Finanstilsynet har undersøgt, hvordan finansielle virksomheder markedsfører investeringsprodukter. Det er der kommet en rapport, som til dels har karakter af vejledning, ud af: ”Finanstilsynet har i 2023 gennemført en temaundersøgelse, hvor fire pengeinstitutters og et fondsmæglerskabs praksis for markedsføring blev undersøgt gennem funktionsinspektioner. (…) Undersøgelsen viste, at virksomhederne generelt har procedurer og kontroller til at sikre, at deres markedsføring overholder kravene i reguleringen. Finanstilsynet fandt dog mangler i den konkrete markedsføring for fire ud af de fem deltagere. Disse virksomheder præsenterede på deres hjemmesider de mulige fordele ved at investere i bestemte produkter eller services uden samtidigt at oplyse om de risici, der er forbundet med investeringen. Én af virksomhederne havde yderligere mangler. (…) På baggrund af undersøgelsen har Finanstilsynet udarbejdet en rapport med væsentlige observationer om, hvad pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber bør være opmærksomme på for at sikre retvisende markedsføring. Rapporten er også relevant for andre virksomhedstyper, f.eks. forvaltere af alternative investeringsfonde og administrationsselskaber for UCITS.”
Sten Thorup Kristensen