Trumps famlende strategi i Mellemøsten kan stadig gå galt

Umiddelbart synes faren for krig mellem USA og Iran som følge af det amerikanske drab på Qassam Soleimani at være forduftet. Iran valgte at gøre betimelig gengæld via et missilangreb på to irakiske baser, som også huser bl.a. amerikanske soldater. Teheran gav imidlertid den irakiske regering – og derved indirekte USA – et forvarsel om angrebet, så soldaterne kunne nå at komme i sikkerhed. Der var helt klart tale om en nødvendig indenrigspolitisk aktion. Men også et afdæmpet gengældelsesangreb mod amerikanske interesser i Irak, implementeret på en måde, så Donald Trump efterfølgende kunne nedtrappe konfrontationen, skriver Jacob Kirkegaard fra The Peterson Institute for International Economics i denne kommentar.

Der er dog en række grunde til at Donald Trumps manglende mellemøststrategi stadigt kan ende helt galt.

For det første skal man næppe tro, at gengældelsen fra Iran mod amerikanske interesser i Mellemøsten som helhed er overstået med et så primitivt og begrænset taktisk missilangreb. Et land, som for blot et par måneder siden udførte et meget avanceret overraskelsesangreb på Saudi Arabiens olieinstallation Abqaiq, har givet langt mere effektive måder at ramme Trump på.

VIL PÅVIRKE PRÆSIDENTVALG
Da Irans strategiske, politiske interesse først og fremmest er at slippe af med Trump og i stedet begynde nye forhandlinger med en ny demokratisk præsident, kan man sagtens tænke sig, at de vil forsøge at gennemføre en ”October surprise”, for politisk at skade Trump lige inden præsidentvalget. En af årsagerne til, at Reagan besejrede Carter i 1980, var jo, at sidstnævntes troværdighed var blevet undermineret af gidseltagningen på den amerikanske ambassade i Teheran. Politisk indblanding i amerikanske valg er derfor ikke ukendt for det iranske styre. Men det kunne selvsagt nemt fremprovokere en meget skarp reaktion fra en måske til efteråret meget politisk presset Donald Trump.

For det andet er ideen om, at Trump valgte at dræbe Soleimani for at distrahere fra rigsretssagen mod ham, givet absurd. Ifølge New York Times var der tale om, at Trump, som jo fik noget af et politisk gennembrud med sine konstante angreb på Hillary Clinton og hendes håndtering af angrebet på det amerikanske konsulat i Benghazi i 2012, fulgte tv-billederne af iransk inspirerede demonstranter angribe USA’s Bagdad-ambassade, og derefter valgte den mest ekstreme modreaktion, der blev præsenteret for ham. Han ville i hvert fald ikke at vise svaghed og ”ligne Clinton”.

Rent faktisk kom drabet i stedet som en kærkommen distrahering for det iranske diktatur, som ellers i de seneste uger har slået hårdt og dødeligt ned på demonstrationer, og som i Irak har stået overfor lignende folkelige demonstrationer mod dets store indflydelse i nabolandet. I stedet for en bøddel fremstår Soleimani nu pludselig som en folkehelt i Iran, og det er præstestyret, som indtil nu er kommet politisk styrket ud af krisen.

Den irakiske regering kommer under nyt pres for at smide de amerikanske styrker ud af landet. Soleimani-angrebet var udtryk for manglende respekt for Iraks suverænitet. Skulle Trumps impulsive angreb ende med en politisk beslutning om udsmidning af de amerikanske – og givet også resten af NATO’s – styrker fra Irak, vil Soleimani via sin død have givet sit land en strategisk politisk gevinst, hans væbnede kamp i levende live ikke kunne. Et Irak tvunget til at vælge mellem USA og Iran vil givet vælge sin nabo, hvorved favoriseringen af Iraks shia-muslimer vil stige yderligere, og en tilsvarende yderligere marginalisering af irakiske sunnier potentielt vil kunne føre til en genopstandelse af Islamisk Stat.

UNDERMINERING AF ADMINISTRATIONEN
For det tredje understreger Soleimani-drabet igen hvordan Trumps blanding af impulsiv aggression og isolationisme – han blev jo trods alt valgt bl.a. for sit løfte om at gøre en ende på USA’s ”uendelige krige” – oftest ender i det modsatte, på grund af hans manglende, langsigtede strategi i Mellemøsten.

Det er blot et par måneder siden, at Trumps pludselige udmelding om amerikansk tilbagetrækning fra syrisk Kurdistan medførte en tyrkisk invasion, en styrkelse af Assad, Iran og Rusland, og så en Trump-kommentar om, at ”USA is only in Syria for the oil”. Trumps konstante underminering af Pentagons og den amerikanske regerings troværdighed blandt lokale kurdiske og arabiske samarbejdspartnere, som følge af hans svingende politik, gør det stadigt vanskeligere for USA rent faktisk at trække sig ud af Mellemøsten, da resultatet ironisk nok blot ville være en uacceptabel styrkelse af Iran i regionen.