Vi skal regne med, at der går mindst to år, før der er en sikker vaccine mod COVID-19. Indtil da må vi leve med restriktioner, f.eks. mundbind. Det siger Jens Lundgren, professor ved Rigshospitalet, ifølge Jyllands-Posten til ugebrevet A4 Arbejdsliv. Dette i samme uge, som den amerikanske topembedsmand på området, Anthony Fauci, ifølge FXNews har udtalt, at der kan være en sikker vaccine allerede i november, altså om to måneder. Fauci har tidligere talt om årsskiftet som et sandsynligt tidspunkt for godkendelse af en vaccine. Han må i mellemtiden have fået positive meldinger fra nogle af de store kliniske test.
Vi ved, at mange læsere er dødtrætte af at høre om mellemregningerne i den sundhedsmæssige del af coronakrisen. Men det her er vigtigt – måske den vigtigste beslutning, der skal træffes i dette årti. Danske medier synes at opfatte udviklingen og godkendelse af medicin som en ting, der er givet af overjordiske magter og er hugget i granit. Sådan er det ikke. I sidste ende er det et politisk spørgsmål, hvordan man afvejer nye midlers fordele i forhold til de risici, de kommer med. Derfor skal man som medie ikke bare bukke pænt for beslutningstagere på dette felt.
Statsministeren er blevet rost for, at hun i foråret gennemførte en skrap lockdown, selv om det indebar en stor risiko for hende og hendes regering. Man skal huske, at som verden så ud på det tidspunkt, ville hun også løbe en stor risiko ved at lade være – det blev direkte formuleret (af Kåre Mølbak fra Statens Seruminstitut), at kaotiske tilstande på hospitalerne, som man havde set i Italien, ville underminere ”fortællingen om velfærdsstaten,” som er helt afgørende for Socialdemokratiet.
Lige nu er der ingenting, der presser Mette Frederiksen. Det er bedre for hende, hvis hun slipper for at tage en risikabel beslutning om vacciner og anden medicin, fordi vi de næste to, tre eller flere år går med mundbind, undlader at feste om vinteren og så videre.
Men disse restriktioner kommer med meget store omkostninger på mange fronter, og som medier skal vi presse på for, at der bliver truffet beslutninger, som er fornuftige, og som ikke bare er bekvemme for regeringen. Denne tilgang bliver blot mere relevant af, at de seneste smittetal ved redaktionens slutning indikerer, at der skal noget strammere restriktioner end de nuværende til for at holde virus nede.
Hurra, der er en aftale
Der er også en anden gruppe af faste kilder, som coronakrisen har lært os, at vi som medier skal være forsigtige med. Det gælder erhvervsorganisationerne, herunder fagforeningerne. Forløbet under forhandlingerne om hjælpepakker i foråret er en nærmere analyse værd, og det samme gælder denne uges aftaler om bl.a. arbejdsfordeling, hvorefter virksomheder kan have ansatte på deltid, mens staten dækker resten op til fuld tid gennem dagpengebetalinger.
Børsen skriver om, hvordan nogle af de berørte virksomheder i bl.a. turistindustrien er vrede over, at ordningen først kom, da de havde fyret deres medarbejderne. Historien (over to dele, her og her) er lidt uforløst, fordi man fornemmer, at de vrede virksomheder blot ikke har forstået, at de har mulighed for at få genansatte medarbejdere ind under ordningen. Men under alle omstændigheder lyder meldingen fra alle tre parter – beskæftigelsesministeren, DA og FH – at virksomhederne blot skal være glade for, at der overhovedet kom en aftale ud af de svære forhandlinger. Vi kan ikke vide, hvem der har gjort hvad i forhandlingerne. Men det er en mærkelig arrogant melding til både de virksomheder, der kæmper for livet, og de medarbejdere, der gennem et halvt år ikke har vidst, om de var købt eller solgt.
Hvordan Trump blev usympatisk
Gennem snart fire år har medierne dag for dag skrevet forarget om Donald Trumps aparte optræden. Sådan har det også været i USA. Men er den slags historier gode eller dårlige for præsidenten? Her er en anbefaling: Se Netflix’ dokumentar om ham inden præsidentvalget om et par måneder. Dokumentaren kører ikke med på den banale forargelse, men fortæller nøgternt om, hvordan Trump i sin tid kom frem som en sympatisk og visionær forretningsmand, og hvordan han hen ad vejen fik udviklet sine usympatiske sider, fordi det var dem, som reddede ham i land, når hans forretningsimperium vaklede.
Dokumentaren gør det bl.a. klart, at Trump er et af sin generations største talenter i henseende til at manipulere pressen. Så hvis f.eks. omtalen af hans tweets havde skadet ham, havde han for længst stoppet dem. Men han ved, at han med sine uforskammede og provokerende udsagn tværtimod får formidlet en kerne af sandhed og nogle populære, politiske standpunkter,
Sten Thorup Kristensen
