Erhvervsministeriets rapport om finansielle supermarkeder beskriver klart, hvilke store ulemper der kan være for forbrugere: At de betaler for meget for service og ydelser i deres bank. Løsningen er, at finansielle supermarkeder pålægges at have produkter fra flere forskellige udbydere på hylderne, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne kommentar.
I Erhvervsministeriets nye rapport om finansielle supermarkeder oplyses det, at ”rådgiverne ser således størst behov for rådgivning på de områder, hvor de i størst omfang henviser kunderne til koncernforbundne udbydere eller udbydere, som pengeinstituttet har en formidlingsaftale med. Det kan indikere, at pengeinstitutterne videreformidler kunder til samarbejdspartnere, uden at der sker nogen særlig konkurrenceudsættelse af de valg, kunden træffer. I en sådan konstruktion er der en risiko for, at kunderne kun i begrænset omfang tager kritisk stilling til, om det produkt, de køber, bedst matcher deres behov til den bedste pris.”
Store ulemper for kunderne
Med andre ord skriver Erhvervsministeriet, at der kan være store ulemper for kunderne ved at handle i finansielle supermarkeder, fordi de betaler for meget. Bl.a. fordi bankens ”rådgivere” kun oplyser om deres egne hyldevarer, også hvis andre udbydere har billigere eller bedre produkter.
I rapporten oplyses også, at ”de fleste forbrugere køber finansielle ydelser på tilstødende markeder gennem deres primære pengeinstitut. Mere end 90 pct. af de bankkunder, der både har et realkreditlån og en privattegnet pensionsordning, har mindst ét af disse produkter gennem deres primære pengeinstitut, mens mere end halvdelen har begge produkter gennem deres primære pengeinstitut. Resultaterne indikerer, at de fleste bankkunder følger den rådgivning, som de får fra deres bankrådgiver, og at de således køber deres finansielle produkter hos udbydere, som pengeinstituttet enten har en formidlingsaftale med eller er koncernforbundet med.”
Finansielle supermarkeder indebærer stordriftsfordele, som gavner selskabernes aktionærer, men for kunderne er det en ulempe. I et almindeligt supermarked har kunderne et stort udvalg inden for en given varegruppe. Eksempelvis er der ofte fire-fem forskellige slags cornflakes fra forskellige leverandører på hylderne i forskellige kvaliteter og priser. Men sådan er det ikke i finansielle supermarkeder.
Finansielle supermarkeder har, udover bankprodukter, også realkredit, pension, investering og forsikring. Og måske også ejendomsformidling. Men de enkelte produktkategorier leveres af én bestemt leverandør, eller fra banken selv. Så det er normalt kun én realkreditudbyder, én pensionsudbyder og én boligmægler.
Konkurrencen kunne hjælpes på vej, hvis der stilles nye skrappe krav til banker, der vil være finansielle supermarkeder: Effektiv konkurrence i de finansielle supermarkeder kan genetableres ved at følge eksemplet fra almindelige supermarkeder. Det vil sige, at de skal have produkter fra forskellige udbydere på hylderne.
Konkurrencestyrelsens rapport viser, at ni ud af ti kunder i et finansielt supermarked (typisk en bank) vælger at tage det realkreditlån, som de bliver tilbudt i det finansielle supermarked af bankens eneleverandør.
Uheldige incitamenter
Det indebærer, at det ikke kan svare sig for eksempelvis Jyske Bank at reducere bidragssatserne på deres realkreditlån, idet de stor set ikke vil tiltrække nye låntagere, og samtidig lider et stort indtægtstab på deres eksisterende kunder. I det aktuelle system har ingen realkreditinstitutter tilskyndelse til at konkurrere på bidragssatsen.
I Konkurrencestyrelsens rapport om bankkonkurrencen, omtalt her, oplyses det, at ”for kunderne kan der være forskellige fordele ved at samle sine finansielle produkter hos én udbyder. Samproduktionsfordele kan føre til lavere priser, navnlig hvis konkurrencen er effektiv. Det kan også være nemmere og mere overskueligt at være bankkunde, når man kan gå ind i én bank og købe alle relevante finansielle ydelser samme sted.”
Ordlyden er interessant, fordi det påpeges, at fordelene forudsætter, at der er tale om effektiv konkurrence. Men Konkurrencestyrelsen har de seneste år netop konkluderet i dybdeborende analyser, at konkurrencen er mangelfuld inden for både realkredit, pension, salg af investeringsbeviser og betalingsformidling. De omtalte sparede søgeomkostninger kan altså i sidste ende vise sig at være meget dyrt betalt af kunderne.
Morten W. Langer
