Grundlæggende er kunderne i realkreditsektoren fortsat supersolide, og Nykredit tilbageførte 248 mio. kr. i tidligere hensættelser som indtægter sidste år. Realkredit Danmark udgiftsførte 333 mio. kr. især efter modelberegnede hensættelser. De realiserede udlånstab er fortsat meget små. Men den underliggende udvikling synes at afspejle, at mange kunder får sværere og sværere ved at overholde de almindelige terminsfrister, viser detaljerede EBCD-statistikker. Chefredaktør Morten W. Langer har gravet dybere i tallene.
Danske Bank-ejede Realkredit Danmark (RD) skriver i årsrapporten, at ”nedskrivninger på udlån var påvirket af en planlagt modelændring på 100 mio. kr. og en tilbageførsel af tilpasninger efter modellen på 92 mio. kr. som følge af den forbedrede makroøkonomiske situation. Den samlede korrektivkonto udgjorde pr. 31. december 2024 2.968 mio. kr. (31. december 2023: 2.738 mio. kr.).”
RD har altså øget den finansielle buffer med over 200 mio. kr., hvilket forklarer en stor del af årets udgiftsførte hensættelser. De mere detaljerede ECBC-data for udviklingen i kreditkvaliteten viser umiddelbart, at RD har højere restancepct. end Nykredit.
I RD’s kapitalcenter T med samlede udlån på 448 mia. kr. var der i seneste kvartal for udlån til ”office og business” restancer (betalingsfrist mere end 90 dage overskredet) på 2,2 pct. af sektorudlånene på 73 mia. kr. 1,7 pct. på landbrugsudlån for 32 mia. kr. og 0,5 pct. på ejerboligudlån for 226 mia. kr.
Det er betydeligt højere end hos Nykredit, hvor restanceprocenterne for f.eks. ejerboligudlån ligger på 0,07 pct. og på office & business på 0,25 pct. i kapitalcenter E. Men restancerne i det meget mindre kapitalcenter D er betydeligt højere og på niveau med RD. Nordea Kredit ligger med en restancepct. på 0,18, over det dobbelte af Nykredit, men betydeligt lavere end RD. Nordea har restanceandele på 0,17 pct. på ferieboligudlån og 0,29 pct. på landbrugsudlån.
RD’s ECBC-data viser, at restanceprocenterne er højere end for et år siden: ”Vi kan ikke genkende, at vi skulle have restanceprocenter, der er markant højere end andre. Forskellene skyldes efter vores opfattelse, at der benyttes forskellige opgørelsesmetoder. Vores tal i artiklen er baseret på den samlede restgæld for lån i restance delt med den samlede restgæld. Det betyder, at hvis et lån har en relativt lille restance, så medtager vi stadig det fulde lån,” siger Robert Wagner, Chief Risk Officer i RD.
Han vurderer, at restanceniveauet ikke er steget. ”Men vi rettede definitionen for et par kvartaler siden, fordi vi blev opmærksomme på, at vi rapporterede det anderledes end tabellens definition. Hvis vi ser på, hvor stor en andel af de udestående betalinger, som er i restance, så ligger vi på ingen måder højere end Nykredit.”
Underliggende kreditkvalitet
Nykredit Realkredit tilbageførte 248 mio. kr. fra hensættelser som indtægter i resultatopgørelsen, det højeste i fem år. CEO Michael Rasmussen skriver (frit oversat), at ”vores portefølje af private kunder er i virkelig god form og oplevede en tilbageførsel af lånnedskrivninger for 2024. Kreditkvaliteten blev drevet af en kombination af positive forventninger til de makroøkonomiske udviklinger og en afledt reduktion i post-modeljusteringer. Den underliggende kreditkvalitet forblev god.”
Videre hedder det lidt mere afmålt om erhverv: ”Den underliggende kreditkvalitet for erhvervskunder forblev solid, og modelbaserede nedskrivninger resulterede i tilbageførsler. Kun få af Nykredits erhvervskunder har oplevet vanskeligheder, og disse skyldtes ikke konjunkturforhold, men snarere kundespecifikke omstændigheder. For disse kunder så vi et øget behov for nedskrivninger.”
Bag nettotilbageførslen ligger en reel forringelse af kreditkvaliteten for 220 mio. kr., men der er tilbageført 468 mio. kr. fra de modelbaserede hensættelser, de såkaldte ledelsesmæssige skøn. Individuelle akkumulerede hensættelser er øget marginalt til 2.067 mio. kr.
For erhverv var nettohensættelserne nu 149 mio. kr. i 2024 og 49 mio. kr. i Q4. Det seneste år er de ledelsesmæssige skøn reduceret fra 3,48 mia. kr. til 2,85 mia.kr. især drevet af færre hensættelser til geopolitiske risici (selvom statsministeren siger, at det nu er værre end den kolde krig). Nye ledelsesmæssige er særligt øget inden for modelberegnede ESG-risici.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.