BørsmæglerRating 2021, obligationer: Selv om det forløbne år har været meget begivenhedsrigt for obligationsmæglerne, ligner ranglisten stort set den fra sidste år. Sydbank vinder dog endnu mere klart i år. Markedet blev tryktestet i foråret, og konklusionen er, at processer indarbejdet efter finanskrisen bestod prøven.
Ud fra de nøgne resultater i Økonomisk Ugebrevs årlige BørsmæglerRating for obligationsmæglerne skulle man tro, at 2020 har været et godt, men stilfærdigt år. Sydbank vinder igen med et lidt større forspring end sidste år. Og Sydbank overtager tillige førstepladsen efter den alternative opgørelsesmetode, hvor der beregnes en samlet karakter som et vægtet gennemsnit af de specifikke karakterer. Ellers er der kun sket ubetydelige ændringer siden sidste år.
Som bekendt er der sket en hel masse i det forløbne år. I årets tidlige måneder måtte mæglerne lægge deres arbejdsrutiner om for at minimere risikoen for, at medarbejderne blev smittede. Det var ikke blot en sundhedsmæssig udfordring, men også et spørgsmål om at sikre, at man kunne betjene kunderne og var klar til at handle. På samme tid var markedet på det mest volatile, man har set siden finanskrisens mest hektiske dage i efteråret 2008.
Der faldt snart ro på igen. Men også resten af året har budt på faglige udfordringer. Med de statslige hjælpepakker følger store obligationsudstedelser, og analytikerne skal også forholde sig til, i hvilken grad den enorme pengeudpumpning skaber risiko for høj inflation, og om der er tilstrækkeligt med købere til at aftage alle de nye statsobligationer.
Spørger man rundt i markedet, er det de færreste, der husker volatiliteten i foråret som meget bekymrende. Måske spiller det ind, at man i bakspejlet kan se, at selerne holdt, når det kom til stykket, og at der siden er flydt meget vand gennem åen. Men som Jan Sass Kindberg, chef for fixed income sales Danmark i Nordea, bemærker, kan man under alle omstændigheder konstatere, at praksis og rutiner, der er blevet indført i lyset af finanskrisen, bestod deres hidtil største test.
”Den læring, vi fik under finanskrisen, har gjort, at markedet er blevet mere resistent. Man er hurtigere til at reagere og ved, hvad man skal gøre for at sikre likviditet og balance i markedet. Vi så nogle meget store bevægelser i markedet, men der kom også hurtigt ligevægt i det. Hr. og fru Danmark skal have deres lån hjem, corona eller ej, og realkreditinstitutterne bliver ved med at udstede obligationer. Som helhed håndterede markedet det godt, og der vil jeg både rose kunder, konkurrenter og os selv. Vi har lært, hvordan vi hurtigt kommer tilbage til det normale, og noget tyder på, at det også gælder på aktie- og derivatmarkederne,” siger Jan Sass Kindberg.
Som nævnt forhindrede uroen ikke Sydbank i at tage ratingens førsteplads for andet år i træk. Banken har med succes opbygget et stabilt hold, som kender kunderne og forstår deres individuelle behov.
”Sidste år var første gang, vi røg helt til tops, men vi kan da allerede nu konstatere, at glæden bestemt ikke bliver mindre af at opleve det igen. I en direkte duel med så kompetente konkurrenter er det vel fair at sige, at Sydbank ikke naturligt hører til på en førsteplads. Og det er da en ekstra fjer i hatten, at vi scorer højt på de områder, som kunderne og vi selv anser som vigtige – såsom skarpe priser, daglig rådgivning og sparring og skriftlige analyser af obligationsmarkedet,” siger afdelingsdirektør Bjarke Nissen Friedrichsen.
Sten Thorup Kristensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.