WA og Finans.dk i kødet på hvidvask-kilden

Vi har på denne plads flere gange efterlyst, at medierne reflekterede over, hvorfor danske banker – og det danske samfund – med hvidvasksagerne skal pålægges et så stort ansvar for at stoppe russiske oligarkers fremfærd over for hinanden, og over for deres hjemland. I den forløbne uge er vores bønner hørt. Den amerikanske finansmand Bill Browder, der tilbage i 90’erne og 00’erne tjente formuer på investeringer i Rusland, og som dengang havde et tæt samarbejde med Putin, er siden vendt på en tallerken og markedsfører sig i dag som Putins fjende nummer ét. Meget få danskere har kendt Browder, men han har ført en stor lobbyindsats over for vestlige medier og politikere, og han har også været en vigtig person i hvidvasksagerne mod danske og nordiske banker.

Fredag i forrige uge blev han portrætteret i Weekend – avisen, som vinklede positivt, men som også redeligt nævnte den kritik, der har været af Browder. Og tirsdag vendte Finans.dk , efter et meget grundigt forarbejde, faktorerne om. Her var vinklen kritisk, mens man redeligt nævnte, hvad der kan siges til mandens fordel. Det billede, der tegner sig, er, at Browder har pyntet gevaldigt på sin egen historie, og decideret opdigtet dele af den, samtidig med at han skamløst har spillet på vestens frygt for Putin. Det er nemt for ham at kategorisere enhver af sine modstandere, inklusive kritiske journalister, som russiske agenter. Sagen kan være, at Browder med alle disse krumspring ønsker at holde sig selv fri for retsforfølgelse for skatteunddragelse i Rusland, og måske også i fødelandet USA, som han har frasagt sig statsborgerskabet til. At Browder selv er en bandit, gør ikke i sig selv de oplysninger, han har givet til myndigheder og medier om andre banditter, forkerte. Men for både myndigheder og medier, er det unægtelig en tanke værd, hvad vi egentlig har gang i. Spørgsmålet er, om vi som anstændige mennesker medvirker til at stoppe grådige og kriminelle oligarker – eller om vi blot har reduceret os selv til at være en aktør i deres spil.

ECONOMIST FREMHÆVER DANSKE HAVVINDMØLLER

I debatten i Danmark – er det ofte et tema, hvordan vi sætter vores tydelige præg på verden. En af gevinsterne ved at abonnere på The Economist, der gør sig umage for at dække hele jordkloden, er, man kan se, hvor meget det så bliver til i praksis: Næsten ingenting. Danmark er sjældent nævnt, og når vi er, er det mest for pudsige historier om f.eks. dansk hygge eller vildsvinehegn.

Men der er undtagelser, og af en artikel i sidste uge fremgik det, at vi har formået af gøre os kendte som vindkraftens hjemland. USA er endnu ikke kommet i gang med at bygge havvindmølleparker, men mange vil gerne i gang med det snart. F.eks. vil politikere i Massachusetts gøre delstaten til ”Danmark inden for nordamerikansk vindkraft,” fremgår det af artiklen, hvor flere af hovedkilderne er fra Ørsted, som sikkert også meget gerne vil i gang på de amerikanske kyster.

GHITA NØRBYS INSPIRERENDE OPRØR

Tillad os at gå et enkelt skridt uden for erhvervsjournalistikken og tage udgangspunkt i den forgangne uges mest omtalte medieproduktion: Radio 24Syvs interview med Ghita Nørby. Øvrige medier har bragt nogle lidt mærkelige kommentarer, hvor der bliver fokuseret på, om Ghita Nørby udviste god opførsel, da hun tilsvinede journalisten Iben Marie Zeuten på det groveste, og om det blev til god radio. Det mærkelige består i, at svarene på de to spørgsmål er indlysende. Henholdsvis nej og ja. Mere interessant er det at se på, hvad det egentlig var, divaen reagerede mod: Hun skulle medvirke i det falskeste falske – nemlig falskhed, der omhyggeligt skulle forklædes som ægthed. Det skulle have lydt som to kloge kvinder, der havde en dyb samtale, mens det reelt blot var en journalist, der inden for arbejdstiden skulle få svarene på nogle forberedte, banale spørgsmål i kassen.

Som det blev, var det alt andet end banalt. Måske kom der ikke så meget nyt ud om Ghita Nørby selv, men hun fik stillet medierne, repræsenteret ved den stakkels Zeuten, der hverken er værre eller bedre end journalister flest, ud forrest på scenekanten. Der er en lære i det for store virksomheder, der er under mediernes opsyn. Man skal ikke ukritisk købe kommunikationseksperternes standardråd om at lægge sig fladt ned ved kritik. Nogle gange er det os i medierne, der er firkantede og overfladiske, og så kan man i det mindste overveje at vælge oprøret i stedet. Os Iben Marie Zeuten’er i branchen overlever nok. Og måske bliver vi endda inspirerede til selv at gøre oprør, næste gang en virksomhed prøver at presse os ind i dens egen dagsorden. Om det er den ene eller den anden vej – det er godt for læserne, lytterne og offentligheden generelt.