Styrker “forandringsledelse” populismen?

Nigel Farage, en central figur bag Brexit, tænker nu over en målrettet kampagne, der også kan få Danmark ud af EU.

Dermed kan de populistiske vinde komme til at true dansk erhvervsliv endnu mere. Spørgsmålet er: Hvordan kan erhvervslivet selv bidrage til at skabe mere stabilitet, tryghed og tillid i befolkningen?

Nigel Farage, der hjalp godt til med at få Storbritannien ud af EU, overvejer nu en målrettet indsats for også at få Danmark ud. Farage, den hidtidige chef for UK Independent Party (UKIP), kan snart tage dette initiativ i samarbejde med sin nære samarbejdspartner og sponsor Arron Banks. Det fremgår af et interview med Arron Banks på det amerikanske internet-medie Politico.com. Arron Banks mener, at der ikke mindst i Danmark og Frankrig kan være god grobund for en velorganiseret populistisk ud af EU-kampagne. Og det bør udnyttes. Hvor langt de to kommer med deres initiativ, og om de kan få succes med det, vil vise sig. Men risikoen er der. Opbakningen til EU er solid, men ikke overvældende i Danmark. Også her er der risiko for et uventet ryk i populistisk retning, i tilfælde af overraskende nye flygtningestrømme eller andre fænomener, der får flere til at føle sig usikre. Danske Banks topchef Thomas Borgen har i et interview i Jyllands-Posten vendt sig imod en lettelse af topskatten. Forklaringen er, at selv om lettelsen vil være åbenlyst fordelagtig for økonomien, så kan den give mange mennesker en følelse af, at de bliver uretfærdigt behandlet, og føre til mere splittelse i befolkningen.

Om Thomas Borgen har ret i den argumentation er spørgsmålet. Men han har demonstreret, at han tager faren for mere utryghed, utilfredshed og dermed populisme i befolkningen alvorligt. Og dermed at han erkender en efterhånden betydelig risiko for dansk økonomi og erhvervsliv.

Måske skulle erkendelsen i erhvervslivet gå endnu videre. For er det ikke konkrete beslutninger i de enkelte virksomheders bestyrelser og ledelser om at udflytte produktion, om at fyre, om at kræve stadig mere omstillingsparathed, om reelt at øge lønforskellene i virksomhederne, som har bidraget til at skabe den utryghed, som præger mange lande i den vestlige verden?

Man kan påstå, at der reelt ikke var alternativer til disse beslutninger, at de var nødvendige, hvis virksomhederne skulle overleve og tiltrække gode ledere. Og den påstand har man nok i de fleste tilfælde ret i. Men at beslutningerne også har haft negative konsekvenser, og at en af disse konsekvenser er, at mange mennesker føler sig mere utrygge og mere fristede af populistiske løsninger, virker samtidig meget sandsynligt.

Utrygheden kan være yderligere fremmet af den ledelsesretorik, der ofte har ledsaget initiativerne. Ledelsernes insisteren på, at al ledelse skal være “forandringsledelse,” at “forandring er den eneste konstant,” at “plejer” er død, og det i den virkelige verden umulige (og derfor stressende) krav om, at medarbejdere skal være “konstant forandringsparate” tilsammen har skabt en fornemmelse af permanent undtagelsestilstand i de virksomheder, som udsættes for retorikken.

Netop denne fornemmelse er selvfølgelig et magtinstrument, et ledelsesredskab, i sig selv. Det berømte udsagn “suveræn er den, der bestemmer over undtagelsestilstanden,” tillægges den tyske jurist og højreorienterede politiske tænker Carl Schmitt. Ved at skabe fornemmelse af en nødvendig undtagelsestilstand, af at intet er varigt eller stabilt, udvider lederen sit umiddelbare råderum. En tidligere chef for Thomas Borgens bank skabte i praksis denne fornemmelse, ved hvert andet år at rokere rundt på sit hold af ledere på en tilsyneladende (også for lederne) uforudsigelig måde. Det er tænkeligt, at lederstrukturen i banken i dag er mere stabil. Men i mange virksomheder er dette i dag, stadig blot en af mange metoder, der kan bruges til at skabe indtryk af permanent undtagelsestilstand i hele organisationen.

Det er ikke en urimelig påstand, at ikke blot de nødvendige omlægninger, men også de mere tvivlsomme ledelsesmetoder, som man i en del virksomheder anvender, har bidraget til at skabe en stemning af utryghed i dele af befolkningen.

Derfor er det på tide, at flere erhvervsledere, ligesom Thomas Borgen, tænker nærmere over, hvad de kan udrette mod den trussel, som populismen i dag udgør mod frihandel, mod international samfærdsel og mod indtjening i virksomhederne – og i øvrigt for at forhindre at Nigel Farage kan få succes i Danmark. Omend de ikke nødvendigvis vil nå til samme konklusion som Borgen.

Virksomhederne skal selvfølgelig ikke holde op med at forandre sig. Men man kunne overveje, om virksomhederne ikke – ved for eksempel at skrue ned for den hidsige forandringsretorik og for hektiske, symbolske “forandrings”-initiativer – kan blive bedre til at overbevise både medarbejderne og samfundet om, at ændringerne er forudsætningen for at vi kan opnå det, som så mange mennesker ønsker.

læs hele udgivelsen her

Morten A. Sørensen