Tema om fagbevægelsens økonomi og åbenhed – Medlemmerne snydes for afkastet i strejkekasserne

Der står milliarder af kroner i de store fagforeningers strejkekasser. Pengene tilhører medlemmerne og burde blive forvaltet med ét klart formål: at sikre et solidt og stabilt afkast, så strejkekasserne bevarer deres købekraft og styrke i tilfælde af konflikt. Men sådan fungerer det langtfra i praksis. Omkring 2/3 af investeringsafkastet fra strejkekasserne anvendes på at lukke økonomiske huller i fagforbundenes store driftsunderskud, skriver fagredaktør Carsten Vitoft.

En analyse af de største fagforeningers regnskaber viser, at afkastet på den investerede kapital i strejkekasserne er fornuftigt. Problemet er, at hovedparten af afkastet anvendes hvert år til at dække driftsunderskud i fagforeningerne, viser en gennemgang af regnskaberne.

Fagforeningernes medlemmer får altså i flere tilfælde ikke glæde af det afkast, som investeringerne faktisk skaber. En betydelig del af gevinsterne bliver i stedet brugt til at lukke økonomiske huller i den daglige drift. Dermed udhules den formue, som medlemmerne tror står og arbejder for dem i strejkekassen.

Tallene er markante. Over de seneste fem år har globale aktier givet et årligt afkast på godt 10 pct., mens selv investeringer med lav risiko har ligget omkring fem pct. om året. Alligevel har store fagforeninger som 3F, HK Danmark og NNF kun leveret reelle afkast i omegnen af to pct. årligt, og i NNF har afkastet ligefrem været negativt. Kun Dansk Metal skiller sig positivt ud med et gennemsnitligt årligt afkast på 5,5 pct.

Drift og strejkekassse ikke adskilt

Det oplagte spørgsmål er derfor, hvordan det kan lade sig gøre, at milliardformuer placeret i aktier, obligationer og ejendomme kaster så lidt af sig. En del af forklaringen er manglende gennemsigtighed. I regnskaberne fra 3F, HK Danmark og NNF er det uklart, hvor stor en del af formuen der er placeret i de enkelte aktivklasser.

Det gør det svært for medlemmerne at vurdere, om pengene forvaltes fornuftigt. Men analysen peger samtidig på en anden og mere principiel forklaring: afkastet fra strejkekasserne bliver ikke i strejkekasserne. Det bliver brugt til at finansiere underskud i den daglige drift.

Her ligger sagens kerne. De største fagforeninger holder ikke klart drift og strejkekasse adskilt i regnskaberne. Økonomien flyder sammen. Konsekvensen er, at medlemmernes kapital ikke alene skal forrentes; den skal også fungere som stødpude for en drift, der flere steder ikke hænger sammen.

Når fagforeningens daglige økonomi viser store underskud, bliver de i realiteten dækket af afkastet og i sidste ende af formuen i strejkekassen. Medlemmerne får derfor et lavt eller ligefrem negativt nettoafkast, selv om investeringerne isoleret set kan have klaret sig ganske fornuftigt.

Det understreges af tallene for 2024. Hvis man korrigerer for de betydelige driftsunderskud og lægger dem tilbage i strejkekassen, tegner der sig et helt andet billede. Så ville afkastet i 3F have været 7 pct., i HK Danmark 7,1 pct. og i NNF 7,5 pct.

Det ligner netop et mere realistisk afkast for porteføljer med en blanding af obligationer, ejendomme og aktier i et år med pæne markedsgevinster. Men det er ikke det afkast, medlemmerne har fået. Det afkast er i stedet blevet opsuget af drift.

Det kan gøres anderledes

Dermed bliver den officielle fortælling om svag kapitalforvaltning kun halvdelen af sandheden. Den fulde sandhed er værre: Medlemmernes penge arbejder ikke først og fremmest for medlemmerne, men for at holde hånden under en økonomisk presset fagforeningsdrift.

Det gør spørgsmålet om afkast til mere end blot en diskussion om investeringsstrategi. Det er et spørgsmål om regnskabsmæssig redelighed, og om medlemmerne reelt kan se, hvad deres opsparede konfliktmidler bliver brugt til.

Dansk Metal viser, at det kan gøres anderledes. Her er investeringerne lagt mere åbent frem, og her er afkastet også klart stærkere. Det peger på, at problemet i de øvrige store fagforeninger ikke nødvendigvis er markedet men styringen af økonomien.

Så længe, driften ikke bringes i balance, vil medlemmerne fortsat opleve, at strejkekassernes afkast forsvinder ind i den løbende drift i stedet for at styrke kasserne.

Det er derfor ikke nok, at de kommende regnskaber nok vil vise store bogførte gevinster som følge af opskrivninger af aktieposterne i AL Sydbank. Det afgørende er, om fagforeningerne endelig begynder at holde drift og strejkekasse økonomisk adskilt. Først da vil medlemmerne kunne se, om deres milliarder faktisk bliver forrentet ordentligt – eller om afkastet fortsat bruges til at lappe huller i en drift, der burde kunne bære sig selv.

Carsten Vitoft