Ugens stærkeste og svageste erhvervsdækning

Fingerprints nedtur. For tre år siden havde investorerne i det svenske selskab Fingerprints Cards et gyldent forår, da aktiekursen blev 12-doblet på få måneder. Det tiltrak en bred kreds af unge investorer, der brugte meget tid på at sætte sig ind i såvel biometrisk teknologi som teknisk analyse af aktier. Enhver nyhed, stor som lille (og Fingerprints Cards lærte hurtigt at sende så mange pressemeddelelser som muligt), blev grundigt analyseret i diverse debatfora på internettet. Investorerne syntes blinde for, at aktiens bevægelser også afspejlede deres egen psykologi.

Det er som om, at hver ny generation på aktiemarkedet skal lære det om psykologien på den hårde måde. Mange Fingerprint-aktionærer har ærgret sig over tab hen ad vejen, men det har været bedre at realisere disse tab tidligere, end at beholde aktien, for hele kursstigningen fra det gyldne forår er nu væk igen. Og ifølge Finans.dk kan endda selv den nuværende kurs være en attraktiv salgspris: Investeringseksperten Per Hansen fra Nordnet vurderer, at selskabet kan gå helt til grunde og dermed melde sig blandt selskaber som ØK, Nokias mobiltelefondivision og Yahoo, som man engang regnede med ejede fremtiden, men som i stedet blev kvalt i den.

Demokratisk alkohol. Den ungarske bar/restaurant Gay Hussari London, der gennem 65 år har lagt lokaler til utallige politikeres drukture, lukker. Klummeskriveren Bagehot i The Economist benytter anledningen til at fundere over, hvordan alkoholkulturen i politik og journalistik er forsvundet. Sådan er det også herhjemme. Engang var bajere på bordet en selvfølge ved pressemøder; i dag forekommer det aldrig, og ville også blive opfattet som noget helt aparte.

Man skal ikke glorificere fortidens alkoholtåger. Mange fejl er begået i dem, for slet ikke at tale om det spor af personlige tragedier, de trak efter sig. Men, som Bagehot også anfører: De sociale arrangementer omkring øl, vin og spiritus var i mange tilfælde almindelige menneskers vej ind i politik. Det skabte en åbenhed, når politikere og journalister gensidigt sænkede paraderne og drak sig fulde sammen.

I dag er flertallet af politikere akademikere, og journalister og ministre taler meget sjældent sammen på tomandshånd, i hvert fald ikke i en bare nogenlunde afslappet atmosfære. Faktisk er de fleste af nutidens ministerkommentarer, som man kan læse i medierne, forfattet af presseafdelinger. Det er uklart, om ministrene overhovedet har set det, de bliver citeret for. Så måske ville det, i en tid med dyb mistro mellem befolkning og elite, være frugtbart, hvis journalister og magthavere åbnede flaskerne igen. Her på Økonomisk Ugebrev prøver vi hver fredag eftermiddag at gå foran med et godt eksempel, og før eller siden breder det sig vel.

Flexicuritys død. Den såkaldte flexicurity-model samler virkelig mange point til Danmarks image-konto. Regeringsledere og stolte institutioner fremhæver den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor høj tryghed gennem dagpengesystemet giver mulighed for høj fleksibilitet i ansættelserne, som et forbillede. Den slags smiger sætter altid klaphatten i svingninger herhjemme, og få ænser, at hvor vi måske har haft modellen engang, så har vi den ikke længere. Det er faktuelt forkert, at den danske stat bidrager med særlig tryghed, i forhold til andre lande.

Tværtimod må danskerne betale det meste af deres understøttelse selv gennem a-kassekontingenterne, og alligevel finde sig i statens stadig mere udspekulerede chikane af de ledige. Senest har beskæftigelsesministeren foreslået, at ledige helt fra første dags ledighed skal tvinges i såkaldte nyttejob.

Klaphattesyndromet findes også hos forskere og medier, og det så man et godt eksempel på i en nylig artikel i Weekendavisen. Mads Peter Klindt og Daniel Lynge fra Aalborg Universitet skriver, at hvor dagpengereglerne er blevet strammet, så forhandler arbejdsmarkedets parter sig til gengæld selv til større og større tryghed i ansættelserne. Same same, only different, må man forstå.

Men tricket ved flexicurity var jo netop, at tryghedselementet ikke var vigtigt i overenskomsterne: Lønmodtagernes tryghed i ansættelsesforholdet er en byrde for arbejdsgiverne, som så vil holde igen med ansættelserne. De to forskere står altså og kigger lige ind i flexicurity-modellens sammenbrud i sit oprindelsesland, men uden at forstå, hvad det er, de ser.
STK