Accura Advokatpartnerskab er uden sammenligning årets største højdespringer i advokatbranchen. På årets rangliste over de 40 største advokatselskaber er kun nogle af de mindre firmaer vokset procentuelt lige så meget. Accura gik sidste år 22 pct. frem på bruttoresultat.
Da flere af de andre store advokatfirmaer stod stille målt på bruttoresultet, bl.a. Gorrissen Federspiel og Bech-Bruun, er Accura godt på vej til at placere sig i top tre, men stadig et godt stykke efter advokatfirmaet Poul Schmidt, også kaldet Kammeradvokaten, som dog ikke fremlægger regnskabstal.
Samlet set øgede de 40 største advokatfirmaer sidste år det samlede bruttoresultat til 6,82 mia. kr., mod 6,56 mia. kr. i 2021, svarende til en fremgang på 5 pct. For langt hovedparten af advokatfirmaerne, både de store, mellemstore og mindre, var der generelt tale om stagnation eller tilbagegang i aktiviteten, også selvom timepriserne er justeret op med inflationen. Næsten hele sektorens fremgang i bruttoresultat kommer fra Accura, Plesner, DLA Piper og Lundgreens.
Det voldsomme vokseværk i Accura er umiddelbart bemærkelsesværdigt, men skyldes en målrettet nichesatsning, som lidt ligner den strategi, advokatfirmaet i sin tid blev bygget på. Accura slog sig op på at være specialister i M&A, bl.a. ved at tiltrække en stribe af branchens bedste advokater.
Ny afdeling
Groft sagt kan man godt sige, at Accura har gjort det igen: Fra første januar sidste år blev dannet en ny afdeling for vedvarende energi, der startede med 30 juridiske eksperter under ledelse af Peter Østergaard Nielsen, som kom fra Bech-Bruun, Jakob Østervang, også fra Bech-Bruun og Anders Hørlyck Jensen, ligeledes fra Bech-Bruun.
Der blev ved samme lejlighed præsenteret et stort hold af energi-jurister, hvoraf de fleste kom fra Bech-Bruun, men også fra DLA Piper, Plesner og Ørsted. Flere af de yngre nyansatte blev sikkert også tiltrukket af det karrierespring, de fik med i posen.
Under alle omstændigheder ser det fuldstændig ud som om, at Accura med den strategiske satsning har tiltrukket mange af eksperterne inden for dette felt. Og det har selvfølgelig også betydet, at flere af de andre store advokatfirmaer er blevet støvsuget for de centrale personer, som har ydet juridisk rådgivning ved etablering af eller handel med energiprojekter.
Den store fremgang sidste år i Accura på 134 mio. kr. i bruttoresultatet har dog heller ikke været billig. Personaleomkostningerne steg 129 mio. kr., så meget tyder på, at det har været en kostbar satsning på et nyt forretningsområde.
Til gengæld synes Accura også at have sat sig på nogle af de mest spændende storkunder inden for grøn energi i Danmark, hvor der jo etableres rigtig mange projekter i disse år. Bl.a. fra CIP – Copenhagen Infrastructure Partners, Ørsted og Andel. Accura har også faciliteret samarbejdet mellem CIP og Ørsted om udvikling af vindprojekter.
En del af forretningsmodellerne hos både CIP og Ørsted er at etablere grønne energiprojekter, og det er velkendt, at den grønne omstilling kommer til at fortsætte mange år endnu. Da dansk erhvervsliv omfatter flere giganter på dette område, synes den strategiske satsning på dette felt at være oplagt.
Det strategiske valg understøttes også af, at de høje finansieringsrenter kan give en afmatning på den generelle M&A-aktivitet, fordi øgede finansieringsomkostninger alt andet lige vil medføre betydeligt lavere værdiansættelser på virksomheder, og det kan tage tid, før sælgerne erkender dette. Hidtil har M&A-aktiviteten kun være lidt lavere end de foregående år, hvor aktiviteten har været historisk høj.
Højere rente giver opbremsning
Til gengæld kan de høje renter også blive en brat stopklods på nye energiprojekter, fordi det koster dyrt på rentabilitetsberegninger, som skal sikre, at projekterne hænger sammen. Økonomisk Ugebrev har tidligere beskrevet, hvordan pensionskasserne og andre ejere af vindmølleparken kan stå foran milliardnedskrivninger.
Forklaringen er, at der skal anvendes højere diskonteringsrenter i DCF-modellerne, der anvendes til opgørelse af de aktuelle værdiansættelser.
Langsigtet kan Accura sikkert finde en strategisk vej til international ekspansion, hvilket vil reducere afhængigheden af det danske marked. Accura har oplyst, at ”der sidder mere end 60 specialister fordelt på kontorer i København, Aarhus, Boston, London, Singapore og Tokyo og rådgiver såvel nationale som internationale kunder om vedvarende energi.”
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.