Spar Nord udsteder ikke længere det almene Visa/Dankort til sine kunder, skrev TV2 – en beslutning, Spar Nord forklarede med, at det skal komme kunderne til gode. Men hvad er baggrunden for Spar Nords beslutning, og er det godt eller skidt for kunderne?
Nets står i det ene ringhjørne og argumenterede ikke overraskende med det gammelkendte: Dankortet har lavt misbrug og er derfor risikofrit for bankerne og billigt for butikkerne. Men bankerne, anført af Spar Nord, synes, at Dankortet er for dyrt.
Sikkerhed ved forudbetaling
Her må vi kigge lidt ind i maskinrummet: Dankortet har ikke de samme sikkerhedsmekanismer indbygget som de fleste internationale betalingskort – primært Visa og MasterCard på det danske marked.
Nogle husker måske konkursen i flyselskabet Cimber. Her stod kunder, der havde betalt med Dankort, tilbage med en lang næse, mens kunder, der havde betalt med et internationalt kreditkort, fik deres billetter refunderet. Med forbrugerøjne har Spar Nord ret: De internationale kreditkort giver en større sikkerhed, når man forudbetaler en vare.
Hvem betaler for denne sikkerhed? Det gør kortindløser – i Danmark oftest Nets. Da Thomas Cook, som bl.a. ejede Spies, i 2019 gik konkurs, udsendte Nets en pressemeddelelse, hvor man klart beskrev, at havde man betalt med Dankort, var man stillet, som om man havde betalt kontant: Bare ærgerligt.
Men havde man betalt med et internationalt betalingskort, kunne man gøre indsigelse – det ville sige få pengene tilbage. Så Nets kender udmærket godt problematikken.
Hvad er bankernes interesse? For de fleste banker koster det et nettogebyr, som betales til Nets, hver gang bankkunden anvender Dankortet. Jo flere transaktioner, jo lavere gebyrer betales til Nets. Og de største banker – sandsynligvis kun Danske Bank og Nordea – har antageligt et positivt nettogebyr, altså en indtægt fra Nets, når kunderne bruger Dankortet. De har altså mindre interesse i at droppe Dankortet, end de mindre og mellemstore banker har.
På de internationale kort modtager bankerne et gebyr, hver gang kunden anvender kortet: 0,2 pct. på debetkort og 0,3 pct. på kreditkort af beløbet, der bliver købt for. Så bankernes incitament er klart: De tjener mest på de internationale kort. Men kunderne har også større sikkerhed.
Hvem betaler? EU’s betalingsdirektiv fra 1. januar 2018 blev en gamechanger. Tidligere måtte kortmodtager, altså forretningerne, vælte indløsningsgebyrer på internationale kreditkort over på kunderne. Typisk blev der lagt 1-1,5 pct. oveni prisen, når man som kunde betalte i en forretning.
Det forbød EU’s betalingsdirektiv – nu måtte der ikke længere differentieres imellem Dankortet og de internationale kort. Til gengæld blev der lagt loft over gebyret til kortudsteder, altså banken. Fra 2018 har kortmodtager – butikkerne – betalt regningen, når du bruger internationale betalingskort.
Hvad kan butikkerne gøre? De kan undlade at modtage internationale betalingskort. Men det er svært, fordi flere og flere forbrugere ikke længere har et Dankort. Dankortet er blevet sværere at få – også i banker, der officielt helhjertet støtter op om Dankortet, som f.eks. Danske Bank. Her får man automatisk et Mastercard, mens man skal spørge for at gå et Dankort.
Listigt tiltag fra danske bank
Dankort-lobbyen består primært af butikker med stor omsætning og større enkelttransaktioner, da de foretrækker det faste gebyr pr. transaktion på Dankortet fremfor det variable gebyr på internationale kreditkort. Bilforhandlere er det ekstreme eksempel. Her er internationale kreditkort sjældent velkomne.
For mindre forretninger er min egen erfaring, at Dankortet er uforholdsmæssigt dyrt på grund af højere faste udgifter til bl.a. terminalleje i forhold til en MobilePay-løsning kombineret med f.eks. Zettle.com.
Slutteligt et nyt tiltag fra Danske Bank: Erhvervskreditkort til virksomheder og foreninger. Hvad er ideen? Erhvervskort er ikke underlagt EU’s begrænsninger på, hvad kortudsteder må tage i gebyr pr. betaling. Det vil sige, at banken kan opkræve mere end de henholdsvis 0,2 pct. og 0,3 pct. af hver transaktion. Til gengæld må butikkerne gerne overvælte indløsningsgebyret på erhvervskunder.
Per Grønborg
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.