettigheder efter den eksisterende forsvarsaftale.
Til gengæld fremhæver RBC investeringsdelen.
Banken skriver om aftalen: “The deal does significantly obstruct the likes of China and Russia from accessing Greenland.”
Det er en vigtig nuance.
USA har ikke fået eneret på Grønlands råstoffer. Europæiske og andre accepterede investorer kan fortsat investere, og Grønland beholder selv betydelig kontrol over, hvilke projekter der realiseres.
Men Kina og Rusland får vanskeligere ved at etablere kontrol over strategisk infrastruktur eller følsomme ressourceaktiver.
Den amerikanske gevinst kan derfor lige så meget være negativ kontrol som egentlig ejerskab: USA behøver ikke selv eje alle mineralprojekter, hvis det kan være med til at sikre, at strategiske rivaler ikke gør det.
Virksomhederne kan ikke vente på Washington
ING’s analyse peger samtidig på en konsekvens, der rækker langt ud over Grønland.
Virksomheder inden for forsvar, biler, halvledere, elektronik, vindenergi og AI kan ikke længere behandle råstofforsyning som en almindelig indkøbsfunktion.
ING anbefaler virksomhederne tre ting: identificér sårbarhederne længere tilbage i forsyningskæden, omlæg sourcing til alternative leverandører og investér selv i mere robuste forsyningsstrukturer.
Det kan indebære, at virksomheder accepterer at betale en højere pris for mineraler og magneter produceret uden for Kina. Det kan også indebære større lagre og langsigtede aftagerkontrakter med nye producenter.
Det er endnu et vigtigt skifte.
Årtier med globalisering gjorde laveste pris til hovedmålet. Den nye model lægger større vægt på forsyningssikkerhed – selv hvis det koster mere.
For potentielle grønlandske projekter kan netop betalingsvilligheden blive afgørende. Højere produktionsomkostninger er mindre problematiske, hvis amerikanske eller europæiske aftagere er villige til at betale en sikkerhedspræmie.
Europa er på vej i samme retning
USA er ikke alene.
BNP Paribas fremhæver i en ny analyse fra 12. oktober, at EU netop har lanceret en ny pakke med 46 strategiske projekter inden for udvinding, forarbejdning og genanvendelse af kritiske råstoffer i 16 EU-lande.
Målet er direkte at reducere afhængigheden af Kina. Samtidig har EU forhandlet sig frem til lettere adgang til kinesiske rare earths og magneter gennem en særlig fast-track-ordning.
Europa kører altså en dobbelt strategi: sikre de kinesiske leverancer på kort sigt – og reducere afhængigheden på længere sigt.
Det kan på længere sigt øge konkurrencen mellem USA og Europa om de samme alternative råstofkilder.
Grønland er i den forbindelse en særlig case. Landet står politisk og sikkerhedspolitisk tæt på både USA og Europa, samtidig med at Grønland selv kontrollerer sine råstoffer.
Det giver Nuuk en potentielt stærkere forhandlingsposition.
Kina har stadig det stærkeste kort
Trods de mange amerikanske initiativer bør betydningen af den nye strategi heller ikke overvurderes.
ING vurderer, at USA næppe udfordrer Kinas globale dominans foreløbig. Nye miner tager lang tid at etablere, og endnu vanskeligere er det at genskabe den industrielle knowhow og kapacitet inden for separation og magneter.
J.P. Morgan beskriver den aktuelle relation mellem USA og Kina som en form for gensidig sårbarhed.
USA sidder på afgørende avanceret halvlederteknologi. Kina sidder på kritiske mineraler og magneter. Begge lande kan derfor påføre den anden betydelig skade, men begge har samtidig en interesse i at undgå en fuldstændig afkobling.
Det er også forklaringen på, at sjældne jordarter nu igen befinder sig midt i handelsforhandlingerne.
Men over tid arbejder begge lande på at reducere deres sårbarhed.
Kina forsøger at blive mindre afhængig af amerikanske chips. USA forsøger at blive mindre afhængig af kinesiske mineraler.
Det betyder, at jagten på alternative råstofkilder ikke forsvinder, selv hvis Trump og Xi endnu en gang indgår et midlertidigt kompromis.
Grønlands værdi er derfor steget
De nye analyser ændrer ikke konklusionen om, at det kan tage mange år, før store grønlandske miner kommer i produktion.
Men de ændrer den økonomiske ramme omkring projekterne.
USA er nu villig til at stille statslig kapital til rådighed, købe direkte ejerandele, garantere minimumspriser og indgå tiårige købsaftaler for at skabe alternative forsyningskæder.
Samtidig bliver kinesisk kontrol med eksporten af sjældne jordarter igen brugt som geopolitisk forhandlingsmiddel.
Det betyder, at den strategiske værdi af en forekomst ikke længere alene kan måles på, om den kan producere billigere end en kinesisk mine.
Spørgsmålet bliver i stigende grad, hvad det er værd ikke at være afhængig af Kina.
Og netop dér kan Grønlands store, men vanskeligt tilgængelige råstofpotentiale få en helt anden økonomisk betydning.
USA har ikke fået kontrollen over Grønlands mineraler gennem septemberaftalen. Men landet har fået et stærkere sikkerhedspolitisk værn mod kinesiske og russiske investeringer samtidig med, at Washington pumper stadig mere kapital ind i alternative råstofforsyninger.
Jo mere Beijing bruger sjældne jordarter som pressionsmiddel, desto mere værdifulde bliver de alternative muligheder.
Det er den udvikling, der på ganske få uger har gjort Grønland endnu mere interessant for Washington.
Pr. mdr.
349 kr.
Få straks adgang til denne artikel og alle andre artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
