Ugens stærkeste og svageste erhvervsdækning

Risikoråd begynder at virke. Det Systemiske Risikoråd under ledelse af nationalbankdirektør Lars Rohde må med tilfredshed notere sig, at regeringen og erhvervsminister Brian Mikkelsen nu har valgt at følge en henstilling om at indføre en kontracyklisk kapitalbuffer i bankerne på 0,5 procent af de risikovægtede aktiver.

Ifølge Berlingske Business torsdag ser det ud til, at erhvervsministeren har svært ved at balancere synspunkterne efter sin skåltale ved sin ministertiltrædelse. Her sagde han, at mobberiet af bankerne skulle stoppe, med henvisning til ny regulering. I Berlingske siger han således, at en buffer på 0,5 procent må være nok, og han advarer dermed indirekte Risikorådet om at komme med mere. Overraskende går den store beskytter af den etablerede finanssektor, CBS-professor Jesper Rangvid, i Berlingske mod ministeren, ved at sige, at der er nu der skal opbygges en stor buffer. Ellers er der ikke noget at tage af, når der er optræk til en ny krise. Det virker logisk.

Copypaste. Et kvart århundrede efter internettet blev udbredt, kæmper medierne stadig for at finde deres plads i den digitale verden, der dårligt nok kan kaldes ny længere. Når det tager så lang tid i netop vores branche, er det ikke kun fordi udfordringen her er særligt stor. Vi er heller ikke gode til at håndtere den. Det er f.eks. en udbredt praksis at referere, hvad alle kan læse på facebook – som mandag, hvor Finans.dk genfortæller et budskab fra Lars Seier Christensen om, at borgerlige må indrømme, at Trump har gjort det godt.

Den slags artikler er ikke værdiforøgende for nogen, og Finans.dk gør sig ikke engang den ulejlighed at forholde sig kritisk til den tidligere bankdirektørs synspunkt. Det havde ellers i dette tilfælde dog kunnet give nogen relevans. Med al respekt for Seier Christensen, der viser et imponerende engagement og ofte har interessante synspunkter, så er det ikke tilfældet her. Der skal flyde meget mere vand mere gennem åen, før man kan bedømme Trumps resultater – både når det gælder økonomisk politik og sikkerhedspolitik.

Fred i lejren. ”Vi har fundet den rigtige balance” i henseende til, hvor god dækning medlemmer af en a-kasse har ved arbejdsløshed. Dette synspunkt gav DI-direktør Karsten Dybvad mandag udtryk for i Dagbladet Børsen . Det virkelig opsigtvækkende i artiklen kommer dog lige efter, hvor Dybvad siger, at vi efter de mange stramninger i dagpengesystemet er inde ved dets ”nervebaner”. Med andre ord: Synspunktet er, at en passende balance for dagpengesystemet er dér, hvor det er på et hængende hår, at folk flygter fra det. Det er intet mindre en den højt berømmede danske flexicurity-model, der står på spil her. Dét kunne Børsen godt have stillet et kritisk spørgsmål eller to om; ikke mindst i lyset af, at Dybvad også, som tidligere departementschef i Finans- og Statsministerierne, har haft flere fingre med i det politiske spil om stramningerne. For det store spørgsmål er, om vi kun er nået til nervebanerne, eller om vi allerede er dybt nede i dem. Dét får vi først svar på, den dag ledigheden for alvor stiger igen.

Sikkert er det, at dagpengene i mange familier vil være helt utilstrækkelige. Og det er ikke givet, at realkreditinstitutterne næste gang vil være i en position, hvor de, som under finanskrisen, kan redde dagen for mange af de ledighedsberørte, ved at give dem henstand på terminerne. Dagen efter blev sagen taget op igen i en leder , der roser Dybvad for udmeldingen dagen forinden. ”I en tid præget af polarisering og lejrtænkning har DI’s direktør blik for helheden,” skriver chefredaktør Bjarne Corydon. Jamen altså: Dybvad har været med til at lave reformerne, og nu mener han, at det er tid til at stoppe dem. Her har han hele tiden været enig med Corydon, der som bekendt også har været reform-amok socialdemokrat i sine unge dage.

Rygklapperiet fortsatte i 3F-formand Per Christensens kronik torsdag. Han roser både Dybvad og Corydon og skriver, at 3F’s bud på at øge arbejdsstyrken er investeringer i ny teknologi og kvalifikationer. Det underbygger han blandt andet med henvisning til en rapport fra McKinsey – hvor Corydon som bekendt også har været. Trods mundhuggeri over detaljerne er der kun én lejr i det magtbærende Danmark. I dén vandrer alle i samme retning, og det kan komme til at koste dyrt. Ikke mindst hvis det viser sig, at alle i deres vandring har overset, at de har smadret flexicurity-systemet.