En af børsmarkedets gamle ræve Kim Mikkelsen, fra de børsnoterede selskaber Ennogie og Strategic Investments mistænkes nu for at holde hånden under selskabernes aktiekurser. Begge selskaber er faldet markant på børsen. Men gentagne mindre aktiehandler rejser nu mistanke om, at der er sket forsøg på at skabe et såkaldt prisgulv under aktierne. Kim Mikkelsen afviser og siger, aktiekøbene er foregået efter alle gældende regler, skriver fagredaktør Carsten Vitoft.
En stribe mistænkelige aktiehandler sætter fokus på to børsnoterede selskaber med mistanke om, at de har været ofre for markedsmanipulation. Begge er de mindre, meget illikvide danske aktier med en markedsværdi på hver få hundrede mio. kr. Så selv meget beskedne handler kan rykke aktiekurserne.
Kim Mikkelsen, der er storaktionær i begge selskaber, købte f.eks. i slutningen af sidste år på samme dag ad fire omgange aktier i solcellevirksomheden Ennogie, som han er storaktionær i.
Før børsmarkedet åbnede 29. november 2024, lå kursen på Ennogies aktie på 6,96, inden Kim Mikkelsen begyndte at købe op. Først til kurs 7,49, dernæst til 7,72, og tredje handel til kurs 7,81 for til sidst at slutte med at købe til kurs 8,2 kr. Med de nævnte handler lykkedes det ham at presse aktien op med 18 pct. over dagen. Til trods for, kursen det seneste år har været på en lang nedtur.
Fremgangsmåden kan være ulovlig: ”Det er forbudt at forsøge at forhindre en bestemt trend eller prisbevægelse i et børsselskabs aktier, f.eks. ved at opkøbe aktier for at forhindre et prisfald i at fortsætte. Det kaldes at skabe et prisgulv. Uden at udtale mig om den konkrete sag kunne der være indikationer på dette. Imidlertid er manipulation en alvorlig forbrydelse, hvor Højesteret har tilkendegivet, at det normalt bør straffes med ubetinget fængsel. Så det er også vigtigt at huske, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist,” siger professor, dr.jur. ved Københavns Universitet Jesper Lau Hansen.
Ved den eneste store sag om markedsmanipulation med Parken-aktier, fik Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup i 2017 en fængselsdom.
Kim Mikkelsen siger, at alle regler er overholdt med hans køb af aktier i Ennogie, men også hans opkøb af aktier i Strategic Investments, hvor aktiekursen trods en faldende tendens også pludselig steg i slutningen af året. Aktien hoppede 17 pct. op i de dage, hvor han købte mindre aktieposter.
”Jeg har siden 2013, via Strategic Capital, været indehaver af mere end 50 pct. af aktierne i Strategic Invesments og har løbende købt små beløb. Disse køb er naturligvis indberettet til Strategic Investments og offentliggjort af Strategic Investments efter gældende regler. For så vidt angår Strategic Capitals andel af aktier i Ennogie Solar Group, så er den uforandret siden noteringen af selskabet i 2021,” siger Kim Mikkelsen.
Mange kasketter
Kim Mikkelsen ejer privat Strategic Capital, som igen har 51 pct. af det børsnoterede Strategic Investments, hvor han også er investeringschef. Det selskab ejer aktier i Ennogie, hvor Kim Mikkelsen har købt aktier i begge både professionelt og privat. Så han har det seneste år mistet stort i takt med kursfald. Strategic Investments er faldet 18 pct. det seneste år og Ennogie 55 pct.
Hvorfor han bliver ved at købe op i begge med små beløb, hvor aktiekurserne også kortvarigt stiger, men falder igen efterfølgende, står hen i det uvisse. Kim Mikkelsen ønsker ikke at dele de analyser, han handler ud fra.
Associate professor Caspar Rose fra CBS mener, at situationen tilsiger, at markedsovervågningen på børsen allerede burde holde et tæt øje med disse handler.
”Jeg synes specielt med de mange kasketter, man her har på, at det i sig selv er et signal om, at børsens markedsovervågning bør holde ekstra godt øje med den slags handler. Men jeg er heller ikke overrasket, hvis det er gledet under radaren. For fokus har det med at være på de større børsnoterede selskaber, så de små selskaber og små handler bliver nemt overset,” siger han.
”We continuously monitor all trading activity carried out on our platforms and if we identify suspicious behavior in terms of market manipulation or insider trading we initiate an investigation which could lead to a filing to the FSA for further investigation,” skriver head of Corporate Communications Erik Gruvfors fra Nasdaq i Stockholm uden at forholde sig til den konkrete sag.
Carsten Vitoft