Er ATP og flere store danske pensionskasser med købet af TDC på vej til at udnytte en monopollignende position i den danske bredbånds infrastruktur? Eksperter frygter, at kæmpe investeringer i infrastrukturen, der slet ikke er brug for, vil tvinge myndighederne til at øge de lovregulerede infrastruktur-priser ganske markant. TDC’s bestyrelsesmedlemmer er tydeligvis skeptiske – til kritiske – over for investorgruppens planer.
TDC’s snart afgående bestyrelsesformand Pierre Danon er tydeligvis stærkt kritisk over for den strategi, som de nye ejere, blandt andet ATP, PFA og PKA, har proklameret for fremtidens TDC. Grundlæggende handler den nye strategi om at skabe TDC i et selvstændigt infrastrukturselskab, og dermed skille alle indholdsforretninger, herunder kabeltv, fra. I fagsproget kaldes det strukturel separation.
I den redegørelse, TDC’s bestyrelse har leveret som svar på købernes tilbudsdokument, hedder det blandt andet, at ”bestyrelsen vurderer, at implementeringen af en yderligere juridisk opdeling af de danske enheder i TDC, som det er sket i nogle af de lande, Tilbudsgiver henviser til, vil være forbundet med ikke uvæsentlige kommercielle og operationelle risici, da denne model ikke er blevet afprøvet eller anvendt i stor udstrækning.”
UBESVAREDE SPØRGSMÅL
Økonomisk Ugebrev har forsøgt at finde ud af, hvorfor TDC’s bestyrelse vurderer, at købernes strategi er forbundet med ”ikke uvæsentlige kommercielle og oprationelle risici.” Økonomisk Ugebrev har stillet spørgsmål herom direkte til bestyrelsesformand Pierre Danon. Men han har ikke ønsket at svare på spørgsmålene, som kan læses her i fuld længde. Til gengæld virker det ikke som om, at han har meget til overs for købernes valgte strategiske plan. På den netop afholdte generalforsamling gennemgik han TDC’s udvikling de seneste år. Og han kaldte det planlagte opkøb af MTG Group for en fremragende investering for TDC. Her sagde han blandt andet, at ”det danske bredbånds-infrastruktur er i god form, at den fortsat vil kunne udvikles inden for de nuværende rammer for TDC.”
Læs også: Opkøbstilbud på TDC rejser byge af spørgsmål
”Vi vil ikke sige noget om, hvad vi synes om købernes planer. Vi skal tænke på vores aktionærer, som fik en rigtig god pris. Med MTG-opkøbet var TDC blevet the champion i Skandinavien for indhold og videounderholdning. På grund af betaling for MTG med aktier havde tilkøbet været cash flow-positivt fra første dag, ikke mindst fordi indhold er en meget lønsom forretning. Det havde også været godt for Danmark. Tiden vil vise, om købernes plan er god plan for Danmark,” sagde Pierre Danon.
Investorgruppen skriver i tilbudsdokumentet om den planlagte strategi med en strukturel separation følgende: ”Tilbudsgivers støtter TDC ledelsens løbende tiltag for at øge tredjemands udnyttelse af dets fastnet infrastruktur (til eksempel for coaxogfiber sommeddelt af TDC i løbet af 2017). Tilbudsgiver har til hensigt at accelerere denne udvikling og følge andre internationale erfaringer (til eksempel i Storbritannien, Singapore, Tjekkiet, Australien ogNewZealand) ved at separere TDCs netværksaktiver ud i en ny separat ledet enhed, og drive denne enhed uafhængigt.”
KUN NEGATIVE FORTILFÆLDE
Teleeksperter, Økonomisk Ugebrev har talt med, udlægger denne formulering således, at investorgruppen forsøger at sælge en strategi ind, som om den angiveligt allerede skulle give succesfulde resultater i andre lande. Økonomisk Ugebrev har kortlagt, hvad der er op og ned på denne påstand, medhjælp fra teleeksperter og udenlandske analyser og avisartikler.
Læs også: TDC tager sin fremtid i egen hånd med MTG-opkøb
Faktum er, at der stor set kun er negative oplevelser med ren strukturel separation i andre landes teleselskaber, ikke mindst i UK, Australien og New Zealand. At TDC’s bestyrelse i sin redegørelse til aktionærerne skriver, at ”denne model ikke er blevet afprøvet eller anvendt i stor udstrækning” er i realiteten en meget venlig udlægning af de foreløbige erfaringer i de nævnte lande.
De foreløbige erfaringer med strukturel separation i andre lande er grundlæggende, at der på grund af mangelfuld konkurrence ikke foretages de nødvendige investeringer i opgradering af infrastrukturen. Netop fordi der kun er en enkelt stor landsdækkende aktør. Dette problem er opstået i flere af de lande, som har indført strukturel separation i teleinfrastrukturen, og hvor der kun har været en enkelt infrastrukturudbyder.
Der har simpelthen ikke været det nødvendige konkurrencepres for at opgradere infrastrukturen. Brancheeksperter påpeger over for Økonomisk Ugebrev, at samme problem kan opstå i Danmark, da investorgruppen planlægger at samordne og drive én samlet landsdækkende infrastruktur, i samarbejde med energiselskaberne, så der ret beset kun et én udbyder af bredbånds-infrastruktur.
Hertil kommer, at ATP og de store danske pensionskasser planlægger en udbygning af den danske infrastruktur, som der hverken er lønsomhed i eller behov for. I købernes tilbudsdokument hedder det, at “tilbudsgiver støtter regeringens mål om, at alle husstande i 2020 bør haveadgang til bredbånd med en mindste downloadhastighed på 100Mb/s og anerkender det bidrag, som TDC yder for at opfylde dette mål. Det er dog Tilbudsgivers vision, at den danske telekommunikationsbranche har som målsætning at overgå regeringens mål, således at alle husstande i midten af 2020’erne får adgang til bredbåndshastighed på 1Gb/s.”
MANGLENDE EFTERSPØRGSEL
Problemet er, at danskerne slet ikke efterspørger så stor bredbåndskapacitet, og at en så voldsom udbygning af kapaciteten vil betyde, at TDC’s infrastrukturforretning med de aktuelle slutbrugerpriser bliver en gigantisk underskudsforretning. Da TDC’s infrastrukturpriser er reguleret af myndighederne, er der ifølge eksperter overhængende risiko for, at TDC’s ejere blot vil lobbye sig politisk til at få øget de regulerede priser, for at få dækket underskuddet. I dag har hovedparten af danskerne ikke brug for mere end 100 Mbit/s i bredbånd, med mindre de er hardcore-gamere. Og desuden er der ingen betalingsvilje til de meget høje hastigheder.
Faktum er, at 25 procent af alle danske husstande og virksomheder i 2010 havde adgang til en 100 Mbit/s forbindelse, men kun 4 procent købte én. I 2016 havde 88 procent af alle husstande adgang til en 100 Mbit/s forbindelse, men kun 14 procent købte én. Det er altså billedet, samtidig med at de nye ejere af TDC vil udbygge infrastrukturen til alle husstande til 1 Gbit/s-forbindelser. Debatten om huller på landkortet, hvor der ikke er god bredbåndsforbindelse, handler altså ikke om, at den danske bredbånds-infrastruktur er forældet eller mangelfuld. Det handler i højere grad om, at der er nogle enkelte huller på landkortet, som kan dækkes ind på mange andre måder.
TANKEVÆKKENDE
Teleeksperten John Strand, der mest arbejder for internationale teleselskaber, siger til Økonomisk Ugebrev, at han synes at det er tankevækkende, at TDC’s formand indirekte advarer mod den plan, de nye ejere har lagt på bordet: ”Jeg er sikker på, at TDC mange gange tidligere har overvejet en forretningsmodel, som indebærer strukturel separation, og der er jo nok en grund til, at TDC ikke er gået ned ad den vej. Ud fra de internationale erfaringer fra Australien, New Zealand og England er det ikke enmodel, vi vil anbefale, at TDC benytter – med mindre den kan eliminere den infrastrukturbaserede konkurrence, der ellers har været fundamentet i den danske telepolitik.”
Videre siger han: ”Det er en model, som er kommerciel holdbar under den forudsætning, at man kan skabe et monopol eller et oligopol, der kan kontrollere investeringer, priser og profit. Hvis man ser på den med samfundets og forbrugernes øjne, er det en model, der internationalt har vist sig at have en negativ effekt på investeringer og innovation. Det er ikke en model, jeg vil være glad for, hvis jeg var en af de ansvarlige politikere.”
UOPMÆRKSOMME POLITIKERE
Når TDC faktisk har haft råd til at udbygge store dele af den danske bredbånds-infrastruktur, har det i høj grad haft sammenhæng med den meget høje lønsomhed på kabel-tv-forretningen, samt salg af indhold til antenneforeninger. Ret beset har det betydet, at en del af den høje lønsomhed fra indholdsforretningen er blevet anvendt til at udbygge bredbånds-infrastrukturen. Men ved strukturel separation forsvinder disse vigtige økonomiske bidrag fra indholdsforretningen til investeringer i infrastrukturen.
Med den strukturelle separation er der altså overhængende risiko for, at TDC vil foretage alt for store investeringer i en infrastruktur, som der slet ikke er brug for, men hvor slutbrugerne kommer til at dække underskuddet med markant højere priser på båndbredde, også selv om de ikke får et bedre produkt, men fordi politikerne ikke fik regnet på, hvad de gik med til.
