Widex-Sivantos fusion en kommerciel genistreg

Hvordan kan en kortsigtet kapitalfond og en familieejet virksomhed med lange traditioner og langsigtet tænkning finde sammen: EQT ønsker sikkert et exit inden for 3-5 år, mens ejerfamilierne bag Widex ønsker langsigtet kontrol og bevarelse af kulturværdierne?

Groft sagt er svaret, at det godt kan lade sig gøre. Men der ligger tydeligvis lange og grundige overvejelser bag den model, som nu er sammenstykket: Sivantos er næsten dobbelt så stor som Widex, målt på omsætning, men til gengæld er Widex mere lønsom end Sivantos og vokser hurtigere. Bundlinjen er dog stadig, at en fordeling af aktierne i det nye selskab, baseret på de to selskabers stand alone værdi ville give en ejerfordeling på 35-40 procent til familierne Tøpholm og Westermann, mens kapitalfonden EQT og deres medinvestorer ville sidde på en absolut majoritet med 60-65 procent.

Det ligger i kortene, at EQT ønsker en exit inden for 3-5 år, når synergierne og stordriftsfordelene er realiseret i det nyfusionerede selskab. Som det fremgår af interview med CEO fra Widex, Jørgen Jensen, ligger der meget store økonomiske gevinster i fusionen, som både vil øge værdien af ejernes aktier og skabe et langt mere konkurrencedygtigt og lønsomt selskab.

I overgangsperioden indtil EQT’s exit er det aftalt, at de to hovedaktionærer har fuldstændig paritet i både bestyrelse og i den daglige ledelse. Langsigtet er det ikke en holdbar løsning, fordi der vil opstå uenigheder om strategi, ledelse eller andet hen ad vejen. Når det giver mening, er det kun fordi, at der er tale om denne ligedeling i en kort årrække, hvor de fleste vigtige beslutninger kan trækkes på forhånd.

Fusionen er først og fremmest overraskende, fordi Widex familierne umiddelbart bliver ejermæssig lillebror. Men kun umiddelbart. Fordi ejerfamilierne kommer efter det oplyste til at sidde med tæt på halvdelen af aktiekapitalen allerede fra start: Det kan lade sig gøre ved at gøre to ting: For det første tyder meget på, at ejerfamilierne indskyder to mia. kr. i det nye selskab.

For det andet bliver der udbetalt udbytte til EQT-ejerne på op mod 15 mia. kr. fra det nye selskab. Ifølge nyhedsbureauet Reuters vil det nye selskab starte med en gæld på tre mia. Euro, mens udgangspunktet er en nettogæld på ca. én mia. kr. i Sivantos, og stort set ingen gæld i Widex. Med andre ord tyder meget på, at Widex-familierne køber sig til en ejerandel tæt på kontrol.

Efter det oplyste ligger det herefter i aktionæroverenskomsten, at Widex ejerfamilierne kan erhverve ekstra aktier, når EQT gennemfører sit exit, som forventes at blive en børsnotering på Nasdaq København på grund af god analytikerdækning af de andre lokale høreapparatselskaber, William Demant og GN Store Nord.

FULD KONTROL EFTER EQT EXIT

De nuværende ejer familier bag Widex vil med andre ord sikre sig den fulde kontrol efter EQTs exit, og det har uden tvivl være helt afgørende for dem, for at deltage i denne fusion. De vil komme til at stå med en langt stærkere virksomhed. Men de skal også acceptere, at ”deres” virksomhed med stor sikkerhed bliver børsnoteret, med de øgede krav omkring åbenhed og gennemsigtighed, samt kvartalsvise rapporteringer, investormøder og investorer og analytiker, med en langt kortere fokus end ejerfamilierne er vant til.

Så selv om familierne Tøpholm og Westermann har lagt afgørende vægt på, at de vil bevare familiekontrollen, værdier, kulturen og traditionerne, er der langt op til, at virksomheden vil undergå en stor forandring, ikke mindst som børsnoteret selskab. Og det kan være godt nok, når der er medvind på motorvejen.

Men hvis selskabet kommer i strid modvind vil debatten uvægerligt dukke op igen, om det var det hele værd. For tiden er der i medierne er intens debat, om det er på tide af A.P. Møller-Mærsk søger en afnotering fra børsen, så ledelsen kan få tid og lov til at tænke i en langsigtet omstilling, hvor analytikere og investorer ikke forventer resultater i næste kvartal.

Man må vel blot konkludere, at fordelen ved at skabe en stærkere og mere lønsomhed virksomhed, også på den lange bane, har vægtet tungere end de ledelsesmæssige og kulturmæssige risici, der ligger i en børsnotering – og langt mere eksponering overfor offentligheden og interessenter.