Krigen i Syrien har i de seneste år været en humanitær katastrofe med hundredtusindvis af dræbte og millioner af flygtninge som følge. Nu er situationen imidlertid i fare for at eskalere yderligere til en decideret regional krig mellem Tyrkiet, Iran og Israel, alt imens Rusland og USA er begyndt at skyde direkte på hinandens proxy-hære ved fronten. Deciderede skudvekslinger mellem NATO-landende USA og Tyrkiet kan heller ikke længere udelukkes. Denne eskalering sker af flere årsager, men der er dog ikke nogen stor risiko for en pludselig ny flygtningestrøm til Europa, skriver Jacob Kirkegaard fra The Peterson Institute for International Economics i denne kommentar.
Det står nu helt klart, at den syriske regering, med støtte fra Iran og Rusland, er opsat på militært at vinde borgerkrigen i Syrien. Derfor bomber man nu barbarisk det østlige Ghouta, på trods af at området i princippet er en af Ruslands ”de-eskaleringszoner”, og der er næppe tvivl om, at et militært angreb a la det østlige Aleppo i slutningen af 2016 er nært forestående. Det synes blot et spørgsmål om tid, før Assad-styret kvæ-ler de sidste oprørslommer rundt om i landet, og herunder tilbageerobrer den nordøstlige Idlib-region.
En militær sejr for Assad, Iran og Rusland vil øge det militære pres på Israel ganske betragteligt, da det vil placere Hezbollah og andre iranske militsstyrker på den syriske side af Golan-højderne. Hvorvidt dette er strategisk acceptabelt for Israel er et åbent spørgsmål, for det er nemt at forestille sig, at Hezbollah og Iran kunne finde på at starte en ny påstået ”modstandskrig i palæstinensernes navn” mod Israel, hvis f.eks. Israel unilateralt annekterede de dele af Vestbredden, hvor de jødiske bosættelser ligger. Da det ikke vil være muligt for Israel militært at smide Hezbollah og Iran ud af Assads Syrien – da han jo skylder dem sin sejr i borgerkrigen – er det dog ikke umiddelbart klart, hvordan en sådan konflikt vil kunne afsluttes.
Dernæst har den velkomne militære sejr over Islamisk Stat bragt primært Tyrkiet i en ny strategisk kattepine. Den sejrrige irakiske regering er nu – ironisk nok – militært støttet af både USA og Iran, mens amerikanske og andre vestlige specialstyrker også har været afgørende for de kurdiske gruppers overtagelse af Raqqa og resten af det nordøstlige Syrien. Set fra Erdogans Ankara betyder det, at Tyrkiet nu i stigende grad er omringet af autonome og militært styrkede kurdiske områder, med direkte indvirkning på den simrende interne tyrkisk-kurdiske borgerkrig. Erdogan har nu invaderet den kurdisk kontrollerede Afrin-provins i det nordlige Syrien, dels for at styrke sin hjemlige nationalistiske profil, og ikke mindste for at signalere til USA, at en permanent amerikansk støttet autonom kurdisk region i det nordlige Syrien er uacceptabelt. Der er ingen amerikanske tropper i Afrin, men hvis Tyrkiet vælger også at angribe kurderne i Manbij-regionen, synes en konfrontation med USA uundgåelig, da amerikanske specialtropper er udstationeret her og givet vil blive militært beskyttet af det amerikanske luftvåben. I hvert fald har Pentagon signaleret, at man vil forsvare sig selv og sine kurdiske allierede mod alle angreb. Og da Assad og russiske lejetropper fra Wagner angreb kurdiske positioner i Der Ezzor-regionen for et par uger siden, kom det amerikanske luftangreb prompte – med op imod 200 døde og sårede syriske og russiske lejetropper til følge.
Rusland forsøger helt klart at bruge tyrkernes had til kurderne til at drive USA ud af Syrien, men nok så vigtigt også strategisk til at splitte NATO. Nu er den syriske regering og dens iransk støttede militser så gået ind i Afrin for at støtte kurderne mod Tyrkiet (og for at vinde yderligere en del af Syrien tilbage), hvilket givet vil gøre det vanskeligere for Erdogan at indtage Afrin og potentielt udgør en politisk trussel mod ham hjemme i Tyrkiet.
Da Tyrkiet i dag er på kant med USA på en række andre områder, kan det ikke længere helt udelukkes, at Erdogan vil gå hele vejen i sin nye anti-amerikanske linje og rent faktisk militært angribe kurdiske og amerikanske tropper i det nordlige Syrien.
Det eneste, der dog synes givet, er, at disse nye kamphandlinger på den tyrkisk-syriske grænse ikke vil give nogen ny flygtningestrøm til Europa via Tyrkiet. I modsætning til situationen frem til 2016 er den tyrkisk-syriske grænse i dag stort set lukket med en mur og voldeligt patruljeret af det tyrkiske militær og politi, da Tyrkiet i dag jo dels er i krig i det nordlige Syrien og dels forsøger at slå en hjemlig kurdisk modstand ned.
