Det er tydeligvis kostbart at være rivaliserende supermagter, og det vil i sig selv lægge en dæmper på udbrud af store konflikter. Selvom man naturligvis skal være forsigtig med at spå om fremtiden, så er der ingen tvivl om, at en af de fundamentalt stabiliserende faktorer i det amerikansk-kinesiske forhold er, at ingen af dem har råd til at risikere, at en egentlig krig bryder ud. Begge landes uholdbare statsgæld har så at sige etableret en form for gensidig finansiel destruktionsrisiko, ingen har interesse i at teste, skriver Jacob Funk Kirkegaard, senior fellow ved tænketanken Bruegel og Peterson Institute For International Economics (PIIE).
I europæisk historie udviklede den moderne stat sig gradvist som en direkte følge af kongers og fyrsters behov for at rejse penge til at føre krige imod deres naboer. Krig har altid krævet finansiering og derfor behøvet et skatteindkrævende bureaukrati. Regenter med adgang til at låne penge – typisk den britiske krone – havde oftest store fordele på slagmarken.
Derfor har det også potentielt meget store geopolitiske konsekvenser, at verdens to store supermagter i dag står med hastigt stigende gældsproblemer. Der er allerede konkrete økonomiske begrænsninger på stormagternes evne til at agere, som den type stater traditionelt har gjort igennem historien.
IMF’s seneste halvårsrapport viser tingenes sande tilstand: USA’s offentlige gæld forudses i 2029 at overgå Italiens – og fortsætte med at stige til 145 pct. af BNP om blot fem år i 2031. Samme år tangerer Kina den franske statsgæld på 122 pct. af BNP. Hvis man i regnestykket indregner Kinas statsdirigerede investeringsfonde og local government financing vehicles (LGFVs), vil Kinas samlede gæld i 2030 være over 150 pct. af BNP.
Kinas samlede nationale gæld i den ikke-finansielle sektor inkluderende denne fra både regeringen, firmaer og husholdninger toppede i 2025 300 pct. af BNP, hvilket er næsten uhørt for et land med et BNP på stadig ”kun” omkring US$14,000/capita (ca. 15 pct. af Danmark).
Kina kan dermed ikke forvente at generere holdbar vækst i fremtiden via endnu mere kredit, ligesom statens muligheder for fortsat at implementere Xi Jinpings nye højteknologiske investeringsplaner gradvist indskrænkes.
Landet vil simpelthen være finansielt afskåret fra nye meget store finanspolitiske stimuli eller yderligere dirigeret långivning fra de store statslige banker. Kina er i dag næsten fuldstændigt afhængigt af eksportdrevet vækst, som har de mest direkte geopolitiske implikationer, ikke mindst i forholdet til Taiwan.
Et land, som reelt er totalt afhængigt af international handel, vil med stor sikkerhed tænke sig om en ekstra gang, inden man kaster sig ud i en militær aktion eller flådeblokade af Taiwan, da sådanne handlinger er garanteret at kaste den globale økonomi ud i en dyb krise.
Taiwan er hjørnestenen i verdens halvleder-, hardware- og techsektor, og Det Østkinesiske Hav er en af verdens mest trafikerede fragtruter, og landet er simpelthen for vigtigt for resten af verden, som jo heldigvis også er netop Kinas helt nødvendige eksportmarkeder.
Nuvel, chancen for et fremtidigt kinesisk overgreb på Taiwan er ikke nul, men det er vigtigt, at Kinas skrøbelige, stærkt gældsatte og eksportafhængige økonomi mindsker denne risiko betydeligt.
For et land, som tidligere i år startede endnu en nytteløs krig i Mellemøsten, kan finanspolitiske hensyn synes langt væk. Ikke desto mindre er Donald Trumps krig mod Iran allerede direkte påvirket heraf, og ikke mindst krigens efterspil vil være direkte dikteret af USA’s rekordstore statsunderskud.
USA’s militære tilstedeværelse i Mellemøsten er baseret på en lang række amerikanske baser i Bahrain, Qatar, UAE, Saudi-Arabien, Jordan og Kuwait. Disse baser er imidlertid designet og bygget med den forudsætning, at USA altid sikrer total luftoverlegenhed. Som Iran-krigen har vist, er dette ikke længere tilfældet, og CENTCOM har ikke været i stand til at beskytte disse baser mod iranske drone- og missilangreb.
USA har derfor nu valget mellem at bruge dusinvis af milliarder af dollars på at genopbygge sine regionale baser med forstærkede bunkere som beskyttelse mod iranske angreb eller trække sig ud. Kongressen, som nu er domineret af demokrater, vil næppe bevilge så mange penge til det formål, hvorfor Pentagon reelt ikke har andre muligheder end at lukke baserne.
Stigende gældsætning af verdens supermagter vil ikke gøre krige umulige, men mindske risikoen for, at de slås med hinanden, angriber deres naboer eller fortsat har masser af tropper i verdens mellemøstlige brændpunkt.
Jacob Funk Kirkegaard
Pr. mdr.
349 kr.
Få straks adgang til denne artikel og alle andre artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
