Efter oliehanerne fra Venezuela er slukket, har Cuba bevæget sig mod en selvopløsning, hvor intet fungerer i samfundet. Tidligere udenrigskorrespondent Øjvind Kyrø leverer her en aktuel stemningsbeskrivelse direkte fra Cuba, hvor han de seneste årtier har opholdt sig op mod halvdelen af året som rejseleder.
“Intet virker mere”, siger Gilberto, som ejer en restaurant i den gamle, historiske bydel i Havana. “Her er ingen turister, ingen forsyninger.”
Men værst af alt er manglen på el. “Vi har kun strøm en time om dagen”, siger Mailyn, en sygehjælper, som bor i et slumkvarter i udkanten af hovedstaden. Når solen går ned, er det nat i Cuba. Kun hospitaler, regeringsbygninger og få boligkvarterer står oplyst, resten af landet ligger i mørke.
De store elværker fra sovjettiden er ved at bryde sammen, og førhen kunne tabet erstattes af pramme fra Tyrkiet, som havde generatorer. Men de er sejlet bort, for staten kunne ikke betale leje for dem og for det brændstof, generatorerne brugte. Staten er bankerot. Ingen vil låne regimet penge.
Folk får diarré, for når køleskabene mangler strøm, går maden i fordærv. Her smider man ikke fødevarer ud, men tager chancen, når sulten plager. Snart går også trafikken i stå, for USA har erobret Venezuela og konfiskeret al olie.
I årtier har Cuba modtaget op mod 115.000 tønder olie om dagen samt et olieraffinaderi, der kunne behandle den olie, Cuba ikke havde brug for, og som gav gevinst i statskassen, når den blev eksporteret til nabolande.
USA overvejer en blokade af skibe med olie fra f.eks. Mexico, som af “humanitære årsager” har doneret olie til de otte-ni mio. cubanere. Truslen har fået det kommunistiske militærstyre til at sætte landet i væbnet kampberedskab.
I TV ses troppeøvelser, og ikke siden Cuba-krisen i 1962, hvor verden stod på randen af en 3. Verdenskrig, har retorikken været så voldsom. Dengang havde Sovjetunionen opstillet atomraketter med sigte på USA, der kun ligger 145 km væk. Atomvåbnene skulle afskrække USA fra igen at forsøge at invadere Cuba, sådan som man forsøgte i 1961.
Siden John F. Kennedy i 1962 underskrev embargoen mod Cuba, har Cuba kun vundet sympati for at have modstået den. Og den nuværende amerikanske præsident vil gerne stå som den, der fik indført et nyt styre i Cuba, som hans 10 forgængere ikke har magtet.
Alle er overvåget
Det er udenrigsministerens hånd, der aftegner sig bag planen om systemskifte. USA’s finansminister Marco Rubio er vokset op i Florida, søn af eksil-cubanere, og har hele sit liv hørt på flygtninge, der gerne ville hjem. Med et militærkirurgisk indgreb fik han fjernet Venezuelas præsident, og nu er det Cuba, der står for tur.
Problemet er blot, at hvis Rubio mener, at folk vil gøre opstand, når der ikke er mere el, mad, vand, sker det næppe. Det eneste, der konstant virker i Cuba, er sikkerhedstjenesten. Der bliver slået hårdt ned på enhver opposition, og derfor er der flere dissidenter i fængslerne end uden for. Omkring tre mio. mennesker har i løbet af de sidste tre år taget flugten, fordi de ikke så nogen fremtid i Cuba.
Tilbage er de gamle, de gravide og de fattige, der ikke havde 10.000 dollars til at betale en menneskehandler for at komme til USA. Og de har ikke kræfter eller tør ikke gøre modstand mod sikkerhedstjenesten, politiet eller militæret.
Når folk bliver desperate, går de ud i mørket og banker på deres kasseroller. I mørket, for sikkerhedstjenesten er på X, Facebook og de andre sociale medier. Hvis en demonstrant bliver identificeret på en video, bliver han anholdt og smidt i fængsel i seks år. Derfor protesterer man ikke i dagslys.
På de over 110 ambassader i Havana er diplomaterne i færd med at pakke, så de kan evakueres i en fart, når det hele bryder sammen på grund af mangel på brændstof. Ifølge Financial Times slipper olien op inden for to uger. “Vi håber det bedste”, siger Ronaldo, en lærer, og minder om, at alle omvæltninger siden 1492, da Columbus kom til Cuba, har været blodige.
I ugens løb blev en ung mand i den næststørste by Santiago anholdt, fordi han et par timer forinden havde slået en meningsmåling op blandt sine venner på Facebook. Resultatet var, at 35.000 gerne ville have Marco Rubio som ny præsident, mens den nuværende, Miguel Diez Canel, fik 475 stemmer.
Da Trump forleden blev spurgt, om Rubio skulle være Cubas nye præsident, udbrød han: “Sounds good to me!”.
Efternavnene på de citerede cubanere er redaktionen bekendt
Øjvind Kyrø
Læs også de øvrige artikler i temaet om Geopolitiske Brændpunkter:
SEB: Markedet undervurderer konsekvenser af en Iran-konflikt
