Den svenske storbank bliver nu ratet som nummer to i Danmark, når det gælder serviceringen af aktiemarkedet. Der er investeret i analysen, og der er skabt en organisation, der år f.eks. har håndteret de store aktieudvidelser i GN Store Nord og NKT. Banken lover, at den ikke vil løbe af pladsen, selv om tiderne bliver dårligere.
Danske Bank er for syvende år i træk i front som den foretrukne mægler på det danske aktiemarked. Men det er måske en placering, der nærmer sig en udløbsdato: Det er ikke længere blot Nordea, der bider Danske Bank i haserne. Efter en kraftig oprustning kommer SEB ind på andenpladsen i årets rating, og den svenske storbank har ambitioner om mere:
”Onsdag kårede Prospera os som nummer et på nordiske aktier. De seneste to år har vi været nummer to i Danmark, og vi arbejdet stenhårdt på at blive nummer et Vi glæder os over at se, at der er fremgang på flere fronter, hvilket også Økonomisk Ugebrevs ranking viser,” siger aktiechef Søren Samsøe.
På analysefronten plejede SEB sammen med Carnegie at udgøre et andet geled efter de to traditionelle storbanker i Danmark. Men nu er SEB en del af en fronttrio..
Stærk organisation
Der er investeret i aktieanalysen. SEB har selv opfostret flere analytikere, der er blandt de bedste i Danmark. Men analytikere kan man også købe sig til, og SEB har således headhuntet flere store navne, som i dag er på topti over de bedste analytikere. Indenfor de seneste år er Martin Parkhøi og Kristian Tornøe Johansen hentet fra Danske Bank, mens Martin Birk er hentet fra Carnegie.
Men en god aktiemægler skal kunne meget mere end at producere gode analyser. Det kræver f.eks. en stor og stærk organisation med et godt kontaktnet at være i stand til at håndtere store aktieemissioner og handler med store aktieposter. På dén front ligger SEB og Nordea nu nøjagtigt side om side, viser et andet spørgsmål, som vi kun har stillet til de IR-ansvarlige. Danske Bank får karakteren 4,9 (på en skala fra 1 til 5), når det gælder om at håndtere store handler og emissioner. Nordea og SEB lander begge lander på 4,3, selv om førstnævnte er klart den største af de to i Danmark.
Det er ikke noget tilfælde, at SEB nu er nået dertil. Det er noget, man har satses målrettet på. SEB har længe været en stor udlåner til det store erhvervsliv, men det er en mere kompleks opgave at hjælpe med at rejse kapital på aktiemarkedet. I 2023 har SEB alligevel været ledende i Danmark på antallet af børsnoteringer og kapitaludvidelser. Disse tæller bl.a. Gubra, GN Store Nord, Asatek og NKT.
”Vi har ikke nogen tidshorisont på, hvornår vi skal nå førstepladsen på markedet. I stedet fokuserer vi på at forbedre forholdet til de enkelte kunder. Vi har på sagt til os selv, at kunne vi forbedre os på fem områder, nemlig analyse, sales, trading, ECM (equity capital markets – altså børsnoteringer og kapitalrejsninger, red.) og corporate acces (arrangementer hvor investorer og kan møde selskaber, red.), ville de bedre rankings begynde at komme. Det er det arbejde, vi nu ser resultatet af,” siger Søren Samsøe.
Gennem årene har man adskillige gange set banker, der også har sagt, at de ville op på førstepladsen som aktiemægler i Danmark. Det sagde f.eks. Glitnir i 2007, men året efter fik den islandske bank som bekendt andet at tænke på. I den mere seriøse ende havde Nordea få år senere succes med en tilsvarende ambition og blev topratet i Økonomisk Ugebrev gennem tre år fra 2015 til 2017. Herefter slækkede Nordea tilsyneladende på ambitionsniveauet.
Men SEB vil forblive tro mod de danske kunder, lover Søren Samsøe. ”Vi har ikke set den store nedgang i vores forretning, selv om markederne har været svage. Vi har en ret diversificeret model, hvor vi ikke kun er afhængige af børsnoteringer og lignende, men også har rigtigt mange andre ben at stå på. Det er en af vores fordele – at vi både kan tjene penge, når markedet går op og ned. SEB har allerede været i Danmark i 25 år, og vi er for the long run,” slutter Søren Samsøe.
Sten Thorup Kristensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.