Store pengetanke kan få konglomerat-problem

Artikelserie om de store danske pengetanke: De store fondes og rige familiers holdingselskaber ligner i stigende grad konglomerater. Dermed kan de også rammes af konglomeraternes klassiske problemer, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen.

De fleste af de store pengetanke, fonde og familiers holdingselskaber, vil nødig kaldes konglomerater. I årsrapporten for A.P. Møller Holding står det direkte: Selskabets portefølje udgør ikke et konglomerat. Gruppen af virksomheder vil ”benefit from being part of the A.P. Moller Group, which encompasses a deep network of talent and knowhow, but is based on a structure of independent companies, and not a corporate conglomerate.”

Nu er det altid interessant, når en person eller en institution finder det nødvendigt at understrege, hvad vedkommende ikke er. Tanken – at adm. direktør Robert M. Uggla er ved at gøre holdingselskabet til et konglomerat – ligger ellers lige for: Han har indledt en investeringspolitik, der er mere aktivistisk, med oprettelse af nye aktiviteter og køb af virksomheder i nye brancher, end den er i de fleste af de andre store pengetanke, som Novo Holding, Lundbeckfond Invest, William Demant Invest, Kirkbi og Augustinus Fabrikker. Også den aktive indsats med udskiftninger i bestyrelse og direktion i porteføljeselskabet Danske Bank antyder en hands-on, konglomerat-agtig ledelse.

TÆT PÅ ELLER LANGT FRA KERNEN?
Især Novo Holdings og William Demant Invest udmærker sig ved at koncentrere deres virksomheds-investeringer i samme branche som kerneaktiviteten, altså i hvad Novo Holdings kalder Life Science og William Demant Invest kalder MedTech.Netop Novo Holdings og William Demant Invest, er også dem af pengetankene, der bedst har formået at øge deres formue i 2019.

Selv om denne udvikling kun er tydelig for et enkelt år, så antyder den en grundlæggende risiko. Satsningen i nye brancher bliver ofte til et kostbart eventyr for de pengestærke holdingselskaber, der mest udpræget, ligesom et konglomerat, forsøger at sprede investeringerne.

Risikerer virksomheder som A.P. Møller Holding nu at gentage de fejltagelser, som andre holdingselskaber har begået? Store pengestrømme, der er tilflydt fonde og deres holdingselskaber, er ofte blevet brugt til ambitiøse investeringsprojekter, som er slået fejl. Blot nogle få eksempler:

Ejerselskaberne bag Skandinavisk Tobakskompagni forsøgte at bruge de store pengestrømme fra tobakskompagniet til at konsolidere bl.a. danske producenter af kontormøbler, landbrugsmaskiner og installationsvirksomheder. Det medførte betydelige tab.

Gennem holdingselskabet Sophus Berendsen brugte Elsass Fonden i sin tid pengestrømmene fra det britiske datterselskab Rentokil til at opbygge store virksomheder inden for hydraulik- og it-komponenter samt tekstilservice. Det medførte også betydelige tab.

Lauritzen-fondens J. Lauritzen Holding forsøgte i sin tid at sprede aktiviteterne til bl.a. krydstogtvirksomhed og borerigge. Det kostede også dyrt.

HISTORIEN KAN GENTAGE SIG
I de seneste år er det heller ikke ubetinget gået godt, når de store pengetanke har investeret langt fra kerneaktiviteterne: Når Kirkbi bliver stadig rigere, skyldes det især den stadige strøm af enorme udbytter fra Lego. Investeringerne i virksomheder i andre brancher – som i ISS, Nilfisk – har givet tab, i hvert fald foreløbigt.

Lundbeckfond Invest har bevæget sig langt uden for pharma-branchen med investeringer i Falck og FLSmidt – foreløbig også med massive tab til følge.

Det er naturligvis fristende for holdingselskabernes ledelser at søge væk fra udgangspunktet for at satse på lovende vækstsektorer og spændende virksomheder. Det var også den centrale tanke bag fortidens mange konglomerater: At udvalgte ledelseseksperter bedre end markedet kan lede investeringer hen til de virksomheder, der kan give bedst afkast. Men at slå markedet med én virksomhed i en branche er hårdt nok. At man skulle kunne gøre det i mange forskellige brancher er ikke umuligt, men generelt vanskeligt og heller ikke særlig sandsynligt.

I dag ønsker pengetankene, med deres stadig flere opkøb af kontrollerende aktieposter i selskaber i forskellige brancher, næppe at skabe konglomerater i traditionel forstand. De risikerer alligevel at få de klassiske konglomerat-problemer.

De rigeste fondes og familiers holdingselskaber råder i dag over langt større beløb end fondene i de ovennævnte historiske eksempler.