Q3: Sydbanks nye topchef Mark Luscombes starter med at fremlægge en ny 2027-strategiplan, der også indeholder en finansiel målsætning om en egenkapitalforretning på minimum 15 pct. Altså en hel del mere end Jyske Banks 10 pct. målsætning. Forskellen afspejles til gengæld allerede i den aktuelle prisfastsættelse af de to bankaktier. Vækst er overskriften i den nye plan. Og det er svært ikke at få associationen til Mark Luscombes tidligere arbejdsgiver SEB og deres vækstbaserede strategi. Nye toner fra Sydbank, skriver finansanalytiker Per Grønborg.
Vækstmålsætninger er ikke ukendte for Sydbanks relativt nytiltrådte CEO Mark Luscombe, idet hans tidligere arbejdsgiver har haft vækst som en central del af målsætningen det seneste årti. Vækst kommer ikke gratis – vækst kræver investeringer, og det er en strategi, SEB har erkendt. Er det samme ved at ske i Sydbank? Man kunne godt få det indtryk – også fordi der ikke sættes omkostningsmål – hverken absolutte eller relative i den nye strategi. Udfordringen for ledelsen bliver at sikre, at investering af yderligere ressourcer også skal udløse højere indtjening. Markedets udfordring er, at omkostningerne til at skabe vækst ofte kommer før indtægterne. Et dilemma, aktiemarkedet oftest ikke synes om. Men det er noget, SEB har leveret rimeligt succesfuldt på i et årti. Den manglende omkostningsmålsætning kan selvfølgelig også blot være et udtryk for, at et mål for omkostninger per indtægtskrone (C/I nøgletal) ikke giver meget mening, når indtægterne flytter sig, og ikke omkostningerne som de seneste to år.
Klart mere ambitiøst
Sydbank har to målepunkter i sin strategi: For det første går man efter at styrke brandet ”Danmarks erhvervsbank”, hvor man ønsker en kundetilfredshed i top3 blandt de seks store banker. SMV-segmentet giver Jyske Bank også betydelig fokus i deres nye strategi, så det er utvivlsomt et område, hvor konkurrencen kan blive skærpet For det andet skal egenkapitalforretningen være i top2 blandt de seks største banker og et absolut niveau på 15 pct. eller højere. Klart mere ambitiøst end Jyske Banks 10 pct., men tjekker vi prisen på grisen, betaler markedet 1,10x for Sydbanks egenkapital (kurs 312,20), hvilket ved en 15 pct. egenkapitalforrentning svarer en P/E på 7,3x – nogenlunde på niveau med hvad Jyske Bank aktie koster, hvis de når deres 10 pct. målsætning, og det selv om Sydbank forudsætter en kort centralbankrente på to pct., mens Jyske Bank forudsætter 1,75 pct.
Top-2 målsætningen målt på egenkapitalforrentning virker en smule uambitiøs. Jyske Bank, Danske Bank og Nykredit er svære at forestille sig som udfordrer til top-2 i lyset af, hvor meget lavere disse bankers rentabilitet p.t. er. Det efterlader Sydbank i konkurrence med Nordea og Spar Nord. En konkurrence hvor Sydbank (21,7 pct. egenkapitalforretning år til dato) p.t. er solidt foran Nordea (17,5 pct.) og Spar Nord (18,0 pct.).
Selve regnskabet fra Sydbank var generelt lidt til den positive side med et overskud 5,2 pct. bedre end konsensus. Generelt var der positive afvigelser på alle linjer i regnskabet. I forhold til peers var kredittabene relativt høje, hvilket skyldes en tabsreservation på i alt 80 mio. til handelsselskaber. Samtidig har Sydbank fastholdt deres ledelsesskøn omkring en hensættelsesbuffer, hvor f.eks. Jyske Bank valgte at sænke sit ledelsesskøn i 3. kvartal, hvilket frigør penge til bundlinjen.
Nettorenteindtægterne er præget af det fortsatte rentefald, der rammer ind- og udlånsmarginalen med 38 mio. kr. og overskudslikviditeten med 39 mio. kr. Faldet i nettorenterne blev imødegået af 23 mio. fra vækst og 34 mio. kr. fra købet af Coop Bank. Udviklingen i nettorenter vil også i de kommende kvartaler forblive det væsentligste fokusområde i bankernes regnskaber.
Sydbanks ledelsesskøn (ikke-model baserede hensættelser) udgør 0,61 pct. af udlån ex. repo – dobbelt op af Jyske Bank, men på en noget mere risikofyldt udlånsportefølje end Jyske Banks. Hvis vi bruger konsensus for kredittab i 2026, svarer Sydbanks ledelsesmæssige skøn til tre års normaliserede kredittab. Jyske Bank har til fire år.
Per Grønborg
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.