Internationale medier beskriver nu en fastlåst amerikansk-iransk konflikt, hvor udsigten til en bredere fredsproces reelt er forsvundet. USA har trukket sig tilbage fra en mere direkte militær konfrontation og satser i stedet på sanktioner og økonomisk pres, mens Iran forsøger at fastholde og udbygge sin kontrol over Hormuzstrædet og bruge kontrollen som et strategisk pressionsmiddel.
Ifølge The Wall Street Journal har Iran indrettet sig på en slags “survival economy”, hvor regimet forsøger at holde økonomien funktionsdygtig længe nok til at modstå en langvarig konflikt. Iran rationerer knappe varer, begrænser adgangen til udenlandsk valuta, reducerer investeringerne og lader husholdningerne bære en større del af de økonomiske byrder. Samtidig prioriteres strategisk import og de centrale statsinstitutioners funktion. Konsekvensen ventes ifølge WSJ at blive stigende fattigdom, økonomisk stagnation og større samfundsmæssige problemer. Men paradoksalt nok kan denne strategi samtidig give den iranske ledelse mulighed for at trække forhandlingerne med USA i langdrag.
Det afgørende spørgsmål er derfor, om den amerikanske strategi bygger på en fejlagtig antagelse om, at Iran vil give efter under økonomisk pres. The Wall Street Journal fremhæver, at regionale mæglere har advaret Washington om, at Iran allerede har levet med omfattende sanktioner i mange år. Det er derfor langt fra sikkert, at yderligere økonomisk pres vil tvinge Teheran til kompromiser. Tværtimod vurderes Iran at kunne fortsætte eller intensivere sine angreb for at øge omkostningerne for USA og dets allierede.
I artiklen argumenteres for, at denne amerikanske fejlvurdering allerede var synlig ved begyndelsen af Operation Epic Fury næsten seks måneder tidligere. Trods krigen og det økonomiske pres er der endnu ingen tegn på, at det iranske politiske system er ved at bryde sammen.
Samtidig fortsætter regionale mæglere, herunder Pakistan, med at forsøge at genoplive en våbenhvile og genetablere direkte eller indirekte forhandlinger mellem USA og Iran. Bloomberg rapporterede, at Pakistan mente, at en 60-dages frist i et memorandum mellem USA og Iran muligvis kunne forlænges. Den bredere fredsproces beskrives dog som fastlåst.
Mediet afviser samtidig præsident Donald Trumps påstand om, at USA “totally” kontrollerer Hormuzstrædet. Argumentet er også, at hvis USA faktisk havde fuld kontrol over strædet, ville den nuværende krise omkring skibstrafik og olieeksport ikke eksistere. Iran havde desuden ifølge teksten allerede trukket sig fra det omtalte memorandum og erklæret det ugyldigt.
Reuters beskriver situationen som yderligere forværret af nye angreb på skibsfarten fra både amerikansk side og de iransk-allierede houthier i Yemen. Samtidig har Iran gjort genåbningen af Hormuzstrædet betinget af amerikanske indrømmelser. Den nyudnævnte leder af Irans Øverste Nationale Sikkerhedsråd, Mohsen Rezaee, skal have sagt til Kinas ambassadør i Teheran, Cong Peiwu, at strædet ikke vil blive åbnet, før USA ændrer adfærd og accepterer Irans betingelser.
Selv om der onsdag var en midlertidig militær stilhed, giver de diplomatiske oplysninger ikke grund til større optimisme. Reuters, der citerer en pakistansk regeringskilde, skriver, at der “absolut ingen fremskridt” har været. Ifølge samme kilde giver det fra iransk side heller ikke mening at tale om at forlænge 60-dagesperioden, fordi Teheran ikke mener, at perioden reelt nogensinde trådte i kraft. Iran hævder, at USA brød den midlertidige aftale allerede 48 timer efter dens indgåelse og få dage senere trak sig ud af den.
Den oprindelige 60-dagesperiode skulle give USA og Iran tid til at nå frem til en endelig aftale om begrænsning af Irans atomprogram mod en lempelse eller ophævelse af amerikanske sanktioner. Men denne proces synes nu reelt brudt sammen.
Blandt de øvrige udviklinger fastholder Trump, at USA kontrollerer Hormuzstrædet, samtidig med at han understreger, at han ikke stoler på Iran. Pakistans udenrigsministerium oplyser, at Islamabad fortsat forsøger at aktivere både direkte og indirekte diplomatiske kanaler mellem Washington og Teheran og arbejder på at få parterne til forhandlingsbordet i Islamabad. Pakistan beskriver sig fortsat som optimistisk trods eskalationen og mener formelt, at 60-dagesfristen kan forlænges.
Fra iransk side er budskabet imidlertid, at kontrollen med Hormuzstrædet skal fastholdes. Ifølge Mehr News har en repræsentant for den iranske hær sagt, at Iran ønsker at bevare kontrol og overvågning af strædet, fordi det udgør en central del af landets geopolitiske magt.
Den iranske revolutionsgarde, IRGC, går endnu længere i sin retorik. Ifølge Sepah har IRGC advaret om, at en ny trussel mod Iran kan bringe omfattende energi-infrastruktur, kraftværker, amerikanske og andre teknologiske systemer samt global internetforbundet infrastruktur i fare. Udtalelsen fungerer dermed som en direkte advarsel om, at en fornyet eskalation potentielt kan få konsekvenser langt ud over Iran og Golfregionen.
Også andre lande forsøger at påvirke situationen. Ifølge Kyodo har Japans premierminister Takaichi talt med Irans præsident om deeskalering i Mellemøsten og sikkerheden for den maritime trafik. Samtidig oplyser en yemenitisk viceudenrigsminister ifølge Al ArabyTV, at der hverken foregår direkte eller indirekte forhandlinger med houthierne. IRIB rapporterer desuden om israelske luftangreb i det sydlige Libanon, hvilket understreger, at spændingerne fortsat rækker ud over selve den amerikansk-iranske konflikt.
Samlet set tyder meget på, at konflikten befinder sig i en strategisk fastlåsning. USA satser på, at økonomiske sanktioner og langvarigt pres til sidst vil tvinge Iran til at give efter, mens Iran satser på, at det kan holde sin økonomi og statsapparat fungerende længe nok til at få Washington til at opgive eller acceptere iranske betingelser. Hormuzstrædet er i den sammenhæng Irans vigtigste geopolitiske pressionsmiddel.
De diplomatiske bestræbelser fortsætter, især gennem Pakistan, men oplysningerne fra Reuters peger på, at der ikke er sket reelle fremskridt. Samtidig viser udtalelser fra iranske militære og politiske ledere samt rapporteringen fra Mehr News og Sepah, at Teheran ikke aktuelt signalerer vilje til at opgive kontrollen over Hormuzstrædet. Dermed tegner teksten et billede af en konflikt, hvor begge sider i stigende grad satser på, at modparten vil blive økonomisk, politisk eller militært udmattet først.
