Det er gået meget stærkt med eskaleringen i den nu måske snart meget varme handelskrig mellem USA og Kina. Der er dog en række grunde til, at Trump bør tænke sig godt om, inden han rent faktisk trykker på aftrækkeren, skriver Jacob Kirkegaard fra The Peterson Institute for International Economics i denne analyse.
Først var det stål og aluminium fra hele verden, som fik en straftold. Så gav Donald Trump en midlertidig undtagelse til en række amerikanske allierede, inklusiv EU, men ikke Kina. Så truede Trump Kina med 50 mia. dollar i ny straftold på en lang række kinesiske eksportvarer, som gengældelse for Kinas langvarige politiske krav om udlevering af udenlandske firmaers teknologi til kinesiske konkurrenter, som modydelse for at få adgang til det kinesiske marked. Dagen efter varslede Kina så ca. 50 mia. dollar i nye gengældelsestariffer på primært amerikanske landbrugsvarer. Og det fik så Trump til senere samme dag at true med yderligere 100 mia. dollar i ny straftold.
ANSIGTSTAB
Der er stadig den mulighed, at det hele er spil for galleriet og blot territorie-afpisning, inden egentlige realitetsforhandlinger mellem USA og Kina begynder. Men tiden er ved at være knap, og hensynet til den hjemlige opinion – og om ikke at tabe ansigt – vejer stadigt tungere.
For Trump er det langt fra sikkert, at han og USA vil kunne ”vinde” en total handelskrig med Kina, da der næppe er tvivl om, at Xi Jinping vil være villig til at tage langt mere beskidte tricks i brug end dem, der er tilgængelige for en amerikansk præsident. Man kan f.eks. sagtens forestille sig, at Beijing beslutter at ramme de mange amerikanske firmaer, som opererer i Kina.
Ganske som det skete for et par år siden, hvor den kinesiske regering, for at straffe Sydkorea og specielt hotelkæden Lotte, på hvis land i Sydkoreas nye amerikanske THAAD anti-missil-systemer skulle opstilles, pludselig ikke længere ville godkende Lottes hoteller efter nye, uanmeldte brandsikringsinspektioner. Eller måske vælger Xi Jinping de facto helt at udelukke Boeing fra det kinesiske marked for passagerfly.
Det vil være et træk, som udover at påføre USA store eksporttab givet vil have den fordel for Kina, at EU – fordi Airbus vil være den helt store vinder i den situation – måske vil holde igen med den politiske støtte til USA i denne konflikt.
Dernæst er det klart, at Kina, ved at gå direkte efter amerikansk landbrugseksport, gør det klart, at man vil påføre Trump og det republikanske parti maksimal politisk smerte i denne handelskrig. Og godt nok har Trump allerede meldt ud, at hans administration vil søge at beskytte amerikanske landmænd og deres sektor imod følgerne af kinesisk gengældelse. Men det er langt fra sikkert, at Trumps egne republikanske partifæller i Kongressen vil bevillige penge til sådanne øgede landbrugsstøtteordninger, hvorfor Trumps handelskrig risikerer at påføre mange af hans mest trofaste allierede store økonomiske tab.
Samtidig er det givet, at skulle Kongressen alligevel bevillige pengene her i valgåret 2018, ville øget amerikansk landbrugsstøtte betyde tilsvarende krav fra landmænd i EU, Canada, Australien og mange andre amerikanske allierede. Risikoen for, at den til dato bilaterale handelskrig mellem USA og Kina bredte sig til resten af verden, vil derfor være høj.
ISOLATION DEMONSTRERET
En optrappet handelskrig med Kina vil også hurtigt vise, hvor isoleret Trumps USA er i dag. Kina vil næppe have meget besvær med at overbevise resten af verden om, at det er USA, som er aggressoren. Et opgør med Kina understreger samtidig den strategiske idioti, Trumps udtræden af TPP udgør, da man, i stedet for at have mindst ti handelsallierede i regionen, nu står helt alene.
Det vil opmuntre Kina til at føre en mere aggressiv politisk overfor USA. Og så er der risikoen for, at handelskonflikten med Kina ikke primært har grobund i landets store handelsoverskud med USA og Trumps løfter i valgkampagnen, men i stedet er et udtryk for en overbevisning blandt mange af Trumps rådgivere – og måske Trump selv – om, at Kina udgør en fundamental trussel mod USA’s nationale sikkerhedsinteresser, og derfor må stoppes mens tid er.
Hvis dette er tilfældet, minder det om ideen om en egentlig præventiv krig. Og det er en meget farlig kurs for USA at tage i forholdet til Kina, da et sådant scenario ikke giver nogen umiddelbar mulighed for de-eskalering og har meget til fælles med situationen som – uden nogen ville det – ledte til første verdenskrig i sommeren 1914.
